ESC-Voluntør på Oasis Al-hamam; En øko-perma-gård i sydøstspaniens Ørken.

Artikel af Laura Lempert

I provinsen Almería ligger der, tæt på den lille landsby Lucainena de las Torres, en oase i Tabernas ørken. Stedet hedder Oasis Al-hamam, Cortijo de los baños, og er et sted, der forbinder dig med Moder Jord og giver plads til en indre rejse. Det er her jeg har opholdt mig som frivillig, i sydens varme sol, det sidste halve år, fra januar til juli 2020, takket være Erasmus+/Eu-comission og Permakultur Danmark.

 

I efteråret 2019 havde jeg mit første møde med permakultur, da jeg var elev på Brandbjerg Højskole. Jeg mærkede, at her har jeg en passion og jeg fandt med denne lærelyst og motivation frem til dette ESC frivilligeprogram, der netop beskæftiger sig med permakultur og spiritualitet. Jeg tænkte, at det ville være et skridt i en rigtig retning og et sted jeg ville lære min nye gode ven bedre at kende: Permakultur. Den anden side af projektet, den spirituele profil, var for mig noget der gjorde mig lidt nervøs, men jeg tog ja-hatten på og hoppede ud i det med åbne arme. For mig var det en bonus at projektet befandt sig i Spanien, for jeg elsker det spanske sprog og den spanske kultur og har længe haft et ønske om at forbedre mit spansk.

”Jeg synger og danser, lever lykkeligt og meget med lidt”

Under opholdet har jeg boet sammen med medmennesker fra forskellige lande i verden og vi har delt vores forskellige baggrunde og kulturer. Vi har levet i et samvær af forståelese, forskellighed, respekt, nysgerighed og konflikter sås som mulighed for udvikling. Det som særligt har været en gave for mig, har været at leve i omgivelser og med mennesker, der deler den holistiske livsstil med respekten, bekymringerne og omsorgen for vores klode. En gruppe af mennesker med grønne fingre der gladelig hopper ind på komposttoilettet, som deler jublen over upcycling og hjemmelavet sæbe, og finder livsglæde i dans, sang og leg. Et miljø hvor vi er opmærksomme på vores tre hjem, og tager os godt af dem; Kroppen, Sindet og Jorden. Alt sammen langt væk fra forbrugssamfundet og materialisme. Ugenligt havde vi Co-existence samling i vores fælles- og spiserum, Gaia, hvor vi med principper fra Co-listening, evaluerer ugen der var gået og kom med nyheder.

Arbejdstimerne stod på gård- og havearbejde, fodring af gårddyrene, madlavning og vedligehold/rengøring af stedet.

’Holisme’ er blevet min nye yndlings filosofi og jeg har elsket at leve en hverdag, hvor man kan se, at alle elementer hænger sammen, på rigtig permakultur vis.

Om morgenen høster vi grønsagerne fra haven, til dagens madlavning. Biorestaffaldet bruges dels til kompost, dels som foder til dyrene, sammen med det grønne der luges væk ved vedligehold af haven. Dyrene leverer retur et læs næringsindholdigt møg, som også komposteres og bliver til dejlig jord, hvori vi planter grønsagerne. Det synes jeg er smukt og meningsfuldt!
Især i øjnene af den verdensituation, der ramte os mens jeg opholdte mig på gården, har det virkelig vist sig hvilken levemåde der er resistent og giver, hvad jeg synes er, frihed.

Gennem ’study circles’ med permakultur, har jeg været gennem 5 spændende moduler, som har lært mig meget; Omsorg for mennesker, Permakultur design, Omsorg for jorden, Øko-teknologi og Øko-økonomi. Her har vi berørt emner, som vi praktisk har brugt i det daglige arbejde.

I arbejdstimerne har vi fx bygget biokonstruktioner til tomatplanter, brygget organisk gødning, fremstillet sundhedspræparater af planter og lavet bokashi kompost. Og så har vi selvfølgelig plantet en masse lækkerier i haven, samt en masse træer, da stedet også har et Reforreststation program, med visionen om at bekæmpe forørkningen. En stor del af arbejdet handlede om at tilse de anlagte vandningssystemer. Det er essentielt pga. den hede der raser i ørknen, den udtørrede og udnærrede jord der kæmper med erosion og de få dråber regnvand der falder.

”En ændring i bevidstheden kan ændre verden”

Gennem spændende og lærerige ’Emotional mannagement’ workshops har jeg fået en masse gode redskaber, som særligt hjælper til permakulturens etik om omsorg for mennesker. Jeg har lært om Eco-listening, Forum Zegg, Nonviolent Communication og forskellige meditationstyper; aktive meditationer, Biodance, mantras, ritualer og yoga. Inden for dette felt er jeg virkelig blevet præsenteret for meget nyt. Det har været en meget spændende rejse, som har hjulpet mig meget til at finde frem til min indre ro og at kunne mærke mine prioriteter i livet. Jeg har fået øjnene op for den fine forbindelsen mellem en bæredygtiglivstil og elementerne i den spirituellelivsstil.

Udover hvad denne tekst beskriver, har jeg lært utroligt meget mere. Et element er det teoretiske udbytte, men meget af det jeg har lært er på et personligt niveau, der er svært at beskrive.

Jeg ved blot, at nu hvor jeg er landet igen i Danmark, længtes jeg som aldrig før efter at have jord under neglene og drømmer om et kreativt sted at bo, hvor der sættes minimalt fodaftryk på planeten –  Og især har jeg lyst til at dele denne tilværelse og livsstil med glade og ligesindede mennesker.

Tusind tak, Association Al-hamam, Permakultur Danmark, Erasmus+/Eu-comission, for en sindsopvækkende oplevelse, der har givet mig mod og redskaber til at fortsætte min drøm, skridt for skridt. Nu må jeg rundt og besøge de spændende permakultursteder, økosamfund og andre grønne godter her hjemme i Danmark.

Jeg slutter af med Namaste og et sigende permakultur-citat;

”I tider med forandring ligger problemet ikke i, ikke at kunne gøre alt hvad vi drømmer om, men i ikke at drømme om alt hvad vi kan gøre”