Tag-arkiv: Faery Meadows

Faery Meadows henter inspiration på Koster

Tekst og fotos af Tonie Bjørneskov

I Faery Meadows arbejder vi frem i mod at blive et LAND center med særlig fokus på samspillet mellem natur og mentalt helbred. Da jeg hørte, at Helena på Koster sammen med Looby McNamara skulle holde et “Cultural Emergence Design” kursus, så jeg her en mulighed for at hente inspiration til det videre arbejde i Faery Meadows, både som en del af arbejdet i frivilliggruppen og som afsæt for LAND aktiviteter indenfor social permakultur.

 

Ugen på Koster levede fuldt ud op til mine forventninger. Med afsæt i de 12 ankerpunkter fra Lobbys designweb arbejdede vi individuelt med forskellige design. Designarbejdet blev understøttet af undervisning, gruppeaktiviteter og øvelser. Ud over ankerpunkterne fik vi præsenteret en række “kerne rutiner”, som knytter sig til Cultural Emergence tanken.En af de rutiner jeg er kommet til at holde særligt meget af er: “Trust the process”. Meget energi og mange unødige bekymringer kan spares, når først man får lært sig denne rutine.

Ved kursets start indledte vi med at definere en gruppekultur. En sjov øvelse og en fin måde at få et første indtryk af hinanden. Det var nu ikke så meget vi skelede til den. Fra dag 1 var der en rigtig god gruppedynamik, som blot blev bedre og bedre, som ugen gik. Gruppen var en god blanding af unge og gamle, interesser og baggrund. Ud over at vi havde det sjovt og rart sammen betød denne bredde i gruppen at der også her var rigtig meget inspiration at hente, også i arbejdet med ens eget design.

Jeg arbejdede med ” min lederskabskultur”. Gode snakke med Helena om hendes erfaringer fra Koster og med Andreas fra Holma om sociokratisk ledelse af en uddannelsesinstitution var ikke bare inspirerende og idégivende, men bidrog også til at jeg blev skarpere på min vision. Jeg nåede i ugen så langt med designet at det i store træk var klar til implementering i hverdagen.

Vel hjemme igen er vi nu i gang med planlægning af Workshoppen “Introduktion til Cultural Emergence”. Vi glæder os til at dele vores nyerhvervede viden med andre.

Kursusdeltagelse er støttet af Erasmus+