Om at holde geisten oppe når frosten kommer sent og sommeren bringer hedebølge

Refleksioner over året der gik hos LAND starteren Faery Meadows v. Tonie Bjørneskov

 

Det har været et stille år i Faery Meadows. Et år, hvor vores prioriteringer kom til at stemme rigtigt dårligt overens med vejrforholdene. Vi havde planlagt byggeri af en ny hytte. En hytte, der, udover at rumme depot og tørreplads til telte, også har et samlingsrum og et lille arbejds/hvilerum til de frivillige.

Egentlig startede året rigtig fint. En ny workshoprække om træer og permakultur tog sin begyndelse i februar. Vi fik stævnet et lille område med elletræer og er nu blevet selvforsynende med brænde. I årets første måneder  blev der lavet arbejdstegninger til den nye hytte og vi fik målt op og gjort klar til støbning af punkt fundamenter.

Så kom frosten, først på vores planlagte arbejdsdage i marts og så igen i påsken. Netop i de perioder, hvor der var planlagt arbejdsdage med de frivillige. Foråret gik uden det lykkedes at finde et tidspunkt, hvor vi var nok til at kunne fortsætte byggeriet. Vi aftalte derfor at mødes en uge af sommerferien. Så kom hedebølgen og med den også bålforbuddet. Stort set alle vores sommer -og efterårsaktivteter mistede derved en del af de centrale aktiviteter: bålmad og pauser omkring bålet. På den baggrund aflystes sommerferieaktiveten ”stille sommerdage for småbørnsfamilier” samt næsten alle fredelige fredage,  en stor del af de langsomme lørdage havde kun få besøgende og byggeriet gik igen i stå.

Netop i de situationer er det at være en gruppe omkring projektet en styrke. Da forventningen om at blive færdig med hytten i 2019 ikke så ud til at blive realiseret, var det frustrerende, og nogle var klar til at opgive projektet. Så er det bare fantastisk at opleve at andre træder frem og kan motivere og bringe troen tilbage på at projektet holder.

Eksternt har vi i år haft to af sted til LAND netværksmøde i november. Deltagelse i dette netværk bidrager i høj grad også til at holde momentum og fortsætte arbejdet frem mod en certificering som LAND center.

Vi er nu i fuld gang med at reflektere over året, der er gået og snart mødes frivilliggruppen for at planlægge 2019.