Tag-arkiv: konference

Bertel Haarder præsenteret for permakultur

Permakultur Danmark var inviteret med som eksempel på voksenlæringsorganisation, da Styrelsen for Videregående Uddannelser holdt et seminar om voksenundervisning i Europa med temaet: Dansk voksenlæring – hvad kan vi lære af Europa og hvad kan Europa lære af os? 

Af Cathrine Dolleris

Bertel Haarder, foto Cathrine Dolleris, UFM
Foto: Cathrine Dolleris

”Jeg har lært et nyt ord i dag. Det er ordet ”permakultur”,” sagde kulturminister Bertel Haarder. ”Det må vi tage til os i Kulturministeriet,” sagde han fra scenen på Scandic Hotel foran godt 150 embedsmænd, undervisere og skoleforstandere fra hele landet.

”Det er godt at høre om at der foregår nordisk samarbejde og at der tænkes på det Baltiske netværk,” fortsatte Bertel Haarder og gav på den måde Permakultur Danmark en hel del kredit for vores internationale arbejde. Foreningen og permakultur eksisterer nu også indenfor Kulturministeriets rammer på højeste plan.

Det skyldes, at jeres udsendte medarbejder, Cathrine Dolleris, holdt Scandic hotels scene i 20 minutter og fortalte om hvordan vi bruger de Erasmus+ EU midler, vi har fået af Styrelsen for Videregående Uddannelser. De 17 ”mobiliteter” (rejser) vi har fået, er blandt andet blevet brugt til efteruddannelse af undervisere. Omkring halvdelen af mobiliteterne er blevet brugt gennem LAND netværket. Bestyrelsen og almindelige medlemmer, der ønsker at undervise i permakultur, har også fået del i bevillingen.

IMG_0712”Det akademiske og det håndværksmæssige har lige stor værdi,” sagde minister Esben Lunde Larsen på konferencen om voksenundervisning  d. 20. november 2015.

“Dannelse og livsduelighed er vigtige kvaliteter og fordrer flid, selvindsigt, engagement i samfundet og at vi tager ansvar,” var ministerens udtrykte holdning.

Permakultur er efterhånden et kendt ord i ministerierne og vi satser på, at viden om og uddannelse i permakultur i stigende grad bliver anset for en ressource, der er brug for i Danmark og Europa.