Diplomforsamling i Wales

Af Cathrine Dolleris

Tre danske delegerede tog til diplomforsamling i Wales d. 24.-26. november. Denne gang i Conwy i det smukke nordlige Wales. Diplomforsamlinger bliver i England afholdt hver 9 måneder og indeholder akkrediteringer til diplom, workshops med relevans for diplomet og en masse skønne, dedikerede permakulturfolk.

Conwy var en smuk ramme om diplomforsamlingen. Tilbage i 1283 besluttede engelske Edward d. 1. sig til at invadere Wales og bygge en jernring af borge langs kysten med tykke mure omkring de engelske indflyttere. I dag kan man gå på muren ind og ud af byen fra vandrehjemmet, hvor forsamlingen var, til pubben, som blev flittigt besøgt.

Der var et væld af meget forskellige workshops. Nogle stykker omkring design processer, kriterier og design værktøjer. Omkring udvikling af lokalsamfund og skovhaver, haveterapi og modstandsdygtige designs, samt udvikling af curriculum for børn og sociokrati.

Nogle enkelte workshops arbejdede med at integrere spirituelle, naturfokuserede tilgange, som en måde at åbne og give inspiration til designs. Det var for eksempel et lille ritual til anerkendelse af elementerne vand, jord, ild og vind, samt forfædres og næste generationers samspil med designeren.

Endelig var der akkrediteringen til diplom af Peter Stopp, som havde arbejdet med 10 designs i det sydlige Wales.

I alt en flot og inspirerende weekend organiseret af den engelske permakulturforening, der bekræfter det gode arbejde som permakulturfolk er i gang med for at gøre verden til et bedre og mere bæredygtigt sted at leve.