Nordisk Permakulturfestival – håndværk og erfaring

Tekst og fotos: Cathrine Dolleris

Hardanger Fredsakademi dannede en skøn ramme om dette års Nordisk Permakulturfestival i Norge. Et kig på festivalprogrammet afslørede en fin blanding af håndværk og erfaringsbaserede workshops. De var inddelt i nogle af Holmgrens temaer: Land og forvaltning, sundhed, samfund og håndværk.

Træsnit og stenmure

Ragnhild Gjems tog os med ind i en verden af træsnit. Vi fik lidt at vide om de forskellige træsorters kvaliteter, hvordan en birkestamme skulle flækkes og hvordan revner i træet kunne undgås med kogt kartoffel. Med en skarp kniv blev blødt birketræ til smørknive, spartler og skeer. Fordybelsen i træets form, årer og hårdhed var forfriskende jordnært.

Ragnhild Gjems (t.h.) demonstrerer hvordan en birkestamme splittes med økse til brug for udskæring til skeer, smørknive mm.
Der blev brugt snittekniv, men også “shaving horses” – huggehusbænke og båndknive.

Der blev også bygget på en stenmur sammen med David Måkestad. Vi fik basisviden om de sten, der blev udvundet i Norges vestland, mest skifer, og hvordan fundamenter kunne anlægges. Vi rettede en eksisterende stenmur op, flækkede store sten og lærte om forbandt og placering af sten i ønskede vinkler for størst stabilitet. Det var hårdt arbejde, men yderst tilfredsstillende at få en flere hundrede kilo tung sten til at ligge helt rigtigt bare med håndkraft en jernstang.

David Måkestad instruerer i kunsten at bygge en stenmur.
Bygning af en stenmur med skifer var en solid, praktisk workshop og gav modvægt til de mere teoretiske oplæg.

Undervisningsmetoder

Lou Langdon holdt en workshop om læring og metoder i undervisning, stærkt inspireret af en ”jobshadowing” på en PDC hos Aranya og Caroline Aitken i England støttet af Erasmus+. Lou lagde vægt på frivillighedsprincippet, at ingen var tvungne til at være med på øvelserne, hvis ikke de var komfortable med det.

I den første øvelse fik vi mulighed for at udforske, hvordan vores erfaring som undervisere var, ved at stille os på en tidslinje, med de mest erfarne i den ene ende og mindst erfaring i den anden ende. Dette gjorde, at vi snakkede sammen om vores undervisning og lærte hinanden lidt bedre at kende. Vi blev opfordret til at give hvor vi bor til kende ved at sige ”quack” som en indiske løbe-and, en sjov, lille gestus som gik igen senere på festivalen. Dyretemaet fortsatte ved at tage et kort med et dyr på og derefter finde andre med samme dyr blot ved lyden. De grupper, vi her dannede, blev brugt til at udforske hvilke gode kvaliteter en underviser og undervisning kunne have ud fra permakultur principperne. F.eks. at ”kanteffekten” kan bruges som princip til at lægge vægt på deltagernes indbyrdes læring og overgange fra én session til den næste. Vi kom også en tur igennem Gardeners ”Multiple Intelligenser”, samt VAK (Visuel, Auditiv og Kinestetisk) læringsstile, hvor vekslen mellem lyd, syn og bevægelse giver forskellige måder at lære på og dermed får flere deltagere med.

En god huskeregel blev fremhævet: PPPPPPP – ”Proper preparation and planning prevents piss poor performance”.

Alt i alt var Lous workshop en fornøjelig oplevelse med inspiration til sjovere undervisning og et fint og deltagerorienteret flow igennem brug af principper, læringsstile og didaktik.

Lou Langdon ved tavlen i en workshop omkring undervisning og læring.

Kommunikation og konfliktløsning

Starhawk, som også er kendt som ”Earth Activist”, og Alfred Decker, en amerikaner bosat i Catalonien, ledte os igennem en første workshop om ”Magt, inklusion og gruppe strukturer”, se denne artikel. Den anden del af deres workshop handlede om kommunikation og konfliktløsningsværktøjer.

Workshoppen indledtes med et kig på forskellige typer af organisationer og deres kommunikationsmønstre – dels ”den hierarkiske” og dels ”den samarbejdende”, som er mere et netværk. Vi blev opfordret til i grupper, at beskrive nogle af vores erfaringer med begge modeller. Den hierarkiske var den mest kendte, f.eks. fra arbejdspladser, skoler og nogle familier. Fordelene her kunne være effektiv beslutningstagning og tidsstyring, mens de ulemperne der blev nævnt var magtesløshed, manglende ejerskab og stressede arbejdere. Netværksmodellen blev brugt i f.eks. permakulturforeningerne og visse frivillige netværk. Fordelene her kunne være godt ejerskab, ligeværd og kreativitet, mens ulemperne kunne være manglende styring og evne til beslutningstagning. Kunsten var nu, at skabe organisationer med en flad struktur, men med effektiv kommunikation og lederskab. Effektiv kommunikation indebar f.eks. gode, strukturerede møder, inklusion af alle som beslutninger vedrørte, gennemsigtighed og ansvarlighed. Lederskab er vigtigt, men skal gerne deles og skifte mellem personer, når det er hensigtsmæssigt.

Starhawk og Alfred Decker i workshoppen omkring organisation, kommunikation og konfliktløsning.

Ofte opstår konflikter selvom baggrunden for begge parter i konflikten faktisk er at ville det bedste. I permakulturkredse kunne man f.eks. nævne veganerens ønske om ikke at spise animalske produkter, som en måde at gøre udslip af CO2 mindre, beskytte dyr og være et godt menneske. På den anden side kunne man nævne den ”regenerative jordbruger”, som arbejder med dyr i et permakulturdesign for at binde CO2 i jorden. Begge har omsorg for jorden og dyrene, men konflikten kan opstå i den praktiske udførelse.

Det er hævdet, at omkring 85% af kommunikation er ikke-verbal, altså gennem f.eks. kropssprog og tonefald. Når kommunikationen er blevet mere digital, er der derfor mange lag i udvekslingen af holdninger, ideer og tanker, der kan misforstås og ende steder, som ikke var meningen. Det er nemt at komme til at umenneskeliggøre den anden, når man ikke ser hinanden i øjnene. Et guldkorn i erfaringerne fra Starhawk var her, at det er umuligt at løse en konflikt på email eller sms. Der skal helst krops- og øjenkontakt til eller i hvert fald et telefonopkald.

Videre gennemgik vi ”konflikttrappen”, hvor der blev lagt vægt på de forventninger eller fordomme, vi ofte har om andre og hvordan vores projektioner fra andre situationer, nemt kunne komme til at forværre en konflikt.

Ceremoni

Afslutningen af festivalen blev, ligesom åbningen, markeret med en sang ledt af Starhawk. Sangen gav os en samhørighed og en opfordring til at fortsætte vores arbejde ud i verden efter festivalen:

”We are a circle, within a circle, with no beginning and never ending. Hold on, hold on, hold the vision that’s being born.”

En skøn cirkel var det og en stemningsfyldt weekend med mange vise ord, gerninger og musik.

Eirik Wiken fra den norske permakulturforening i den afsluttende ceremoni med Hardanger Fredsakademi i baggrunden.
Norske Niels spillede nordiske viser i sommeraftenen for et henført publikum.
Borgmesteren fra Jondal kommune bød os hjerteligt velkommen og demonstrerede sin interesse for permakultur i sin tale.
Stephen Barstow og Rebecca fik officielt tildelt LAND center status af Norges LAND koordinator Helene Bøhler (t.h.).
Campingpladsen med køkkenhave ved siden af.

Med lidt tid til overs nåede vi op til Folgefunna isbræ, hvor naturens rå former stod klart frem i det is-skurede landskab.

Glade permakulturister på Folgefunna isbræ.