PDC kursus på Ridgedale Permaculture maj 2016

3e34c5f2-5bb9-45dc-a889-3776189619a9Takket være et Erasmus+ Stipendium deltog jeg i et to-ugers Permaculture Design Course på Ridgedale i maj i år.

Af Mikael Benzon

RidgedalePemaculture er et husmandssted på 11 ha. belliggende i nærheden af Karlstadt ca. midt i Sverige, i det man vil betegne som koldt tempereret fastlandsklima.

gruppefoto
Deltagere på kurset på Ridgedale i maj 2016. Foto: https://www.facebook.com/groups/rpdc16/

For små tre år siden blev det købt af Richard Perkins og Yohanna Ansehelm, med det formål at drive en CSA – et fællesskabsstøttet landbrug, baseret på permakulturelle metoder, og med missionen at undervise i bæredygtige landbrugsmetoder og for at bevise at det er muligt at forene gode landbrugsskikke og sund økonomi, med respekt for klima og miljø og socialt engagement.

Grønsagsbed
Grønsagsbed på Ridgedale Permaculture. Foto: https://www.facebook.com/groups/rpdc16/

Richard Perkins har en lang professionel erfaring som uddannet grøntsagsgartner, butikchef i økologiske forretninger, driftleder på en CSA, og bestyrer af flere økologiske abonnements- ordninger. Hans hovedbeskæftigelse i de senere år har været som projektleder i utallige permadesign-opgaver over hele jorden og som konsulent for flere øko-landsbyer og bosættelser baseret på permakultur, nå ja, så er han blot i midten af trediverne.

Hans engagement i permakultur og design udsprang af en tidlig erkendelse af det uholdbare i den måde vi driver landbrug, og det førte ham til lange studier, med henblik på at finde konkrete eksempler på metoder og skikke som ikke blot giver os gode og sunde fødevarer, men også giver os et liv i overskud og som sikrer en sund klode til vores efterkommere.

Se evt.

Rentabelt landbrug og undervisning

Ridgedale er udtænkt som et arnested for kommende jordbrug i alle størrelser og fungerer derfor som undervisningslokale i 1:1-format.

På to år har Ridgedale etableret et fungerende, overskudsgivende landbrug, med grøntsagsproduktion, fjer- og kødkvæg og frugt og bær, samt anlæggelse af skovproduktion.

friland grønsagsbed 2
Grøntsager udendørs. Foto: https://www.facebook.com/groups/rpdc16/

Afsætning sker bl.a. ved abonmentssalg af grøntsagskasser, salg på markeder og i lokale forretninger. Ridgedale driver Regenerativt Landbrug, som baserer sig på tre forvaltningsmetoder: Permakultur, P.A. Yeomans Keyline Scale of Permanence og Allan Savorys Holistic Farm Management.

Ridgedale drives af betalende kursister, hhv. to-ugers grundlæggende pdc-kursister, 10-ugers praktikanter, samt 6 måneders landbrugsteknikere. Og dette giver sikkert et pænt tilskud til virksomhedens solvens.

Intensivt PDC-kursus!

Vi var 30 deltagere på kurset. Kursisterne kom fra alle verdensdele og med vidt forskellige baggrunde: bl.a. en olieingeniør fra USA, en grøntsagsavler fra Australien, en etableret perma-driftleder fra HongKong, en krigsveteran fra SydAfrika, en anæstesilæge fra Tyskland, en pensioneret ingeniør fra Litaeun, en frikirkepræst fra SriLanka. m.fl.

Fra Danmark var vi flere deltagere: Et økologisk landmandspar fra Sjælland, en matematiklærer fra Lolland, en nystartet gårdejer fra Silkeborg – Jeg er selv smed og ægtefælle til en nyetableret økologisk landkvinde på Bornholm.

Richard Perkins er en meget dreven og karismatisk underviser og holdleder. Hans erfaring som designer og konsulent for økofællesskaber gjorde at kursisterne på få timer blev sammensvejset til et dynamisk og velfungerende hold.

Hans tilgang til permakultur er forfriskende fri for floskler og metafysik. Budskabet er, at hvis permakultur skal levere bæredygtige løsninger til verden, skal den være båret af solid forskning og iagttagelse.

Man kan opsummere Richard Perkins budskab således: Design skal hjælpe os med at nå vores livsmål vha. af planlægning. Et motto som gik igen var ”if you fail to plan, you are planning to fail” – ”hvis du undlader at planlægge, planlægger du at mislykkes”. Richard lagde derfor ud med at udfordre kursisterne til at lave et personligt livskvalitets mål kaldet ”Holistic Context” – Dvs. formulere hvilke værdier der er afgørende for hvilket liv vi ønsker at leve; Hvorfor gør vi de ting vi gør? Og hvad motiverer os? Heraf følger de øvrige mål og hvordan vi kan arbejde for at opnå dem.

Pensum var meget omfattende, men underordnet det egentlige mål; Nemlig hver enkelts personlige livskvalitets mål (The Holistic Context). Herefter blev det nemmere at bruge al den praktiske information efter behov.

planning keyline
Kelyline design gruppearbejde. Foto. https://www.facebook.com/groups/rpdc16/

Permakultur, Holistic Farm Management og Keyline Design leverer værktøjerne til en fornuftig planlægning af hvordan en økologisk virksomhed kan drives bæredygtigt.

Indenfor permakultur havde Richard Perkins nogle principper, som stammer fra Bill Mollison:

  •  Iagttag og interagér
  •  Find de langsomme og små løsninger
  •  Søg at lave funktionelle samspil
  •  Optimér udnyttelse af overgange
  •  Udnyt den relative placering af bygninger, energiressourcer, osv.

Ved design af et hvilket som helst landbrug tages der udgangspunkt i Percival Yeomans Scale of Permanence:

  •  Klima
  •  Landskab
  •  Vandforsyning
  •  Veje
  •  Træer
  •  Vedvarende bygninger
  •  Hegn
  •  Jord og muld.

De forhold der er nemmest at påvirke, findes nederst på skalaen, og det er her der hurtigst kan måles ændringer, mens indgreb højere op på skalaen kræver større indsigt og indsats, idet påvirkninger vil kunne ses i mange år frem og kan have fatal indflydelse på miljø, samfund og økonomi. Her blev der flere gange henvist til eksempler indenfor permakultur eller udviklingsarbejde, der var gået grueligt galt!

Richard Perkins efterlyste en større grad af selvkritik indenfor økologi og permakultur i det hele taget. Han opfordrede til større fokus på løbende evaluering og revision. Med et citat af Bill Mollison spurgte han: ”Hvordan véd du at du gør det rigtige?” – Svar: ”Ressourcerne vil samles omkring dig!”

Den teoretiske undervisning blev efterfølgende afprøvet i felten, med Ridgedale som laboratorium.

For flere af os var det er stor oplevelse at få forklaret Keyline Design på en overskuelig måde. For derefter at afmærke kurver og koter i felten med opmålerinstrumenter. Andre temaer var botanik i forhold til en lokalitets biologiske sammensætning, egen undersøgelse af jordprøver m. mikroskop, opførsel af læhegn, podning af træer, rationel indretning af grønsagsproduktion og anvendelse og pleje af haveredskaber.

hønsetraktor 3
Hønsetraktorer på marken. Foto: https://www.facebook.com/groups/rpdc16/

Opholdet på Ridgedale var en berigende oplevelse. Hverdagen startede kl. 06.30 med praktiske opgaver på gården, der relaterede til stoffet, som vi blev undevist i. En stor del af kosten bestod af Ridgedales egne økologiske produkter. Efter morgenmad startede undervisningen kl.9 og varede til kl. 17.30 kun afbrudt af frokost og enkelte pauser. Om aftenen blev der vist relevante film, f.eks ”Symphony of Soil” og ”Flow” om verdens vand-krise, eller kursisterne præsenterede nogle af deres egne igangværende projekter.

Indretningen var spartansk, vi sov i telte, på trods af nattefrost og naturens kald blev klaret på multtoilet. Personlig pleje foregik vha. en spand vand over hovedet efter aftenens sauna. Der var enkelte mangler; Så som kolde studieforhold, et miserabelt internet og den lidt barberede indretning af undervisningsmaterialer. Dette blev dog mere end opvejet af den passionerede undervisning og det gode menneskelige samvær. Desuden har Ridgedale samlet et værdifuldt ressourcebibliotek om alt indenfor perrmakultur, grøn omstilling, grønsagsproduktion og landbrug på husmandsniveau mmm., som frit blev delt og stillet til rådighed for kursisterne.

Meget mere burde fortælles om PDC-kurset, og jeg vil opfordre enhver, der interesserer sig for virkeligt bæredygtigt landbrug (!) til at tage på kursus eller praktikophold på Ridgedale. Jeg vil også stærkt anbefale at gå ind på Ridgedales hjemmeside (www.ridgedalepermaculture.com ), der byder på rigtig mange gode kilder til selvstudie. Endeligt skal nævnes at Richard netop har færdiggjort en bog om genoprettende landbrug ”Making Small Farms Work”, publiceret fra eget forlag.