Diplomvejledertræning og etisk salat

Af Cathrine Dolleris

Diplomforsamlingen i London startede med en dag for diplomvejledere. Den årlige forsamling giver vejlederne mulighed for at mødes og blive opdateret omkring diplomet. Der kan være ændringer i systemet, nye formularer, træning i vurderinger osv. Men vejlederdagen er også til for at give et godt fællesskab vejlederne imellem og skabe diplomvejleder-laug til gensidig støtte.

Vi var 8 vejledere i Roots and Shoots community centre I London. I det engelske diplomsystem avancerer vejlederne og hvert niveau har tilhørende træning. Man kan være registrerings-, vurderings- og senior-vejleder. Denne gang gennemgik vi nogle store ændringer i diplomsystemet mht betaling og fik også tid til at kigge på et design og vurdere det. Interessant nok var der en del forskel på vurderingerne af designet og hvorvidt det var perfekt eller lidt mindre end perfekt. Øvelsen viste, at der en del fleksibilitet i systemet og plads til det individuelle udtryk og fortolkning af designprocessen.

Barry Jones akkrediterede ved diplomforsamlingen i London.

Tre nye diplomholdere akkrediterede ved denne forsamling med meget forskellige designporteføljer. Se to af dem her:’

 

Diplomet er godkendt på forhånd af den personlige vejleder og en senior vejleder. Der bliver også givet feedback ved et ”peer panel”, som man som diplomstuderende eller –vejleder kan være med i. Det giver spændende indsigter at være med til dette vurderingsarbejde, som går ud på at støtte den præsenterende diplomstuderende og give feedback, som giver mod på fremtiden som permakulturist. Det giver også et indblik i det store og transformerende arbejde, der ofte ligger bag diplomet.

Turen gik videre til LAND centret Abundant Earth og hjemmet for koordinatoren for diplomgruppen. Wilf Richards bor off-grid lidt uden for Durham i Nordengland. Her bor to par, deres fire børn, samt frivillige i sæsonen og de lever alle mest af de 6 ha jord, de bor på. Der er et lille savværk, en smedje, pileflet og en stor ”market garden”, samt undervisning i permakultur PDCer og diverse workshops. Beboerne forfølger også andre interesser som ikke-voldelig kommunikation og buddhisme. 

Porrene trives i “markedshaven”. Foto: Abundant Earth

Wilf tager sig mest af hønsene og deres æg. Æggene er en del af de ”ugekasser”, som firmaet ”Abundant Earth” producerer. Der er grøntsager fra deres ”market garden” og de køber ind fra andre lokale økologiske/permakultur-producenter for at lave en god og varieret ugekasse. Deres market garden er på 4000 m2 og forsyner 42 familier med en kasse hver uge. Her i marts var det meste overdækket med plast for at holde på næringsstoffer og bremse ukrudt. Men der var godt gang i bedene med grønkål, bladbede i mange farver, løg af forskellig slags og i drivhusene groede masser af salat, rukola og andet lækkert bladgrønt. Salatmiks er en af deres mest profitable afgrødetyper, selvom den også er meget tidskrævende.

Salatmix er en blanding af årstidens grønt og et af de mest profitable og efterspurgte produkter. Foto: Abundant Earth

 

Beth høster salat i en af polytunnelerne. Foto: Abundant Earth

 

Permakulturister har en forpligtigelse til at stræbe efter en ”right livelihood”, altså en måde at leve på der er bæredygtig på alle måder. Især som diplomholder og diplomvejleder er det vigtigt at være gode eksempler på bæredygtig livsstil. Der er ingen tvivl om at de på Abundant Earth manifesterer permakultur både i arbejdet med jorden og i forhold til at tage ansvar – fair share – af samfundets udvikling mod mere bæredygtighed igennem arbejdet med f.eks. diplomet. I alt viste turen en spændende og gennemført integration af permakulturens etik fra fødevarerproduktion til internationalt samarbejde.

Erasmus+ støtter Permakultur Danmarks arbejde for at udvikle uddannelse i permakultur.