Tag-arkiv: permakultur

Du får “Bogen om Permakultur – kort fortalt” som en del af dit medlemskab

Endelig kommer  “Bogen om Permakultur – kort fortalt”, der giver en let forståelig og tidsaktuel introduktion til permakulturens mange aspekter. Vi synes at der har manglet en kort bog, der på en gang giver overblik over permakultur og som samtidig forholder sig helt konsekvent til, hvordan vi kan modvirke klimaforandringerne i praksis.

Bogen om Permakultur er permakultur tidsskriftets 10 års jubilæumsnummer og alle der i 2018 er medlemmer af Permakultur Danmark vil modtage bogen som en del af deres medlemskab sammen med det super gode forårsnummer. Herefter vil bogen koste en del mere, så hvis du ønsker “Bogen om Permakultur – kort fortalt” er det en stor fordel at melde dig ind nu.

Bogen er opløftende læsning, der giver anvisning til konkret handlen og bringer fotos fra flotte permakulturprojekter i hele Skandinavien.

Bogen når hele vejen rundt … ”Hvad er permakultur?” ”Skovlandbrug og dyrehold, skovhaver, højbede og permakulturel korndyrkning”, “Energiløsninger”, ”Løsninger til det kulstoflagrende passivhus af lokale materialer”, ”Akvakultur og spildevandsrensning”, ”Landby-netværker ”, ”Alternativ økonomi” mm.

Bogen er skrevet af diplomholderne Mira Illeris og Esben Schultz, der har arbejdet med permakultur i praktis og som formidlere i snart 20 år.

Bliv medlem

 

 

Permakulturdesign og næringsstoffer på Svanholm Skovlandbrug

Vi har skrevet en artikel om permakulturdesign og næringsstoffer, som vi håber vil inspirere I der arbejder med skovhaver og skovlandbrug, så beplantningerne bliver højproduktive alternativer til industrilandbruget. Artiklen bliver samtidigt første gang vi præsenterer vores design for Svanholm skovlandbrug nr.1:

På vores permakulturlandbrug har vi lavet et næringsstof-regnskab, og det har tydeliggjort hvor fantastisk enkelt et permakultursystem kan gøre noget, der ellers er komplekst i nutidens samfund. Det bliver enkelt, fordi vi arbejder med naturen i stedet for imod den. Når vi planter flerårige planter, lader vi naturen skabe et veludviklet rodsystem. Når vi planter akkumulatorplanter og kvælstoffikserende planter, henter vi de næringsstoffer, som er tilgængelige i naturen. Når vi så samtidig giver vores egen gødning retur, så kan vi springe over de fabrikker, de miner og al den transport og det arbejde, der i dag er forbundet med næringsstoffer i landbruget … og vi kan undgå risikoen for, at næringsstoffer ender forkerte steder som i grundvand, sø og hav. Vi laver robuste dyrkningssystemer, der er selvforsynende med næringsstoffer år efter år.

Det er en artikel, der bringer helt ny viden, da vi selv ud fra vores landbrugsfaglige viden, har videreudviklet en metode der beskrives i “Creating A Forest Garden”. Artiklen bringes i forårsnummeret af Permakultur tidsskriftet, som du automatisk vil modtage som medlem af foreningen Permakultur Danmark.

Opløftende forårsnummer af Permakultur tidsskriftet

Det er opløftende, at der i forårsnummeret af Permakultur kommer artikler fra hele 4 steder, hvor unge er i gang med at lave permakulturlandbrug/ skovlandbrug i praksis. Det giver håb om en fremtid, hvor vi takler klimaforandringerne. Fra Sverige kommer en artikel om

Rikkentorp – Smålandbrug på praktisk og politisk niveau:

Får og malkekvæg på løvenge, grønsager i højbede til kassesalg, høns fodret med smådyr i komposten og nøgenhavre dyrket på Rikkentorps marker … efter et permakultur certifikat kursus valgte Joel Holmdahl, som ellers har studeret statskundskab, at videreføre sine forældres gård og vise at smålandbrug i de svenske skove kan være rentabelt med de rigtige permakultur metoder. I dag siger han at de veludviklede metoder findes, men at samfundets politiske strukturer kun fremmer stordriftlandbrug og spænder ben for bæredygtige smålandbrug. Han er derfor aktiv i den politiske forening Nordbruk … den nye grønne bølge skal ikke kun lave selvforsyning, men også kræve samfundsforandring. På fotoet Joel med hans kæreste Maria.

Tidsskriftet kommer til alle medlemmer af Permakultur Danmark, Norsk Permakultur og Permakultur Sverige til marts. Meld dig ind nu og vær med til at støtte og skabe forandring der modvirker klimaforandringerne.

Nyt LAND center – Det grønne hjem i Vrads – Midt Jylland

ved Agner Thulesen og Hanne Gustavussen

Oplev naturens kredsløb løbe igennem vores gamle hus med regnvand i alle haner, komposttoilet, grøn spildevandsrensning, solpaneler, passiv drivhussolvarme og solceller, facadebeplantning, masseovn og stenkomfur, vinterkøleskab, halmhusanneks, hønsehus, selvforsynende grøntsagshave, grøntsagsopbevaring, , udendørs sovehems med tørrested til afgrøder og tøj.

Besøg: Vi tilbyder rundvisninger af grupper af op til 25 personer.

Det Grønne Hjem
St.Bredlundvej 10, Vrads
8654 Bryrup

Læs mere om Det Grønne Hjem

Permakultur-skole-skovhave i Vammen ved Viborg

Tekst og fotos af Anna Pattis og Mette Brinch

1-annaogboernene

Langsø friskole i Vammen i Tjele kommune ved Viborg er vi i 2.-3. klasse begyndt at anlægge en skole-skovhave i efteråret 2016. Haven er designet af Anna Pattis, Signe Engelhardt Christensen og Arendse Gulløv på deres kursus hos Cathrine, Karoline og Tycho på Friland.

regnormesnak
Regnormesnak

Der er mange pædagogiske muligheder i både skolehave og udeskole. Udeskole bruger vi hele året og handler i bund og grund om at komme op af stolen og ud at bruge kroppen og omgivelserne i læringen.

Ved at lade børnene lære om, hvordan fremtidens dyrkning af afgrøder kan gøres anderledes end man traditionelt har gjort det sidste halve århundrede, tænker jeg at de kan være med til at præge en mere bæredygtig fremtid. Det er vigtigt at børnene ser sammenhængene i naturen, hvordan planter og dyr støtter hinanden i et naturligt system og at vi mennesker kan drage nytte af dette system og at vi lærer hvilken rolle vi skal spille for at støtte naturens system frem for at ødelægge det.

Havearbejde

Målet og drømmen er, at ”skolehave” kommer på skemaet fremover, hvor alle børnene skal have skolehaven fra jul til jul, så de når en hel vækstsæson i løbet af deres skoletid.

Børnene i 2.-3. klasse er selvfølgelig med til det hele her i opstarten og er rigtig glade for arbejdet og vi har mange gode samtaler om hvordan vi behandler og lever med naturen.

paentstorjordbaer
Pænt store jordbær!

Det er en fest at være i haven, når man får lov til at slæbe hestemøg, høballer med kattelort og hoppe i en kæmpe bunke flis og også er med til at etablere bedene med flerårige planter som skt. Hans urt, hosta, krydderurter, jordbær, rabarber, havesyre, hindbær og solbær mm. Nogle børn er så glade for arbejdet, at de gerne vil arbejde videre, selvom der er pause.

Etableringen kommer til at tage os et helt skoleår, mindst, da vi ikke har et budget at arbejde med og vi derfor må vente på de donationer, der kommer undervejs. I skrivende stund har vi fået tilsagn fra en enkelt fond, så vi kan lave højbede og pergolaer i lærketræ. Højbedene skal børnene bruge i makkerpar, hvor de skal samarbejde om at dyrke både fler- og enårige afgrøder.

Insekthoteller og fuglekasser

havesyreI dette skoleår har vi haft mange oplevelser, der har med vores forhold til naturen at gøre. Således har vi en aftale med Morten Vissing fra Aqua i Silkeborg, som vi besøgte i august, hvor vi er blevet undervist i hvad biodiversitet er og hvordan vi kan bevare og forbedre den. I den forbindelse laver børnene insekthoteller og fuglekasser i matematik og billedkunst og efter jul skal de til at beskrive forskellige biotopers biodiversitet og holde små foredrag for Morten fra Aqua om det. Målet her er at deres skriftlige produkter skal udstilles på Aqua som ”børn formidler for børn”.

Genplant planeten

genplantplanetenI november har klassen besøgt Lis og Leif Rasmussen i Lislund skov, hvor vi var med til at plante 100 træer – og fik kage, saft og gode historier i deres hyggelige skovhus efterfølgende. I Lislund skov har Leif plantet omkring 500 forskellige slags træer, både spiselige rabarberfor mennesker og dyr og Leif har sat ikke mindre end 400 fuglekasser op i forskellige størrelser, så der er et rigt fugleliv- og dyreliv i skoven. I Lis og Leif har klassen nærmest fået et par bedsteforældre, for vi har en aftale om, at de kommer på besøg hos os til foråret, når vi skal plante frugt- og nøddetræer. Vi satser også på at besøge Lis og Leif næste år, når der i november igen skal plantes træer hos dem.

Fællesskab

viplanterifaellesskab
Vi planter i fællesskab

Projektet indtil nu har ikke kun vist børnene at man kan dyrke afgrøder på en måde der er i samspil med naturen, men også åbnet dørene til mange flere mennesker som er bleve involveret i skole-skovhaven gennem plantedonationer (www.deljorden.dk), træplantning og vidensdeling gennem et voksende permakulturfællesskab.

Hvis andre har lyst til erfaringsudveksling om permakultur-skolehave, er I velkomne til at kontakte Mette på mettebrinch@gmail.com. Vi er også på LAND-kortet under medlemmer.

Med venlig hilsen

Anna Pattis og Mette Brinch, lærer i 2.-3. klasse på Langsø friskole

PDC kursus på Ridgedale Permaculture maj 2016

3e34c5f2-5bb9-45dc-a889-3776189619a9Takket være et Erasmus+ Stipendium deltog jeg i et to-ugers Permaculture Design Course på Ridgedale i maj i år.

Af Mikael Benzon

RidgedalePemaculture er et husmandssted på 11 ha. belliggende i nærheden af Karlstadt ca. midt i Sverige, i det man vil betegne som koldt tempereret fastlandsklima.

gruppefoto
Deltagere på kurset på Ridgedale i maj 2016. Foto: https://www.facebook.com/groups/rpdc16/

For små tre år siden blev det købt af Richard Perkins og Yohanna Ansehelm, med det formål at drive en CSA – et fællesskabsstøttet landbrug, baseret på permakulturelle metoder, og med missionen at undervise i bæredygtige landbrugsmetoder og for at bevise at det er muligt at forene gode landbrugsskikke og sund økonomi, med respekt for klima og miljø og socialt engagement.

Grønsagsbed
Grønsagsbed på Ridgedale Permaculture. Foto: https://www.facebook.com/groups/rpdc16/

Richard Perkins har en lang professionel erfaring som uddannet grøntsagsgartner, butikchef i økologiske forretninger, driftleder på en CSA, og bestyrer af flere økologiske abonnements- ordninger. Hans hovedbeskæftigelse i de senere år har været som projektleder i utallige permadesign-opgaver over hele jorden og som konsulent for flere øko-landsbyer og bosættelser baseret på permakultur, nå ja, så er han blot i midten af trediverne.

Hans engagement i permakultur og design udsprang af en tidlig erkendelse af det uholdbare i den måde vi driver landbrug, og det førte ham til lange studier, med henblik på at finde konkrete eksempler på metoder og skikke som ikke blot giver os gode og sunde fødevarer, men også giver os et liv i overskud og som sikrer en sund klode til vores efterkommere.

Se evt.

Rentabelt landbrug og undervisning

Ridgedale er udtænkt som et arnested for kommende jordbrug i alle størrelser og fungerer derfor som undervisningslokale i 1:1-format.

På to år har Ridgedale etableret et fungerende, overskudsgivende landbrug, med grøntsagsproduktion, fjer- og kødkvæg og frugt og bær, samt anlæggelse af skovproduktion.

friland grønsagsbed 2
Grøntsager udendørs. Foto: https://www.facebook.com/groups/rpdc16/

Afsætning sker bl.a. ved abonmentssalg af grøntsagskasser, salg på markeder og i lokale forretninger. Ridgedale driver Regenerativt Landbrug, som baserer sig på tre forvaltningsmetoder: Permakultur, P.A. Yeomans Keyline Scale of Permanence og Allan Savorys Holistic Farm Management.

Ridgedale drives af betalende kursister, hhv. to-ugers grundlæggende pdc-kursister, 10-ugers praktikanter, samt 6 måneders landbrugsteknikere. Og dette giver sikkert et pænt tilskud til virksomhedens solvens.

Intensivt PDC-kursus!

Vi var 30 deltagere på kurset. Kursisterne kom fra alle verdensdele og med vidt forskellige baggrunde: bl.a. en olieingeniør fra USA, en grøntsagsavler fra Australien, en etableret perma-driftleder fra HongKong, en krigsveteran fra SydAfrika, en anæstesilæge fra Tyskland, en pensioneret ingeniør fra Litaeun, en frikirkepræst fra SriLanka. m.fl.

Fra Danmark var vi flere deltagere: Et økologisk landmandspar fra Sjælland, en matematiklærer fra Lolland, en nystartet gårdejer fra Silkeborg – Jeg er selv smed og ægtefælle til en nyetableret økologisk landkvinde på Bornholm.

Richard Perkins er en meget dreven og karismatisk underviser og holdleder. Hans erfaring som designer og konsulent for økofællesskaber gjorde at kursisterne på få timer blev sammensvejset til et dynamisk og velfungerende hold.

Hans tilgang til permakultur er forfriskende fri for floskler og metafysik. Budskabet er, at hvis permakultur skal levere bæredygtige løsninger til verden, skal den være båret af solid forskning og iagttagelse.

Man kan opsummere Richard Perkins budskab således: Design skal hjælpe os med at nå vores livsmål vha. af planlægning. Et motto som gik igen var ”if you fail to plan, you are planning to fail” – ”hvis du undlader at planlægge, planlægger du at mislykkes”. Richard lagde derfor ud med at udfordre kursisterne til at lave et personligt livskvalitets mål kaldet ”Holistic Context” – Dvs. formulere hvilke værdier der er afgørende for hvilket liv vi ønsker at leve; Hvorfor gør vi de ting vi gør? Og hvad motiverer os? Heraf følger de øvrige mål og hvordan vi kan arbejde for at opnå dem.

Pensum var meget omfattende, men underordnet det egentlige mål; Nemlig hver enkelts personlige livskvalitets mål (The Holistic Context). Herefter blev det nemmere at bruge al den praktiske information efter behov.

planning keyline
Kelyline design gruppearbejde. Foto. https://www.facebook.com/groups/rpdc16/

Permakultur, Holistic Farm Management og Keyline Design leverer værktøjerne til en fornuftig planlægning af hvordan en økologisk virksomhed kan drives bæredygtigt.

Indenfor permakultur havde Richard Perkins nogle principper, som stammer fra Bill Mollison:

  •  Iagttag og interagér
  •  Find de langsomme og små løsninger
  •  Søg at lave funktionelle samspil
  •  Optimér udnyttelse af overgange
  •  Udnyt den relative placering af bygninger, energiressourcer, osv.

Ved design af et hvilket som helst landbrug tages der udgangspunkt i Percival Yeomans Scale of Permanence:

  •  Klima
  •  Landskab
  •  Vandforsyning
  •  Veje
  •  Træer
  •  Vedvarende bygninger
  •  Hegn
  •  Jord og muld.

De forhold der er nemmest at påvirke, findes nederst på skalaen, og det er her der hurtigst kan måles ændringer, mens indgreb højere op på skalaen kræver større indsigt og indsats, idet påvirkninger vil kunne ses i mange år frem og kan have fatal indflydelse på miljø, samfund og økonomi. Her blev der flere gange henvist til eksempler indenfor permakultur eller udviklingsarbejde, der var gået grueligt galt!

Richard Perkins efterlyste en større grad af selvkritik indenfor økologi og permakultur i det hele taget. Han opfordrede til større fokus på løbende evaluering og revision. Med et citat af Bill Mollison spurgte han: ”Hvordan véd du at du gør det rigtige?” – Svar: ”Ressourcerne vil samles omkring dig!”

Den teoretiske undervisning blev efterfølgende afprøvet i felten, med Ridgedale som laboratorium.

For flere af os var det er stor oplevelse at få forklaret Keyline Design på en overskuelig måde. For derefter at afmærke kurver og koter i felten med opmålerinstrumenter. Andre temaer var botanik i forhold til en lokalitets biologiske sammensætning, egen undersøgelse af jordprøver m. mikroskop, opførsel af læhegn, podning af træer, rationel indretning af grønsagsproduktion og anvendelse og pleje af haveredskaber.

hønsetraktor 3
Hønsetraktorer på marken. Foto: https://www.facebook.com/groups/rpdc16/

Opholdet på Ridgedale var en berigende oplevelse. Hverdagen startede kl. 06.30 med praktiske opgaver på gården, der relaterede til stoffet, som vi blev undevist i. En stor del af kosten bestod af Ridgedales egne økologiske produkter. Efter morgenmad startede undervisningen kl.9 og varede til kl. 17.30 kun afbrudt af frokost og enkelte pauser. Om aftenen blev der vist relevante film, f.eks ”Symphony of Soil” og ”Flow” om verdens vand-krise, eller kursisterne præsenterede nogle af deres egne igangværende projekter.

Indretningen var spartansk, vi sov i telte, på trods af nattefrost og naturens kald blev klaret på multtoilet. Personlig pleje foregik vha. en spand vand over hovedet efter aftenens sauna. Der var enkelte mangler; Så som kolde studieforhold, et miserabelt internet og den lidt barberede indretning af undervisningsmaterialer. Dette blev dog mere end opvejet af den passionerede undervisning og det gode menneskelige samvær. Desuden har Ridgedale samlet et værdifuldt ressourcebibliotek om alt indenfor perrmakultur, grøn omstilling, grønsagsproduktion og landbrug på husmandsniveau mmm., som frit blev delt og stillet til rådighed for kursisterne.

Meget mere burde fortælles om PDC-kurset, og jeg vil opfordre enhver, der interesserer sig for virkeligt bæredygtigt landbrug (!) til at tage på kursus eller praktikophold på Ridgedale. Jeg vil også stærkt anbefale at gå ind på Ridgedales hjemmeside (www.ridgedalepermaculture.com ), der byder på rigtig mange gode kilder til selvstudie. Endeligt skal nævnes at Richard netop har færdiggjort en bog om genoprettende landbrug ”Making Small Farms Work”, publiceret fra eget forlag.