Voksende Permakulturnetværk på Lolland-Falster

Snakken gik livligt under vores permakultur-komsammen i Ursulas have i Vesterborg på Lolland, søndag den 2. september.

Vi gik en tur rundt i haven, en have under forandring, hvor nogle af permakulturens principper allerede er udført, hvorimod andre projekter stadigvæk er i støbeskeen.

Mens vi drak kaffe, te og hjemmelavet kombucha og spiste dejlig æblekage med Fejø-æbler og en raw food kage, kom vi vidt omkring. Vi talte om alt lige fra kemikalie- og plastikfri kropspleje til raw food, veganisme og husdyrhold, sundhed og fermentering, men ikke mindst også om, hvor dejligt det er at møde ligesindede mennesker med de samme interesser.

Så vi blev enige om, at vi fremover vil prøve at holde den slags arrangementer nogle gange i løbet af året – hos hinanden eller andre steder, og med fokus på forskellige emner.

Arrangementerne er åbne for alle med interesse for permakultur.

Næste komsammen for permakulturinteresserede på Lolland-Falster afholdes den 30.september 14.15-17.30 i Flintinge
https://www.facebook.com/events/537917283332336/