Diplomforsamling i England

Tekst og fotos af Cathrine Dolleris

26-28. april 2019

Hver niende måned forsamles diplomholdere, diplomaspiranter og andre interesserede til den engelske Diplomforsamling. Denne gang var det i Hebden Bridge i det nordlige England den sidste weekend i april.

Foto: Cathrine Dolleris
Hebden Bridge i det nordlige England var rammen om Diplomforsamlingen 26-28. maj 2019

Opdatering for diplomtutorer

Før forsamlingen mødtes de aktive tutorer for at blive opdateret på diplomsystemet og træne deres færdigheder i at være tutorer. Vi gennemgik hver et medbragt design og udvalgte et design til en dybere analyse med brug af kriterier for hvad et design skal indeholde og kommunikere. Det gik godt og vi blev alle klogere på selve design processen, dens udfordringer og hvordan vi tackler mangler i de designs vi vurderer som tutorer.

Vi brugte også ”Action Learning Pathway” spørgsmålene: Hvad går godt lige nu – for dig som diplom tutor? Hvad er udfordrende? Hvad er de langsigtede mål? Hvad er dit næste opnåelige skridt? De fire spørgsmål er en effektiv måde at skabe fokus, specielt når man er i gang med at lære noget nyt, som de diplomaspiranterne er.

Weekenden bød også på en stribe spændende workshops udbudt af diplomaspiranter og tutorer: “Hvordan man opnår et pengeløst samfund.” “Hvordan man finder og opretholder gejsten, når man er i gang med sit diplom”, “Opstart af en øko-aktionsgruppe i Shipley”, “Design for dyrkning af enårige grøntsager”, “Shamanisme og permakultur”og “Stress-håndtering” var blandt emnerne.

Diplomarbejdsgruppen

Wilf Richards er koordinator for ”Diploma working group” og opdaterede os på hvordan det går med diplomsystemet. Systemet fungerer godt på nogle punkter og er godt sammensat og gennemarbejdet. Men, viser hans analyser, mange starter på diplomet og bliver ikke færdige i mange år. Sandsynligvis mest fordi selv-studie kræver en del selv-disciplin og der er mange måder at gå i stå på.

Efter man har taget sin PDC er der mange veje at gå med permakultur. Man kan dyrke sin egen have, starte en gruppe omkring genbrug i lokalsamfundet, lave en reparations-station for ting og sager, osv osv. Man kan starte et LAND center for demonstration af permakultur og man kan starte sit diplom. Der kigges derfor nu i England på alternative måder at fortsætte læring om permakultur, f.eks. ved udbud af flere specialiserede kurser og mere hjælp på diplomvejen.

Diplomfolk til forsamlingen i Hebden Bridge.

CTRLshift

Andy Goldring er direktør for den engelske permakulturforening og en fantastisk idémager og organisator. Hans nuværende projekt er ”CTRLshift” – som handler om at overføre mere kontrol og magt til de ”grønne” organisationer, men også om et skifte i kultur og at skabe vores fremtid sammen. Den 9-10 maj holder Andy en konference med 90 organisationer, hvor idéer og handlingsplaner udarbejdes for at skabe momentum for et skifte i magten. Der skal blandt andet arbejdes med spørgsmål omkring hvordan vi lukker de institutioner og strukturer, som ikke længere er gode og brugbare og skaber nye i stedet for.

Det handler i det lange løb om at leve i en ”doughnut”!

https://www.kateraworth.com/doughnut/

Doughnut modellen er udarbejdet af blandt andre Kate Raworth og den svenske professor Johan Rockström. Meget kort fortalt handler det om at vi skal styre vores forbrug: Forbruger vi for meget skaber vi ubalancer i jordens økosystem, f.eks. klimaændringer, huller i ozon-laget, tab af biodiversitet mm. Forbruger vi for lidt, går det ud over befolkningsgrupper, som ikke kan opretholde en acceptabel livsstil. Det handler om at finde balancen og integrere omsorg for jorden, mennesker og fair fordeling af ressourcerne. ”Doughnut” modellen er et smukt eksempel på en permakultur-inspireret model for en bedre verden.

Rejsen til diplomforsamlingen er støttet af Erasmus+.

Åbningscirkel for diplomforsamlingen 2019 i Hebden Bridge.