Market Gardening & Regenerative Agriculture på Ridgedale Permaculture

Af Karoline Nolsø Aaen & Tycho Holcomb, Permakulturhaven.dk

Den mangfoldige dyrkning på Ridgedale Permaculture var den perfekte ramme for kurset Market Gardening & Regenerative Agriculture. Foto: Karoline Nolsø Aaen

I juli 2018 deltog vi på et 4-dags intensivt kursus i Market Gardening & Regenerative Agriculture på den efterhånden berømte svenske gård Ridgedale Permaculture.

Kurset blev undervist af Richard Perkins og Curtis Stone, der hver især tog afsæt i egne erfaringer fra hver deres gårde i hhv. Sverige og Canada.

Richard driver Ridgedale Permaculture, der er et af nordens fineste eksempler på integreret små-skala landbrug, økonomisk rentabilitet, og formidling og uddannelse. Richards youtube-videoer og bogen Making Small Farms Work (kan købes via hjemmesiden ridgedalepermaculture.com), har i særdeleshed startet en international bevægelse af aktører indenfor regenerativt landbrug.

Stemningsbilleder fra Ridgedale Permaculture. Til højre ses Richard Perkins med designet af gården. Foto: Karoline Nolsø Aaen

Curtis Stone er en canadisk anerkendt market gardener, forretningsmand og youtube-stjerne, der med sit store engagement og karisma, i høj grad er medvirkende til at fremme små-landbrug i både land- og byzoner i den vestlige del af verden. Curtis er forfatter til bogen The Urban Farmer, hvori en lang række teknikker og erfaringer deles fra hans by-landbrug Green City Acres i Canada.

Kurset var opdelt i to dele. Første del bestod af rundvisning på Ridgedale (dag 1) og en generel introduktion til regenerativt landbrug (dag 2) af den velformulerede og fagligt dygtige Richard Perkins. Anden del (dag 3-4) bestod af erfaringsdeling fra Green City Acres med Curtis Stone, hvor især dyrkningsteknikker (eks. jordbearbejdning, vandingssystemer), markedsføring og strategier, og rentabilitet ved forskellige afgrøder var i højsædet.

Curtis Stone viser, hvordan han beskærer tomatplanter i tunneldrivhuset på Ridgedale Permaculture. Foto: Karoline Nolsø Aaen.

Som undervisere i permakulturdesign, rådgivere i havebrug, og nyopstartede grøntsagsproducenter på vores integrerede skovlandbrug, er det vigtigt for os hele tiden at være opdaterede på nye regenerative tiltag og bevægelser i ind- og udland. Formålet med at deltage på kurset var primært at få en dybere indsigt og visuel forståelse for konkrete dyrkningserfaringer – positive som negative- på Ridgedale og Green City Acres. Dernæst var mødet med de to prominente landmænd og ikke mindst de andre 35 deltagere på kurset værdifuldt. Blandt deltagerne var alt fra erfarne grøntsagsdyrkere fra bl.a. Luxemborg, USA og Sverige, og ny-opstartede små-skala-producenter fra Norge, England og Grækenland, til nysgerrige byboere med interesse for selvforsyning og sunde fødevarer. Et tredje formål med kurset var for os den faglige vidensdeling og metodik, som Richard og Curtis benyttede. At opleve andre undervisere i et læringsrum gav os en sund refleksion over de brugte formidlingsmetoder, og ikke mindst inspiration til nye undervisningsteknikker på vores kurser i Danmark.

Kurset blev finansieret af Erasmus+ midler, takket være Permakultur Danmarks fundraiser Cathrine Dolleris.