LAND forsamling November 2018

Af Signe Engelhardt Christensen

Årets LAND forsamling blev afholdt i Aabybro hos Jozef og Bente Blockx, Sandmosevej 38 i Aabybro.

Deltagere til LAND forsamlingen anno 2018 hos Jozef Blockx Sandmosen 38. Foto: Karoline Nolsø Aaen

Sarah McCarthy som i øjeblikket indsamler data til sit kandidatspeciale om permakultur i Danmark faciliteterede weekendens første workshop under temaet “mål, udfordringer og løsninger i LAND centrene.” Workshoppen var fint sat op og fungerede godt som opstart til en weekend i samarbejdets navn.

Aftenerne bød på opdateringer fra de tilstedeværende LAND centre og startere. Karensminde, Myrrhis, Kattekærhus, Vestjyllands Højskole og Faery Meadows delte erfaringer om både godt og ondt fra årets løb. Der blev talt tørkehåndtering, øko-renovering og byggeri, samt om personlige og praktiske udfordringer.

Lørdag morgen havde rimfrosten dækket Sandmosen 38 og vi fik en smuk rundvisning på Jozefs skønne sted.

Hønsene nyder friheden og hønsebroer til de forskellige arealer. Foto: Karoline Nolsø Aaen

Deltagerne beundrende de kvælstoffikserende stolper(!!), høns på arbejde med jordbearbejdning, silvopasture, alley cropping, markedshave, planteskole, polytunnel og andre drivhuse. Nogle elementer er helt eller halvt udført, mens andre stadig befinder sig i planlæggelsesfasen. Fælles for hele stedet er at Jozefs design viser sig tydeligt og velgennemtænkt over hele linien.

Lørdag eftermiddag blev brugt på fokuserede og intensive open space diskussioner. Blandt emnerne var

  • Ideer fra besøgende til hvad der er interessant at se på et LAND center
  • Hvorfor være en del af LAND netværket?
  • Hvordan får vi LAND netværket til at vokse?
  • Startpakker til interesserede
  • Kvalitetssikring af LAND centrene
  • Arbejdet med frivillige
  • Lokale netværk omkring LAND centrene

Læs noterne fra Open Space her

Lørdag aften fik Jozef under stor jubel sin velfortjente LAND akkreditering. Se beskrivelsen af Sandmosen 38 LAND center her.

Tycho fortalte rejseberetning fra Kazakhstan og Kirgisistan hvor han og Karoline i september har besøgt æblernes vugge og verdens eneste æbleskov.

Søndag blev brugt på i fællesskab at sætte handling bag lørdagens ord.

Næste LAND forsamling 15-17. november 2019

Jozefs drivhus og tre af LAND forsamlingens deltagere. Foto: Cathrine Dolleris

LAND netværket drager nytte af Erasmus+ midler.