EUPC 2018 i Irland – En del af det internationale samarbejde indenfor Permakultur

Af Kurt Holm

Permakultur Danmark har foruden de nationale aktiviteter: medlemspleje, LAND-aktiviteter, støtte til lokale permakultur aktiviteter, også et internationalt fokus: det nordiske, det europæiske og det internationale.

Permakulturbevægelsen startede som bekendt i Australien og har så via det internationale samarbejde bredt sig over hele jorden.  Derfor er der også i bestyrelsen af Permakultur Danmark en enighed om, at dette er vigtigt.

Nordisk samarbejde

Det nordiske samarbejde mellem Norge, Sverige og Danmark har eksisteret fra den tidlige start og Finland, Island tilnærmer sig, samtidig med at de Baltiske lande (Estland, Letland og Litauen) også er ved at komme på banen. Det årlige Nordiske træf/møde med Nordisk Institut formaliserer samarbejdet, og den lidt mere uformelle Nordisk Permakultur Festival har været et fast indslag siden 2011. Medlemsbladet, der udsendes i de 3 lande, har været vigtig for samarbejdet i Norden. LAND netværket breder sig hastigt og er med til at inkludere nye lande.

Europæisk samarbejde

Den europæiske dimension er også meget vigtig, da der kommer megen inspiration og samarbejdet på mange fronter (LAND, undervisning, diplom, vidensdeling, forskning og meget mere) nyder godt af dette. Læs f.eks. om den engelske forenings arbejde med uddannelse her.

Det irske landskab i Wicklow i tørke og sol. Foto Kurt Holm

EUPC (European Permaculture Convergence) 2018 i Irland blev afholdt i august og nu sidder jeg og tænker på, om det var det værd? CO2 aftryk, tid og penge?

  • CO2 belastning: fra bus, hurtigfærge, fly, bus i Dublin, og til slut 3 km vandretur, der heldigvis ikke belaster miljøet.
  • Tid: 8 dage og 14 timer
  • Penge: rejse 1.119 kr. + program og ophold 272 Euro: Totaludgift 3.930 kr. eller 462 kr. pr døgn.

Her vil jeg beskrive hvad jeg fik ud af turen i form af flere forbindelser, det sociale, vidensdeling, netværksudbygning, EUPN (Europæisk Permakultur Netværk) og det internationale aspekt i permakultur.

Se EUPNs hjemmeside her

EUPN – Europæisk Permakultur Netværk – mødes. Foto: Kurt Holm

Det sociale

Det sociale aspekt omkring det mellemfolkelige og ansigt-til-ansigt møde ligger mig stærkt på sinde og man må sige at permakulturister er meget socialt anlagt, i hvert fald de der deltager i sådanne arrangementer. Det er så hyggeligt, at en total ukendt person sætter sig ved siden af og siger ”dig har jeg ikke talt med endnu. Jeg hedder Ewa, og hvad hedder du og hvor kommer du fra”. Kort tid efter er der kommet endnu et kendt ansigt i det internationale netværk.

Morgenmad udenfor på græsset. Foto: Kurt Holm

Vidensdeling

Vidensdeling er et andet vigtigt aspekt. Som altid var der en skøn blanding af emner lige fra lokalt kendskab, som at kunne ”læse landskabet” og præsentation af lokale projekter; over helse, mad, fermentering og yoga; via praktiske gøremål; til de mere teoretiske/filosofiske emner, samt ikke mindst en drøftelse om hvor permakultur bevæger sig hen.

Læs mere om EUPC 2018 her.

Permakultur rejser og CO2 debatten

Som et paradoks i CO2 debatten, kan nævnes at Permakultur Danmark havde ansøgt Erasmus+ om tilskud, men fik afslag.  Dermed var det kun undertegnede deltager fra Danmark, der tog turen over havet og selv betalte. Svenskerne fik en bevilling og dermed 6 deltagere. Det var billigere for den enkelte, men en væsentlig større belastning af kuldioxid. En interessant tanke er at EU via officielle kanaler er med til at styre dagsorden i en lille permakultur organisation.

CO2 reduktion og ny EUPC struktur

EUPN er ”kun” et rådgivende organ, men i CO2 debatten vil der komme følgende forslag for at imødekomme ønsket om mindre CO2 udledning.

Et forslag fra EUPN er en opdeling af de 2 begivenheder (EUPC & EUPN), således at der afholdes EUPN møde separat og med deltagelse af 2 delegater (en mand og en kvinde) fra hvert land, og kun hvert 3. år.

EUPC kunne også deles op i bioregional områder under hensyntagen til rejsemuligheder. Der vil altid være mulighed for deltagelse i andre bioregionale arrangementer. EUPN bør have en aktiv rolle i programsætning og afvikling af de bioregionale arrangementer, der overvejende bør have samme datoer og tema.

Europæiske mål for permakultur

EUPN arbejder med at etablere en fejring om 5 år på den international permakultur-dag, hvor der blev opsat mål for netværkets succes så som: antallet af deltagere i EUPN; etablering af LAND-centre i alle lande i Europa; en væsentlig forøgelse af medlemsskaren på +10% i permakulturforeningerne; og indflydelse på overordnet plan, for eksempel gennem ECOLISE, som lobbyer for de grønne organisationer i EU.

Læs det Europæiske nyhedsbrev EUPN News her

Ved afslutningen af EUPCen vendte det længe ventede irske vejr tilbage. Foto Kurt Holm