REX13France; Integrated & Real Farm Planning

Af Karoline Nolsø Aaen

eu-flag-erasmus_vect_posDen 4-14. september deltog Tycho Holcomb og Karoline Nolsø Aaen på Regrarians® 10-dages seminar REX13France; Integrated & Real Farm Planning på gården Coume Sourde i de franske Pyrenæer.

rex-collage
Darren J. Doherty holdte seminaret på den flotte ejendom Coume Sourde ved Rennes le Chateau i de franske Pyrenæer. Her stemningsbilleder fra dagene. Nederst i midten ses keyline plov, der er særlig værdifuld til genopbygning af jord. Foto: Karoline Nolsø Aaen

Tycho og Karoline deltog på seminaret som en del af deres personlige og professionelle vidensudvikling indenfor omstilling af landbrugsbedrifter.

Seminaret blev holdt af australske Darren J. Doherty fra Regrarians®, der er en af tidens mest fremtrædende mænd, når det kommer til farm-scale permakultur eller Regenerative Farming (på dansk kaldet: regenererende landbrug).

Darren J. Doherty er en eftertragtet landbrugsrådgiver for klienter i hele verden, der ønsker, er i færd med, eller har omlagt deres landbrug til kulstoflagrende, økonomisk rentable og økologisk bæredygtige bedrifter. Mens det ene landbrug efter det andet i såvel Danmark som i resten af Verden bukker under som følge af bl.a. uhensigtsmæssige kapitalinvesteringer, er Regenerative Farming nemlig medhjælpende til at implementere en helhedstænkende, holistisk strategi og management plan tilpasset hver enkelt bedrift. Det giver mening for konkurs-truede producenter, kulstofbalancen og dyrevelfærd.

I løbet af 2016 har Darren J. Doherty afholdt fjorten 10-dags seminarer i Syd- og Nordamerika, Afrika, Australien og endelig Frankrig, hvor Tycho og Karoline deltog.

Darren J. Doherty opererer ud fra en 10-trins platform, hvor det primære og mest elementære fokus er producentens egen kapacitet og livskvalitet. Uden selvindsigt og fokusering på dét, der betyder noget i hverdagen, er selv det bedste landskabsdesign prisgivet.

Dernæst følger analyser af lokalitetens geologiske, topografiske og fysiske egenskaber og muligheder, heriblandt optimering af vandressourcer og adgangsforhold. Med afsæt i producentens interesser opbygger platformen derpå elementer såsom integration af træbeplantning og skovlandbrug, optimering af eksisterende eller opførelse af nye bygninger, græsningssystemer og passende indhegninger, og ikke mindst optimering af jordstruktur og frugtbarhed.

Hele tiden er fokus at imødekomme producentens livskvalitet samtidig med, at ejendommens fysiske ressourcer opbygges og forbedres. Platformens to sidste trin løfter landbrugserhvervet til et helt nyt plan. Realistisk markedsføring og økonomisk målsætning baseret på bl.a. lokal afsætning og nicheproduktion, kombineret med intelligente energiløsninger, der nærer frem for at tærer bedriften.

På seminaret i Frankrig deltog 35 arbejdsløse eller konkurstruede landmænd, landbrugsrådgivere, iværksættere, forstfolk og landskabsdesignere fra hovedsageligt Frankrig, men også Tjekkiet, Tyskland, Belgien og som bekendt Danmark.

Tycho og Karolines deltagelse blev finansieret vha. Erasmus+ midler takket være Cathrine Dolleris’ fundraising i Permakultur Danmarks regi. Tycho og Karoline forventer at benytte Regrarians® Platformen som del af deres undervisning på bl.a. Permakultur Design Certifikatkurser, ved rådgivning af klienter, samt til deres kommende skovlandbrugsprojekt ved Friland. Du kan se læse mere om deres aktiviteter på deres LAND Center via www.permakulturhaven.dk