MIT PERMACULTURE TEACHING MATTERS EVENTYR I SLOVENIEN

Af Katja Bejlegaard

 Livet er relativt forudsigeligt. En gang i mellem sker det, at livet tager en drejning og magien opstår. For mit tilfælde var det et Erasmus+ legat. Jeg kendte godt til Rosemary Morrows Permaculture Teaching Matters (PTM) kurser og drømte om selv at deltage på et. At det kom til at ske i år er jeg meget taknemmelig for.

Lørdag den 28. oktober sad jeg i flyet på vej til Slovenien. Mit rejselystne legeme sitrede af begejstring over, at jeg var på vej til et land jeg aldrig havde haft fornøjelsen af at besøge. Ventetiden blev nydt i selskab med Henry David Thoreaus Walden – livet i skovene. Emner som nærvær og respekt for naturen, den direkte kontakt og refleksioner over det materialistiske samfund med forbrugsgoder og travlhed skyllede ind over mig. Det føltes så rigtigt at være på vej til et kursus for at dygtiggøre mig og lære om undervisning og formidling af Permakultur relaterede emner.

I byen Koper blev jeg hentet af Katja, min navnesøster, som var så sød at køre mig det sidste stykke til den lille by Hrvoji, hvor kurset skulle finde sted. Inden det mødtes vi med to af hendes venner og besøgte en lille butik med lækre specialøl fra hele verden. Danmark var (selvfølgelig) repræsenteret. Inspireret af min Thoreaus læsning fik jeg en øl ved navn Lonely Wolf. Den var brygget på lokal humle. Vi sad og så solnedgangen med vores lækre lokale øl i hånden.

Næste morgen vågnede jeg i min seng i kollektivet Sunny Hill hvor kurset foregik og jeg skulle bo de næste otte dage. Jeg kiggede ud af vinduet, hvor bjergene var omkranset af den vilde skov. Solen skinnede og efterårsfarvernes varme nuancer kærtegnede mine øjne. Urtespiral, kompost, gravefrie bede og glade morgenfriske permakulturister stod i haven neden for vinduet.

Fem minutter inde i den første time var jeg i gang med at massere en fremmed piges øreflipper mens hun masserede mine. Vi kunne ikke rigtig finde ud af, om vi skulle kigge hinanden i øjnene eller ej. For en dansk jysk kvinde var det morsomt, men også en meget underlig oplevelse. Denne oplevelse blev symbolet på de meget store kulturelle og sociale forskelle, som fandtes i gruppen. Vi var fra Danmark, Irland, Island, Slovenien, Kroatien, Bosnien, Portugal, Canada og Pakistan. En meget blandet gruppe som havde meget forskellige opfattelser af, hvordan et trygt miljø skabes.

Det blev et menneskestudie uden lige og var yderst interessant. Jeg har dyb respekt for vores undervisningsteam og deres måde at få skabt et rum for os alle. På trods af udfordringer fandt vi hinanden og en sund gruppedynamik.

Alfred Decker, Primoz Turnsek, Tomislav Gjerkes og Mari Koo var vores kompetente undervisningsteam. Hvis du har taget din PDC og gerne vil ud og formidle om Permakultur, vil jeg uden tvivl anbefale at tage en PTM. Se link nedenfor hvis du vil vide mere om Rosemary Morrow og kursets indhold.

https://permaculture-network.eu/events/permaculture-teaching-matters/

En af mine yndlingsoplevelser var, da vi alle med stor begejstring skulle på ’Pee and Poo tour’ for at se hvordan kollektivet Sunny Hill omdanner menneskelige efterladenskaber til guld. Solen skinnede, der var selskab af børn og hunde og alle havde store smil på læberne. Det var et rigtig Permakultur øjeblik.

Søndag den 5. november havde jeg undervist adskillige gange på kurset, designet et 1 års PDC flow for et højskole projekt på Island, fået inspiration og værktøjer i lange baner og ikke mindst et netværk af seje Permakultur undervisere rundt om i verden. I flyet hjem drømte jeg om alle de projekter som skal realiseres i 2018.

Jeg glæder mig til at inspirere til og undervise om Permakultur og har nu også de faglige forudsætninger for at gøre det. Hvis du har lyst til at høre mere om PTM eller gerne vil samarbejde om Permakultur kurser, workshops og lignende, vil det glæde mig at høre fra dig. Du kan kontakte mig på Katjabejle@live.dk .

Glædelig jul og nytår til alle jer permakulturister derude, som hver dag gør en stor forskel.