Building Regenerative Habitats

skrevet af Karoline Brydebøl, Laura Herslund, Alexandra Hasdorf og David Haliva

Vi har været så heldige at få muligheden for at tage på et to-ugers kursus i Grækenland med temaet ”Building Regenerative Habitats”. Stedet er en lille økologisk dyrket gård i det sydlige Peloponnes, der huser “The Southern Lights” – en NGO, der arbejder for at udbrede viden om regenerering af økosystemer.

Grundtanken fra arrangørerne er, at man kan opnå regenerering af krop, sind, vaner og land og at alting er del af et større system. I løbet af kurset fik vi dette belyst gennem 4 fokusområder: permakultur, biokonstruktion, tai chi og ernæring.

Permakultur

Vi gik til permakultur-delen lidt anderledes, end de fleste af os havde forestillet os. I stedet for ”zoner”, ”kvælstoffikserende” og ”bunddække” var det ord som kreativitet, community, ritualer og kommunikation, der fik taletid.

Facilitatoren kaldte det “Social Permaculture” og understregede det med slagordet “if it’s not fun, it’s not regenerative”. For at noget kan blomstre og gro, må det være sjovt og givende for folk at engagere sig i det. For at kunne starte økosamfund op, må man have gode folk og sunde grupper og en god gruppedynamik kommer ikke nødvendigvis af sig selv.

Vi var samlet omkring 35 kursister fra 9 europæiske lande og langt de fleste kendte ikke hinanden på forhånd. De første dage gik med at bygge et community op fra bunden og her var vores facilitator Tina Lymberis en uvurderlig støtte. Med sin faste struktur og samtidig meget legende, syngende, dansende facon fik hun sat rammerne for et fællesskab, hvor alle kunne sige noget, bidrage og blive lyttet til.

Et community fødes

Det kan altså bare noget helt magisk at sidde i en cirkel af halmballer med halmunderlag – specielt under oliventræernes mosaikskygge og med kæmpestore lysegrønne skarabæbiller flyvende om ørerne.

Ethvert community må starte i en rundkreds, hvor alle kan se alle. Vores var en meget æstetisk én af slagsen – en halmballecirkel i skyggen af oliventræer, morbærtræer og figentræer. Vi startede med i fællesskab at sætte nogle redskaber op, vi gerne ville have skulle definere vores fællesskab. Nogle af dem var: “synge, danse, lege”, ritualer, håndsignaler, ikke-voldelig kommunikation, ærlighed og “if you see the possibility – it´s your responsibility” (Det sidste er en catch phrase, der antyder at man selv må tage initiativ, hvis man ser muligheder for forbedringer af enhver art).

Nogle af vores vigtigste aha-oplevelser i forhold til velfungerende gruppedynamikker, vil vi gerne dele her.

 

Håndsignaler

Når man er mange mennesker, kan det tage meget tid og fokus, hvis alle skal udtrykke deres enighed, komme med små bemærkninger etc. i plenum. En god, let, sjov og visuel måde at løse dette på, er ved at bruge håndsignaler.

Man kan lave sine egne og man kan have så mange, man har lyst til. For eksempel brugte vi:

  • “jazz-hands” (hvor man løfter begge hænder, så fingrene peger opad og ryster dem) til at udtrykke applaus men uden forstyrrende lyd.
  • hånden på hjertet for at signalere at man er enig.
  • en knyttet næve med håndfladen opad for at vise uenighed (men den knyttede næve repræsenterer en gave, da det er værdifuldt at høre andre synspunkter).
  • fingeren på næsen for at vise, at man grundlæggende er enig, men at man har spørgsmål.

På denne måde behøver man ikke afbryde den, der taler, for at udtrykke sit synspunkt og det er en rar måde at kunne kigge rundt i cirklen og få en nogenlunde idé om, hvad de andre synes.

 

Ikke-voldelig kommunikation

Ikke-voldelig kommunikation er et koncept ofte kendt fra Marshall B. Rosenberg´s “Girafsprog”. Det går ud på, at man tager ansvar for sine følelser og ikke beskylder andre for at skabe dem.

Der er 4 steps i at kommunikere ikke-voldeligt:

  1. iagttagelse
  2. følelser
  3. behov
  4. anmodning

Det går ud på at man iagttager sin samtalepartner´s handlinger uden at vurdere eller dømme. Ren observation. På baggrund af denne iagttagelse, siger man, hvad man føler, når man observerer denne handling. Dernæst forklarer man, hvilket behov man har i forbindelse med denne følelse. Og til sidst anmoder man om dét, man mener, ville berige ens liv i sammenhængen.

Det kan være svært at specificere, hvordan man egentlig føler. Men ifølge Rosenberg, giver det en bedre indføling med andre, jo mere konkrete vi kan være i beskrivelsen af vores følelser.

Rosenberg’s eksempel er moren, der siger: “Når jeg ser to par beskidte sokker ved siden af tv’et, føler jeg mig irriteret, da jeg har behov for, at der er hyggeligt, der hvor vi alle skal være. Ville du være med på at smide dem i vaskekurven?”. I stedet for noget i retning af: “Du er så doven, det kan simpelthen ikke passe, at du altid skal smide dine sokker alle steder”.

Han fraråder brugen af “aldrig” og “altid”, generaliseringer, moralistiske domme og sammenligninger og hovedpointen er, at man tænker på at give og modtage fra hjertet. Rosenberg´s bog “Ikke-voldelig kommunikation – Girafsprog” kan varmt anbefales for en dybere indføring.

 

Ritualer

Ritualer kan være en dejlig måde at huske at sætte pris på ting på, at huske at tale sammen med sine medmennesker, at huske at pleje hinanden på. Vi fik virkelig meget ud af ritualerne, også nogle mere interessante forhold til folk omkring os.

Bl.a. lavede vi taknemmelighedsritualer før maden og tjek-in ritualer om morgenen i cirklen, så vi havde en fornemmelse af, hvordan gruppen havde det hver dag. Det kræver ærlighed, så man kan regne med, at stemningen er, som folk siger. Men så kan det også være med til at give alle en større forståelse for hinanden, mere flydende arbejdsprocesser og en bedre forståelse af, hvad man selv mener.

Syngeritual inden frokosten.

 

Facilitering

Vi så i dagene efter at Tina var taget af sted, at rollen som facilitator er essentiel. Da hun ikke længere var der til at styre morgencirklerne, blev de ufokuserede, vi gik over tid, folk talte om alt muligt urelateret etc. Vi kunne alle sammen mærke det og vi diskuterede det imellem hinanden. Der manglede én til at holde gruppen i “snor” og holde sammenspillet konstruktivt. Hvis ikke man har råd til at hyre en facilitator udefra, kan man vælge en facilitator i gruppen. Måske kan denne rolle endda gå på omgang for ikke at skabe et ulige magtforhold.

Disse forskellige sociale redskaber kan alle være med til at skabe bedre fungerende fællesskaber og give enkeltindivider ro og en følelse af at der er plads til dem.

 

Bio construction

På dag fire kom en ny underviser, Andreas, for at lære os om bæredygtigt og naturligt byggeri. Vi brugte den næste uge på at lære om og bruge tre forskellige typer og metoder inden for naturligt byggeri.

 

Tadelakt

En af de metoder vi lærte om var tadelakt. Et Belgisk-Hollandsk par ved navn Steve og Chenny, lærte os om denne meget specifikke metode, som de har arbejdet med i mange år. Tadelakt er en kalkpudsningsteknik fra Marokko, hvor man komprimerer og polerer en kalkholdig masse på væggen. Først spreder man massen ud med en spatel og polerer det mens det tørrer med en glat sten. Det resulterer i en smuk, blank og vandafvisende overflade. Teknikken er mange hundrede år gammel og blev brugt i hammam bade, paladser og moskeer. Kalken som bruges til tadelakt er helt naturlig og miljøvenlig. Den er også vandafvisende, hvorfor den kan bruges udendørs og i fugtige miljøer, som badeværelser.

Vi lavede tadelakt på facaden af en af de tiny houses, der var bygget på stedet.

Da det var meget varmt og tørt, tørrede massen hurtigt, så der blev pudset på livet løs.

 

Straw-clay og cob

En anden naturlig byggemetode vi lærte var metoden som kaldes ‘straw-clay’. Helt simplet er det bare halm, som vendes i vandet ler og presses ind i en ramme i væggen. Når det er tørret er det en hård og fast blok.

Cob er en blanding af halm, ler og grus, som er et materiale der er nemmere at modellere med. Cob kan bruges til at bygge et helt hus, hvor man modellerer væggen op fra bunden af med materialet. Staw-clay bruges til huse med et ramme-væg-system, som ses på billedet.

 

Det andet tiny house, hvor vi byggede væggene op med straw-clay. Her ses det inden vi begyndte at udfylde rammerne af træ med straw-clay.

Komposttoiletter

En anden naturlig konstruktion, som allerede var på stedet, var komposttoiletterne.  Hos Southern Lights havde de nemlig komposttoiletter i stedet for almindelige toiletter. Det går ud på at genbruge vores urin og afføring som næring til planterne. Der er mange måder at lave komposttoiletter på. Hos Southern Lights var det med systemet “dry composting”, som fungerer ved, at man inde på toilettet har to forskellige ‘toiletter’, som egentlig bare var en trækasse, ét til urin og ét til afføring. Man skulle altså skifte mellem dem, når man skulle lave enten det ene eller det andet, hvilket nogle gange kunne være noget af en sjov affære at skulle hoppe fra det ene toiletbræt til det andet. Under toiletbrættet på kassen til afføring, var en stor hvid spand og når man havde lavet noget, hældte man savsmuld over det, i stedet for at ‘trække ud’ og for at fjerne lugten. Én gang om dagen blev spanden tømt i en dedikeret ‘afføringskompostbunke’, hvor det ligger i et par år og hvor kompostormene hjælper til, indtil det er fuldstændig færdig-komposteret, hvor det så, tro det eller ej, er blevet til ren og hygiejnisk kompost, som kan bruges i haven.

På toilettet for urin, var der et rør, som ledte hen til midten af en cirkel af bananpalmer. Når man tissede, blev urinen skyllet hen til bananerne for at ‘fodre’ dem. Urin indeholder nemlig kvælstof, som alle planter, men især bananer, elsker.

Når man så var færdig på toilettet og skulle tørre sig, var der et lille brusehoved, som man kunne skylle sig med og man havde et lille personligt håndklæde at

Når man så var færdig på toilettet og skulle tørre sig, var der et lille brusehoved, som man kunne skylle sig med og man havde et lille personligt håndklæde at tørre efter med. Dette var for at undgå at bruge toiletpapir.

Tai Chi

Når ikke vi lærte om permakultur eller byggede med ler og halm, stod en del af undervisningen på Tai Chi med Tai Chi-mesteren Giorgos.

Tai Chi er en kinesisk kampkunst, men kan også bruges til at styrke sindet og få kroppen i balance. Vi fik undervisning i dét, der hedder Wudang Five Animal Qigong.

Wudang Qigong bygger på en filosofi med fokus på fred og harmoni og at undgå begær og det handler om at træne og balancere vores chi (livsenergi). Det er en form for meditation, der kan føles nemmere at gå til end traditionel siddende meditation. De glidende bevægelser gør det nemt at komme i en meditativ tilstand.

Vores lærer var en græsk mand i tresserne, med langt hvidt hår samlet i en knold på hovedet og langt hvidt skæg. Han havde en dyb ro over sig og var meget sympatisk og havde let til latter. Om morgenen stod vi op og stillede os med let spredte, bøjede ben og hænderne samlet i en skål med tommelfingrene under navlen og med ansigtet mod solen. Alting i Tai Chi foregår i organiske cirkelbevægelser for at opnå flow og harmoni. Energien (chi) skal kunne flyde frit og bruse rundt i kroppen i cirkler. Morgenrutinen fungerede som grounding og opvågning og foregik på tom mave.

Derefter øvede vi bevægelserne til de fem dyr. Wudang Qigong består af bevægelser, der kategoriseres i fem dyr: skildpadde, slange, trane, tiger og drage. Hvert dyr har sin egen måde at bevæge sig på og sine egne mønstre og rutiner. For at få dem ind under huden, øvede vi de mange små bitte bevægelser igen og igen og igen og det føltes til sidst rent meditativt at lave de samme flydende bevægelser med hele kroppen. Bevægelserne rangerer fra langsomme, bløde, flydende bevægelser til mere skarpe og hurtige hug. Der er også meget skiften i højde – nogle gange står man ret op, andre gange er man helt nede i knæ eller lunges. Det handler hele tiden om at være hyper opmærksom og tilstede. Ifølge vores lærer, handler det om at holde dybt fokus og optimalt set, faktisk kun øve én lille del af en øvelse hver dag, indtil man kan den til perfektion. Det tager år at blive god til det. Men selve træningen er også værdifuld.

En dag lavede vi tranen sammen på stranden. Hele gruppen af mennesker lavede vi de nøjagtigt samme bevægelser synkront på det varme bløde sand med lyden af bølgebrus og det skinnende, lyseblå hav lige ved siden af. Vores lærer halvråbte en kinesisk kommando hver gang vi skiftede stilling og det satte vores vejrtrækning i system.  Vinden var lun og fik vores løse tøj til at danse og forstærkede følelsen af næsten at være vægtløs og svævende. Det var magisk og alle var dybt koncentrerede og nærmest i trance. Vi bevægede os som én stor organisme og det føltes næsten som ikke at være helt i denne verden.

Overordnet set var det virkelig kraftfuldt at opleve energien Tai Chi giver og det er et godt alternativ til yoga, hvis man gerne vil arbejde med krop og sind, men synes yoga er for stillestående. De flydende bevægelser i Tai Chi føles helt overnaturlige og man kan måske opleve at komme lettere i kontakt med sin krop.

Tai chi mesteren, Giorgos, viser en af de andre deltagere,

hvordan det skal gøres.

 

Ernæring og veganisme

Gennem de to uger i Grækenland, blev vi vores kroppe i den grad næret af den lækre mad vi fik. Vi var også så heldige at vi ikke engang selv skulle røre en finger i et køkken i løbet af de to uger, de havde nemlig et køkken-team som lavede tre fantastisk måltider om dagen til os.

Al maden var vegansk og med fokus på raw food, lokale råvarer og økologi.

Der var ved hvert måltid store salater og retterne var baseret på grøntsager. Deres filosofi omkring den mad vi indtager er at det skal være bæredygtigt og regenerativt for jorden, men også vores kroppe, kombineret med det veganske aspekt af at det vi indtager hverken skal gøre mindst mulig skade på os selv og alle andre dyrearter.

En typisk frokost på Southern Lights. Brød med hjemmelavet tahini, salat

fra haven, hjemmelavede oliven og soltørrede tomater, hummus, en masse

grøntsager og couscous.

 

Alt i alt, var vores tur til Grækenland hos Southern Lights en magisk oplevelse i fantastiske omgivelser. Vi lærte så meget nyt, som vi har taget med hjem til Danmark og fortsat kan bruge herhjemme. Det var også virkelig rørende at se, hvor hurtigt en større gruppe fremmede kan blive til et inkluderende fællesskab så hurtigt.