Kategoriarkiv: Uddannelse

Om at holde geisten oppe når frosten kommer sent og sommeren bringer hedebølge

Refleksioner over året der gik hos LAND starteren Faery Meadows v. Tonie Bjørneskov

 

Det har været et stille år i Faery Meadows. Et år, hvor vores prioriteringer kom til at stemme rigtigt dårligt overens med vejrforholdene. Vi havde planlagt byggeri af en ny hytte. En hytte, der, udover at rumme depot og tørreplads til telte, også har et samlingsrum og et lille arbejds/hvilerum til de frivillige.

Egentlig startede året rigtig fint. En ny workshoprække om træer og permakultur tog sin begyndelse i februar. Vi fik stævnet et lille område med elletræer og er nu blevet selvforsynende med brænde. I årets første måneder  blev der lavet arbejdstegninger til den nye hytte og vi fik målt op og gjort klar til støbning af punkt fundamenter.

Så kom frosten, først på vores planlagte arbejdsdage i marts og så igen i påsken. Netop i de perioder, hvor der var planlagt arbejdsdage med de frivillige. Foråret gik uden det lykkedes at finde et tidspunkt, hvor vi var nok til at kunne fortsætte byggeriet. Vi aftalte derfor at mødes en uge af sommerferien. Så kom hedebølgen og med den også bålforbuddet. Stort set alle vores sommer -og efterårsaktivteter mistede derved en del af de centrale aktiviteter: bålmad og pauser omkring bålet. På den baggrund aflystes sommerferieaktiveten ”stille sommerdage for småbørnsfamilier” samt næsten alle fredelige fredage,  en stor del af de langsomme lørdage havde kun få besøgende og byggeriet gik igen i stå.

Netop i de situationer er det at være en gruppe omkring projektet en styrke. Da forventningen om at blive færdig med hytten i 2019 ikke så ud til at blive realiseret, var det frustrerende, og nogle var klar til at opgive projektet. Så er det bare fantastisk at opleve at andre træder frem og kan motivere og bringe troen tilbage på at projektet holder.

Eksternt har vi i år haft to af sted til LAND netværksmøde i november. Deltagelse i dette netværk bidrager i høj grad også til at holde momentum og fortsætte arbejdet frem mod en certificering som LAND center.

Vi er nu i fuld gang med at reflektere over året, der er gået og snart mødes frivilliggruppen for at planlægge 2019.

Teachershadowing af PDC i England

Af Josephine Asbjerg Seltoft

Fra d.27. oktober til d.10. november deltog jeg som “teacher shadower” på et Permakultur Design Kursus i det sydlige England. Kurset var ledet af Aranya og Klaudia van Gool.

Tiden i England tydeliggjorde hvad der gør et vellykket læringsforløb både i de små detaljer og den overordnede struktur.

Scenen sættes i Dartmoor i det sydlige England. Området er udsprunget af vulkansk aktivitet for ca. 280 mio. år siden, har tidligere været overgroet af egeskov, som var hjemsted for tidlige bosættelser. I dag er jorden sur (pH 4,5), der vokser vilde blåbær, en stikkende djævel af en busk kaldet Tornblad af ærteblomst-familien, og bregner som her om efteråret farver bakkerne rødbrune. På hver en top er der strøet store, bløde klippeblokke med mos.

På en østvendt skråning, på den østlige udkant af ”the moor” ligger High Heathercombe Center, som satte rammen for Permakultur Design Kurset, jeg var så heldig at deltage i.

Det var en kølig lørdag eftermiddag med høj sol, da deltagerne begyndte at ankomme. Efter lidt uformel snak og individuel udpakning mødtes vi alle i ”The forest room”; et rum 100% dedikeret til to ugers intensivt PDC.

Der blev meget naturligt lagt ud med en præsentation af de enkelte personer, hvor de kommer fra og hvad de håber/regner med at få ud af kurset.

Det forundrer mig altid, hvor forskellige folks grunde for deltagelse er; mange kommer for at blive teoretisk stærkere og teknisk dygtigere i specifikke emner, nogle er her, fordi det bare lød interessant, og nogle kommer for at samle argumentation for en livsændring.

Jeg kom her for, at observere hvordan der formidles, hvordan gruppearbejde faciliteres og hvordan man sammensætter undervisning.

Efter sådan to ugers PDC, som sætter deltagerne på andre prøver end blot de faglige, er mit indtryk, at de individuelle oplevelser kommer til udtryk på mange forskellige niveauer.

En af mine oplevelser var for eksempel betydningen af mikroklima.

Deltagerne blev bedt om at finde og beskrive 3-4 eksempler på mikroklima i forskellige størrelsesordner: 1-2 områder i haven på 4-5 m2 og nogle enkelte bittesmå punkter indenfor disse områder. ”Observér og beskriv temperatur, fugtighed, lys og liv (arter og antal af dyr og planter tilstede) indenfor disse områder”. Observationerne var selvfølgelig meget forskellige afhængige af områderne, men særligt en ting slog mig på trods af trivialiteten i opgaven: der er en fysisk grund til, at netop den plet udmærker sig ved at have så mange flere brændenælder eller at der netop her vokser portulak, morgenfrue eller skræpper: en temperaturforskel på blot en halv grad i gennemsnit kan gøre en stor forskel. De små forskelle har stor betydning. Samme virkning havde en lignende opgave om kanter/marginaler. Deltagerne skulle observere og beskrive/tegne kanter og de deromkring liggende områder. Igen var det gennem simpel observation, tydeligt hvor markant stor forskel der var i diversiteten på disse marginaler og det omkringliggende, på trods af at kanterne ofte ikke udgøre nogle særlig stor fysisk størrelse.

Disse oplevelser er af en meget håndgribelig og konkret størrelsesorden.

En anden læringsmæssig dimension kom gennem observation af kurset som helhed og kan overordnet beskrives kort: Det gør en forskel for kurset hvordan det planlægges og udføres.

Lad mig uddybe: jeg har efterhånden, gennem mange forskellige organer og større eller mindre uddannelser, beskæftiget mig med undervisning og formidling, og der er generelt en ret klar konsensus om, at forelæsningsagtig envejskommunikation er uhensigtsmæssig og interaktiv leg med læring skaber forståelse. Jo mere deltagerne får mulighed for aktivt, gerne med kroppen, at erfare læringsmålene, jo større sandsynlighed er der for, at disse mål opnåes.

Den vellykkede undervisning er varierende og formidleren er belæst i emnet, så det er muligt for vedkommende at tale rundt om emnet og belyse dette fra flere vinkler.

Hvad jeg endnu en gang her erfarede på egen læring var, at det er lækkert, når underviseren har sine remedier i orden og alt ligger klar, når der er fysisk bevægelse og variation i indlæringen, hvilken følelse af luft og ro det skaber, når underviseren er velforberedt, fagligt stærk og føler sig tilpas ikke kun med emnet men også i formidlerrollen. Det er ikke ligegyldigt, hvilke emner der undervises på hvilke tidspunkter og i rækkefølge med hvilke andre. Det er relevant at have en session, hvor der italesættes forskellige roller, folk udfylder, indenfor gruppearbejde, hvordan der kommunikeres konstruktivt og at der ledes en forventningsafstemning internt i gruppen, INDEN gruppearbejdet reelt går i gang. Man kan sagtens skrue og ændre på opbygningen eller helt udlade emner eller bagatelliserer sessioner, men så bliver kurset også derefter. Det er relevant at have introduceret basisviden såsom jord-strukturer og egenskaber, plantevækst og behov, vandets kredsløb og mikroklimaer, inden man begynder at lege med mere komplekse designs.

Det er vigtigt at lytte til og møde deltagernes behov. For eksempel i timerne lige efter ankomst: mange har ventet længe på et sådan kursus og har en vis forventning, som det giver god mening at ”tilfredsstille” som noget af det allerførste. At give deltagerne en følelse af mening og sammenhørighed kan være med til dette, så kan der arbejdes på detaljerne i de enkelte emner dagene efter.

Det var dejligt at blive mindet om denne dimension af at planlægge    og udføre undervisning.

Lige meget hvor mange gange man har afviklet et givent kursus eller undervisning, synes jeg, at det må være underviserens fineste opgave, med respekt for det emne personen formodentligt (forhåbentlig) stadig finder inspirerende og relevant, at spørge sig selv: hvordan skaber jeg de bedst mulige forudsætninger for at deltagerne opnår forståelse for emnets relevans og detaljer til fordel for det ordnede emnes generelle forståelse og i permakulturens tilfælde udførelse og udbredelse.

For mig var de to uger i Dartmoor en meget rolig tid med fokus på observation i højere grad end faglig deltagelse, hvilket viste sig at give en stor fordel i forhold til min forståelse af kursusplanlægning og afvikling. Det var en varm, rig og hyggelig oplevelse.

Market Gardening & Regenerative Agriculture på Ridgedale Permaculture

Af Karoline Nolsø Aaen & Tycho Holcomb, Permakulturhaven.dk

Den mangfoldige dyrkning på Ridgedale Permaculture var den perfekte ramme for kurset Market Gardening & Regenerative Agriculture. Foto: Karoline Nolsø Aaen

I juli 2018 deltog vi på et 4-dags intensivt kursus i Market Gardening & Regenerative Agriculture på den efterhånden berømte svenske gård Ridgedale Permaculture.

Kurset blev undervist af Richard Perkins og Curtis Stone, der hver især tog afsæt i egne erfaringer fra hver deres gårde i hhv. Sverige og Canada.

Richard driver Ridgedale Permaculture, der er et af nordens fineste eksempler på integreret små-skala landbrug, økonomisk rentabilitet, og formidling og uddannelse. Richards youtube-videoer og bogen Making Small Farms Work (kan købes via hjemmesiden ridgedalepermaculture.com), har i særdeleshed startet en international bevægelse af aktører indenfor regenerativt landbrug.

Stemningsbilleder fra Ridgedale Permaculture. Til højre ses Richard Perkins med designet af gården. Foto: Karoline Nolsø Aaen

Curtis Stone er en canadisk anerkendt market gardener, forretningsmand og youtube-stjerne, der med sit store engagement og karisma, i høj grad er medvirkende til at fremme små-landbrug i både land- og byzoner i den vestlige del af verden. Curtis er forfatter til bogen The Urban Farmer, hvori en lang række teknikker og erfaringer deles fra hans by-landbrug Green City Acres i Canada.

Kurset var opdelt i to dele. Første del bestod af rundvisning på Ridgedale (dag 1) og en generel introduktion til regenerativt landbrug (dag 2) af den velformulerede og fagligt dygtige Richard Perkins. Anden del (dag 3-4) bestod af erfaringsdeling fra Green City Acres med Curtis Stone, hvor især dyrkningsteknikker (eks. jordbearbejdning, vandingssystemer), markedsføring og strategier, og rentabilitet ved forskellige afgrøder var i højsædet.

Curtis Stone viser, hvordan han beskærer tomatplanter i tunneldrivhuset på Ridgedale Permaculture. Foto: Karoline Nolsø Aaen.

Som undervisere i permakulturdesign, rådgivere i havebrug, og nyopstartede grøntsagsproducenter på vores integrerede skovlandbrug, er det vigtigt for os hele tiden at være opdaterede på nye regenerative tiltag og bevægelser i ind- og udland. Formålet med at deltage på kurset var primært at få en dybere indsigt og visuel forståelse for konkrete dyrkningserfaringer – positive som negative- på Ridgedale og Green City Acres. Dernæst var mødet med de to prominente landmænd og ikke mindst de andre 35 deltagere på kurset værdifuldt. Blandt deltagerne var alt fra erfarne grøntsagsdyrkere fra bl.a. Luxemborg, USA og Sverige, og ny-opstartede små-skala-producenter fra Norge, England og Grækenland, til nysgerrige byboere med interesse for selvforsyning og sunde fødevarer. Et tredje formål med kurset var for os den faglige vidensdeling og metodik, som Richard og Curtis benyttede. At opleve andre undervisere i et læringsrum gav os en sund refleksion over de brugte formidlingsmetoder, og ikke mindst inspiration til nye undervisningsteknikker på vores kurser i Danmark.

Kurset blev finansieret af Erasmus+ midler, takket være Permakultur Danmarks fundraiser Cathrine Dolleris.

 

4 WORKSHOPs PÅ PERMAKULTURLANDBRUGENE I 2O19

Permakultur landbrugene på Svanholm inviterer til 4 byggeworkshops i 2019
Vær med til at hjælpe Danmarks første fossilfri permakultur landbrug godt i gang – vær med til at bygge et helt særligt kredsløbshus af lokale naturmaterialer og opstarte vores permakultur landbrug.
D. 14.-17. april: Vi planter træer, etablerer vores bevoksede tag, gøder træer mv. 18 pladser
D. 30.maj – 2,juni: Vi etablere spildevandrensninganlæg, med hjælp fra ekspert René Kilian. Det bliver det første af denne model i Danmark -filteranlæg med spildevandskasse i drivhus. Der skal også støbes fundamenter til drivhuset – 5 pladser.
D.1.-12. juli: Vi bygger halmvægge mv. 8 pladser
D.19.-31.august: Vi bygger videre … 8 pladser
Huset
Huset bliver forsænket i den sydvendte bakke, opvarmet af solen,
bygget af træ fra skoven lige bag det og isoleret med halm. Som installationer bliver der svaleskab, komposttoilet eget kulstoflagrende elsystem og forhåbentlig, hvis vi får lov Danmarks første rensningsanlæg af typen ”filteranlæg i drivhus”.
Bytte-aftalen
Vi holder workshoppen, fordi vi gerne vil have byggeriet og landbruget til at skride hurtigt fremad. Dit arbejde er derfor vigtigt for os!
Til gengæld for dit arbejde får du erfaring i at bygge sammen med
andre, der deler interessen for bæredygtige løsninger.
Du får undervisning/rundvisning i byggeriet, husets design og løsninger, permakultur, lovgivning omkring permakulturlandbrugene, teori om skovhaver og -landbrug (blandingskulturer af flerårige grønsager, buske og træer, selvfodrende hønsegård, nøddelund m. geder og næringsstofkredsløb mv). Der er selvfølgelig mere dybdegående undervisning på de lange workshop, hvor du udover rundvisning på permakultur landbruget også får rundvisning i vores skovhave med 170 forskellige planter i blandingskultur
Vi giver økologisk kost. Vi sørger for råvarer og kage og I laver mad i køkkenhold på vores udekøkken. Overnatning sker i medbragt telt på vores permakultur landbrug.
Normalt koster vores kurser 750kr/dag, men her ”betaler” du med arbejde og råstyrke.
Deltagelse
For at søge om deltagelse skal du skrive til mirailleris@gmail.com. Vi vil gerne forsøge at lave en god holdsammensætning i forhold til alder, køn og gerne at nogle af deltagerne har byggeerfaring.
Workshoppen og mad er gratis, men vores erfaring er, at vi må bede om et depositum for ikke at sige nej til nogen, og efterfølgende at få afbud og køre med tomme pladser. Det er en forudsætning at du kan deltage i hele workshoppen.
Depositum på 1000kr indbetales på konto 8401 1047879 og gives retur efter workshoppen (hvis du er mødt op). Du kan søge nu, men vi ser først på ansøgningerne midt i marts.
Om os
Vi har som permakultur diplomholdere, redaktører af Tidsskrift om Permakultur og initiativtagere først til Den selvforsynende landby og siden Permakultur landbrugene på Svanholm en mangeårig undervisningserfaring, har tidligere bygget halmhus og er uddannet økologiske landmænd.
Vel mødt – med ønske om en fremtid der modvirker klimaforandringerne. Esben Schultz og Mira Illeris
​Læs mere under på http://www.permakulturliv.dk og /http://www.levbaeredygtigt.dk/

Undervis i Afrika!

Billedresultat for dansk ugandisk venskabsforening
I Dansk-Ugandisk Venskabsforening er vi en gruppe, der skriver på en ansøgning til et oplysningsprojekt om verdensmålene med fokus på klimamål, miljø og kvinder. Vi har planer om en videofilm om vores projekt med at plante træer, især kvælstoffixende fodertræer som skal bidrage til at øge muldlaget og dermed jordens frugtbarhed, evnen til at holde på vand og oplagre CO2. I forbindelse med vores ansøgning har vi brug for kontakt til undervisere inden for jordbrugsområdet med interesse for Afrika, som har lyst til at bruge en sådan film i deres undervisning. Er der nogen Afrika interesserede, der underviser landmænd, gartnere eller skovbrugere, som vil samarbejde med os?
Ring eller skriv til kareningrid@stickhill.dk, tlf.: 26 39 34 31.