Folketræf 2018 og Det Fælles Bedste samarbejdet

Af Laura Barnkob

På lørdag den 2. september kl. 11-16 afholdes møde i Vejle til organisering af næste folketræf, og du kan stadig nå at melde dig til.

Der skal etableres arbejdsgrupper på landsplan, så vi sammen kan skabe rammer for og indhold til et sjovt, spændende, lærerigt og vigtigt Folketræf, som giver inspiration og energi til at gøre drømme til virkelighed. Det er en ideel mulighed for at bruge redskaberne fra og udbrede kendskabet til permakultur!

Kan du ikke deltage denne dag, er der rig mulighed for at hjælpe til efterfølgende, både det næste lille års tid op til og under selve folketræffet.

Vil du være med?

Vil du være aktiv, har du spørgsmål eller vil du melde dig til, så kontakt Britta Edelberg på 29125234/ bried@vejle.dk. 

Det vil finde sted på adressen: Teknisk forvaltning, kirketorvet 22 ,7100 Vejle  – 2 min fra banegården.

Der er brug for så mange gode kræfter og forskellige kompetencer som muligt, så tøv ikke hvis du har det mindste at byde ind med, det være sig planlægningsmæssigt eller praktisk før, under og efter selve træffet.

Baggrunden for folketræffet

Det Fælles Bedste er et samarbejde på tværs af foreninger, der har ønsket om og arbejdet for en bæredygtig fremtid til fælles, herunder blandt andet vi i Permakultur Danmark, Landsforeningen for Økosamfund, Omstilling Danmark og Landsforeningen for Økologisk Byggeri.

I 2014 afholdte man et fælles møde på Samsø, hvor grundstenene til samarbejdet blev lagt og i 2016 afholdte vi i Det Fælles Bedste i fællesskab et Folketræf i Lejre. På sidstnævnte var et utal af spændende workshops og foredrag, messestande, god mad, fest og allervigtigst en fantastisk energi og stemning, fordi så mange mennesker med ønsker om en bæredygtig fremtid mødtes til samtale og gensidig inspiration!

 Det næste Folketræf v. Det Fælles Bedste skal finde sted i Vejle d. 10.-13. maj 2018 – sæt kryds i kalenderen allerede nu! På dette tredje træf vil vi bruge erfaringerne fra forrige træf, og give plads til lidt af det hele: På første del af folketræffet vil der være spændende workshops, messestande, taler mv., mens de sidste par dage vil have et mere indadvendt fokus med plads til afholdelse af generalforsamling for de deltagende grønne foreninger samt fokus på samarbejde foreningerne imellem. Men hvad indeholdet bliver mere konkret, kan du jo være med til at vælge, hvis du melder dig på banen!

Alle er velkomne på folketræffet: Vi der er medlem af en forening, privatpersoner, folk fra erhvervslivet, det offentlige, børn, voksne, ældre mfl. Det eneste der “kræves” er en nysgerrighed på bæredygtighed og fællesskab mennesker imellem!

Om det øvrige samarbejde i Det Fælles Bedste

I 2017 arbejdes der på at påvirke beslutningstagerne frem mod kommunalvalgene d. 21. november, blandt andet ved at udgive en folkeavis, der skal inspirere vælgere og beslutningstagere i en bæredygtig retning. Idéerne i folkeavisen udspringer fra et møde der blev afholdt på Christiansborg i april, hvor over 20 grønne foreninger mødtes, og planen er, at den skal udkomme først på efteråret.

Derudover er det idéen, at der skal afholdes folkemøder rundt om i landet med fokus på grøn omstilling og dialog med lokale beslutningstagere op til kommunalvalget.

Har du lyst til at indgå i afholdelsen af et folkemøde, så tag endelig også kontakt.