Festivalberetning – Nordisk Permakultur Festival 2018

En festivalberetning, dag 1
13. juli 2018, af Karoline Nolsø Aaen

Power, Inclusion & Gruppestrukturer
For en jordbunden type som mig, er permakulturens Omsorg for Mennesker særligt udfordrende. Der er dog ingen tvivl om, at vi uden personligt indsigt, selvudvikling og empowerment ikke kommer langt med landbaserede permakulturprojekter. Social permakultur og balance i zone 00 er første skridt for at en bæredygtig udvikling kan ske.
På Nordisk Permakultur Festival vælger jeg altid at deltage på (eller tilbyde) workshops om håndværk eller dyrkning. Ting jeg kan tage at føle på – og dermed forstå. I dag har jeg valgt at udfordre mig selv og deltage på den verdenskendte forfatter og Earth Activist træner Starhawks workshop. Starhawk er kvinden bag mere end 12 bøger om Earth Based Spirituality, og et hav af kurser og workshops i hele verden om social permakultur.


Ved siden af Starhawk står Alfred Decker (USA/Spanien), som jeg kender fra tidligere permakultur-arrangementer rundt omkring i Europa. Alfred er en sympatisk mand, som foruden sit landsted og familie i Spanien har viet sit liv til formidling af permakulturværktøjer.

Starhawk og Alfreds emne for de næste 2 timer er Power, Inclusion & Group Structures. Emner som på ingen måde kan færdiggøres på så kort tid. Workshoppen er en appetizer for mere. I salen sidder omkring 30 personer. Heraf er mange kvinder i aldersgruppen 45-60. Jeg har sat mig bagerst, så jeg forhåbentligt kan slippe for at skulle deltage i gruppe-snakke og i stedet fokuserer på mine noter og mit kamera. Den går nu ikke.

Efter en kort introduktion bliver vi alle bedt om at stille os op. Starhawk udbryder: ”Let us all walk around”. Opgaven er i kor at svare ”YES, let us all…” til hvad der bliver foreslået. Reglen er at man ikke kan sige nej, men i stedet foreslå et alternativ. Snart hopper vi rundt som frøer, griner i kor og smiler til hinanden. Gruppen er på én gang blevet en enhed frem for 30 individuelle individer.

Næste øvelse er at fortælle hinanden to og to om ”hvem jeg er”. Hvem er du? Svarene er alsidige. Nogle fokuserer på deres træning og uddannelse. Nogle på deres familierolle som mor, andre som aktører og miljøforkæmpere. Andre igen som elever i livet. Vi får hver især muligheden for at definere hvem vi er. Hvem jeg er.

Workshoppens tredje øvelse er noget jeg kan relatere til, og en øvelse jeg selv benytter, når jeg underviser. Forskellige permakulturprincipper fra Bill Mollison og David Holmgren bliver delt ud i rummet, så vi sidder i grupper af fire personer i hver. Opgaven er nu at give eksempler på hvert princip set i et socialt perspektiv. Use Edges & Value the Marginal er min gruppes princip. Det bliver hurtigt klart, at flere i rummet ikke helt ved, hvad permakultur egentlig er. Nogle deltager på festivallen af nysgerrighed og lyst til at lære om permakultur. De er kommet til det helt rette sted.

Vi gennemgår eksempler på social permakultur ud fra alle de udvalgte principper i plenum. Diskussionen flyder og mange deltagere bringer personlige anskuelser og betragtninger frem. Stawhawk og Alfred er dygtige til at styre rummet og får os ført videre til sidste indslag. Normer.

Hvilke (uskrevne) regler er du underlagt i din sociale kontekst? I det sociale rum du færdes i til dagligt? Hvilke normer er omkring dig? Normer du ikke bare kan gøre noget ved? Vi kommer vidt omkring med eksempler. Fra tvungne lektier i skolen, drenge der ikke kan gå i lyserød, til hvem der må tale hvornår.

Næste skridt er at præsentere verdenshjulet Earth/Nord/Responsibility, Air/Øst/Communication, Fire/Syd/Power, og West/Water/Trust. Uden balance i hjulet kan visionen og missionen om en bæredygtig fremtid – på såvel socialt, individuelt, som miljøplan ikke udfoldes. Nord og Syd skal være i balance. Responsibility & Power. Øst og Vest skal være i balance. Communication & Trust.

Der er så meget at gøre bedre på denne planet. Vi enes om at der ikke er en Planet B. Det handler om at forbedre vores fælles Planet A.

Tiden er gået og aftensmaden venter. Jeg opdager, at jeg rent faktisk har lyttet og deltaget aktivt. Og at det var ok. Workshoppen har givet flere i rummet lyst til at deltage på Starhawk og Alfreds kurser. Måske de en dag skal inviteres til Danmark?