PDC i skoven i Østerlen

Af Dora Holm

Min tiltrængte efterårsferie blev brugt til første del af PDC-kursus i Skrädderöd, Østerlen, Sverige. Næste halvdel af kurset vil blive i april 2020 på Koster, Sverige.

Vi var 20 kursister, som boede på Jona og Ettas lille 4 hektar gamle gård – dvs. nogle på engen i Annas velindrettede container, andre i Ettas gamle skurvogn samt 7 af os 2 km længere ude i skoven. 

Jona havde bygget et fint undervisningslokale med bl.a. genbrugsvinduer og en flexovn. Men heldigvis foregik en stor del af undervisningen udenfor, da pladsen herinde var lidt trang.

 Jona viste os første dagen rundt på sin permakultur gård: swales med mandeltræer fyldt med mandler, blåbær, hindbær, kulsyre og meget meget mere – alt sammen vokset op på 5-6 år. Den kæmpe urtehave med mange, mange bede, som dog så lidt efterårspræget ud. Udekøkkenet midt i køkkenhaven og Bio-poolen som de havde nydt rigtig meget denne varme sommer – og som flere af kursisterne tog sig en morgendukkert i.  Vandet til denne blev opsamlet fra regn fra taget på det gamle stuehus.

Avlsbygningerne var primært opbevaring og foreløbigt værksted – alle bygninger trængte til en voldsom renovering.  Men garagen var blevet ombygget til beboelse og udbygget med et fint glashus for at kunne optage varme hertil og dyrke væksthusplanter.

Det var det første rigtige kursus af denne art, der blev afholdt på gården – Jona og Etta er begge kunstnere og gør sig også i festivals, udstillinger osv.

Kursusdeltagere blev delt ind i grupper, som dels fremlagde gårsdagen program, dels var køkkenhjælpere og dels stod for rengøring på toiletter og lokaler.       

Sammen fremlagde Helena og Jona permakulturprincipperne, designteknikker osv. Det blev gjort på en dejlig simpel måde, uden nymodens teknologiske hjælpemidler – en meget nærværende og afslappende undervisningsform, som jeg tror alle nød.

Programmet var med morgenmad kl. 8 og sluttidspunkt kl. 21-22. Os der boede i skoven havde en naturlig ”promenade” igennem skoven morgen og aften – så alt taget i betragtning var det et kursus med rigtig mange timer.

Heldigvis brugte vi også meget tid udendørs:

  • i designprocesserne: observationer, opmålinger, specifikke designs..
  • praktiske gøremål: biokul, kompost, jordprøver, byggematerialer, beskæring af æbletræer, plantning..
  • naturen: økosystemer i skoven, nattevandring, walk & talk på stranden, diskussioner omkring bålet..
  • kultur: økolandsby i Brommelille, film og pizza på Gylleboværket, kunstmuseum i Ystad..

 

Victor nørder i skovens økosystem, en ekstremt spændende fortæller.

Jeg synes, jeg ved en del om permakultur og alligevel fik jeg rigtig meget med hjem fra Skrädderöd. Det handler bl.a. om at leve i kaos med sine planter – de har det bedst med at gro på deres måde og i samhørighed. Der må godt være plads til lidt ukrudtsplanter imellem de spiselige planter og blomsterne. Netop det arbejder jeg personligt rigtig meget med i forvejen. Jeg er opdraget med, at planter skal stå på lige rækker og der skal være ”friseret” rundt om.                                                                   

Jeg er også nu blevet mere bevidst om selve designprocessen, og er nu klar til at gå i gang med mit projekt om at designe og omlægge en stor del af mine etårige bede til flerårige plantebede eller skovhave.