Kategoriarkiv: Internationalt samarbejde

9 måneder EU-volontør i Lakabe, Spanien

Lakabe er en lille økosamfund i NordSpanien, der startede i 1960s. Der bor flere end 30 mennesker.

Der er 1 EU-volontør plads til 9 måneder for dem der er mellem 18 og 30 år gammel. Deadline til at sende ansøgning er: Januar den 26.

Projekt navne er: Rehabilitating Abandoned Villages in Navarra (REPANA)

Læs videre detaljer her:

http://lakabe.org/events/event/1188/?fbclid=IwAR3C5UDN2inwVKUqsHGgIFky7zEYmxL6TnoEcgj5qen7kY2Y9oGYSU4dUMg

Google form om EVS:

https://docs.google.com/forms/d/e/1FAIpQLSd68jh20RAMqLz16FAFJkobdq5wuqM49TNGE3c3sMqLbhUUzg/viewform

Se en video omkring Lakabe her:

https://youtu.be/phsF8N31BFU

Teachershadowing af PDC i England

Af Josephine Asbjerg Seltoft

Fra d.27. oktober til d.10. november deltog jeg som “teacher shadower” på et Permakultur Design Kursus i det sydlige England. Kurset var ledet af Aranya og Klaudia van Gool.

Tiden i England tydeliggjorde hvad der gør et vellykket læringsforløb både i de små detaljer og den overordnede struktur.

Scenen sættes i Dartmoor i det sydlige England. Området er udsprunget af vulkansk aktivitet for ca. 280 mio. år siden, har tidligere været overgroet af egeskov, som var hjemsted for tidlige bosættelser. I dag er jorden sur (pH 4,5), der vokser vilde blåbær, en stikkende djævel af en busk kaldet Tornblad af ærteblomst-familien, og bregner som her om efteråret farver bakkerne rødbrune. På hver en top er der strøet store, bløde klippeblokke med mos.

På en østvendt skråning, på den østlige udkant af ”the moor” ligger High Heathercombe Center, som satte rammen for Permakultur Design Kurset, jeg var så heldig at deltage i.

Det var en kølig lørdag eftermiddag med høj sol, da deltagerne begyndte at ankomme. Efter lidt uformel snak og individuel udpakning mødtes vi alle i ”The forest room”; et rum 100% dedikeret til to ugers intensivt PDC.

Der blev meget naturligt lagt ud med en præsentation af de enkelte personer, hvor de kommer fra og hvad de håber/regner med at få ud af kurset.

Det forundrer mig altid, hvor forskellige folks grunde for deltagelse er; mange kommer for at blive teoretisk stærkere og teknisk dygtigere i specifikke emner, nogle er her, fordi det bare lød interessant, og nogle kommer for at samle argumentation for en livsændring.

Jeg kom her for, at observere hvordan der formidles, hvordan gruppearbejde faciliteres og hvordan man sammensætter undervisning.

Efter sådan to ugers PDC, som sætter deltagerne på andre prøver end blot de faglige, er mit indtryk, at de individuelle oplevelser kommer til udtryk på mange forskellige niveauer.

En af mine oplevelser var for eksempel betydningen af mikroklima.

Deltagerne blev bedt om at finde og beskrive 3-4 eksempler på mikroklima i forskellige størrelsesordner: 1-2 områder i haven på 4-5 m2 og nogle enkelte bittesmå punkter indenfor disse områder. ”Observér og beskriv temperatur, fugtighed, lys og liv (arter og antal af dyr og planter tilstede) indenfor disse områder”. Observationerne var selvfølgelig meget forskellige afhængige af områderne, men særligt en ting slog mig på trods af trivialiteten i opgaven: der er en fysisk grund til, at netop den plet udmærker sig ved at have så mange flere brændenælder eller at der netop her vokser portulak, morgenfrue eller skræpper: en temperaturforskel på blot en halv grad i gennemsnit kan gøre en stor forskel. De små forskelle har stor betydning. Samme virkning havde en lignende opgave om kanter/marginaler. Deltagerne skulle observere og beskrive/tegne kanter og de deromkring liggende områder. Igen var det gennem simpel observation, tydeligt hvor markant stor forskel der var i diversiteten på disse marginaler og det omkringliggende, på trods af at kanterne ofte ikke udgøre nogle særlig stor fysisk størrelse.

Disse oplevelser er af en meget håndgribelig og konkret størrelsesorden.

En anden læringsmæssig dimension kom gennem observation af kurset som helhed og kan overordnet beskrives kort: Det gør en forskel for kurset hvordan det planlægges og udføres.

Lad mig uddybe: jeg har efterhånden, gennem mange forskellige organer og større eller mindre uddannelser, beskæftiget mig med undervisning og formidling, og der er generelt en ret klar konsensus om, at forelæsningsagtig envejskommunikation er uhensigtsmæssig og interaktiv leg med læring skaber forståelse. Jo mere deltagerne får mulighed for aktivt, gerne med kroppen, at erfare læringsmålene, jo større sandsynlighed er der for, at disse mål opnåes.

Den vellykkede undervisning er varierende og formidleren er belæst i emnet, så det er muligt for vedkommende at tale rundt om emnet og belyse dette fra flere vinkler.

Hvad jeg endnu en gang her erfarede på egen læring var, at det er lækkert, når underviseren har sine remedier i orden og alt ligger klar, når der er fysisk bevægelse og variation i indlæringen, hvilken følelse af luft og ro det skaber, når underviseren er velforberedt, fagligt stærk og føler sig tilpas ikke kun med emnet men også i formidlerrollen. Det er ikke ligegyldigt, hvilke emner der undervises på hvilke tidspunkter og i rækkefølge med hvilke andre. Det er relevant at have en session, hvor der italesættes forskellige roller, folk udfylder, indenfor gruppearbejde, hvordan der kommunikeres konstruktivt og at der ledes en forventningsafstemning internt i gruppen, INDEN gruppearbejdet reelt går i gang. Man kan sagtens skrue og ændre på opbygningen eller helt udlade emner eller bagatelliserer sessioner, men så bliver kurset også derefter. Det er relevant at have introduceret basisviden såsom jord-strukturer og egenskaber, plantevækst og behov, vandets kredsløb og mikroklimaer, inden man begynder at lege med mere komplekse designs.

Det er vigtigt at lytte til og møde deltagernes behov. For eksempel i timerne lige efter ankomst: mange har ventet længe på et sådan kursus og har en vis forventning, som det giver god mening at ”tilfredsstille” som noget af det allerførste. At give deltagerne en følelse af mening og sammenhørighed kan være med til dette, så kan der arbejdes på detaljerne i de enkelte emner dagene efter.

Det var dejligt at blive mindet om denne dimension af at planlægge    og udføre undervisning.

Lige meget hvor mange gange man har afviklet et givent kursus eller undervisning, synes jeg, at det må være underviserens fineste opgave, med respekt for det emne personen formodentligt (forhåbentlig) stadig finder inspirerende og relevant, at spørge sig selv: hvordan skaber jeg de bedst mulige forudsætninger for at deltagerne opnår forståelse for emnets relevans og detaljer til fordel for det ordnede emnes generelle forståelse og i permakulturens tilfælde udførelse og udbredelse.

For mig var de to uger i Dartmoor en meget rolig tid med fokus på observation i højere grad end faglig deltagelse, hvilket viste sig at give en stor fordel i forhold til min forståelse af kursusplanlægning og afvikling. Det var en varm, rig og hyggelig oplevelse.

Blive EU-volontør i en økosamfund i Spanien

Her er der en mulighed for at blive EU-volontør i en spanske økosamfund.
Er du mellem 18 og 30 år gammel og vil gerne bo i en økosamfund for 6 måneder. Så kan Permakultur Danmark sende dig der. Kontakt os for flere oplysninger!

https://docs.google.com/document/d/11GIuAJ7zDWBHjtZ4bgq9RmE6ElHdbDKtrcFnmVn4iRs/edit?fbclid=IwAR3zmi5EMqbmQv9879Tm4t9OydC9dbph-D9jwv1spoQrXuLVGDV6xFfuCGQ

Og tjek en video omkring Arterra økosamfund her:

https://arterrabizimodu.org/galeria/videos

EUPC 2018 i Irland – En del af det internationale samarbejde indenfor Permakultur

Af Kurt Holm

Permakultur Danmark har foruden de nationale aktiviteter: medlemspleje, LAND-aktiviteter, støtte til lokale permakultur aktiviteter, også et internationalt fokus: det nordiske, det europæiske og det internationale.

Permakulturbevægelsen startede som bekendt i Australien og har så via det internationale samarbejde bredt sig over hele jorden.  Derfor er der også i bestyrelsen af Permakultur Danmark en enighed om, at dette er vigtigt.

Nordisk samarbejde

Det nordiske samarbejde mellem Norge, Sverige og Danmark har eksisteret fra den tidlige start og Finland, Island tilnærmer sig, samtidig med at de Baltiske lande (Estland, Letland og Litauen) også er ved at komme på banen. Det årlige Nordiske træf/møde med Nordisk Institut formaliserer samarbejdet, og den lidt mere uformelle Nordisk Permakultur Festival har været et fast indslag siden 2011. Medlemsbladet, der udsendes i de 3 lande, har været vigtig for samarbejdet i Norden. LAND netværket breder sig hastigt og er med til at inkludere nye lande.

Europæisk samarbejde

Den europæiske dimension er også meget vigtig, da der kommer megen inspiration og samarbejdet på mange fronter (LAND, undervisning, diplom, vidensdeling, forskning og meget mere) nyder godt af dette. Læs f.eks. om den engelske forenings arbejde med uddannelse her.

Det irske landskab i Wicklow i tørke og sol. Foto Kurt Holm

EUPC (European Permaculture Convergence) 2018 i Irland blev afholdt i august og nu sidder jeg og tænker på, om det var det værd? CO2 aftryk, tid og penge?

  • CO2 belastning: fra bus, hurtigfærge, fly, bus i Dublin, og til slut 3 km vandretur, der heldigvis ikke belaster miljøet.
  • Tid: 8 dage og 14 timer
  • Penge: rejse 1.119 kr. + program og ophold 272 Euro: Totaludgift 3.930 kr. eller 462 kr. pr døgn.

Her vil jeg beskrive hvad jeg fik ud af turen i form af flere forbindelser, det sociale, vidensdeling, netværksudbygning, EUPN (Europæisk Permakultur Netværk) og det internationale aspekt i permakultur.

Se EUPNs hjemmeside her

EUPN – Europæisk Permakultur Netværk – mødes. Foto: Kurt Holm

Det sociale

Det sociale aspekt omkring det mellemfolkelige og ansigt-til-ansigt møde ligger mig stærkt på sinde og man må sige at permakulturister er meget socialt anlagt, i hvert fald de der deltager i sådanne arrangementer. Det er så hyggeligt, at en total ukendt person sætter sig ved siden af og siger ”dig har jeg ikke talt med endnu. Jeg hedder Ewa, og hvad hedder du og hvor kommer du fra”. Kort tid efter er der kommet endnu et kendt ansigt i det internationale netværk.

Morgenmad udenfor på græsset. Foto: Kurt Holm

Vidensdeling

Vidensdeling er et andet vigtigt aspekt. Som altid var der en skøn blanding af emner lige fra lokalt kendskab, som at kunne ”læse landskabet” og præsentation af lokale projekter; over helse, mad, fermentering og yoga; via praktiske gøremål; til de mere teoretiske/filosofiske emner, samt ikke mindst en drøftelse om hvor permakultur bevæger sig hen.

Læs mere om EUPC 2018 her.

Permakultur rejser og CO2 debatten

Som et paradoks i CO2 debatten, kan nævnes at Permakultur Danmark havde ansøgt Erasmus+ om tilskud, men fik afslag.  Dermed var det kun undertegnede deltager fra Danmark, der tog turen over havet og selv betalte. Svenskerne fik en bevilling og dermed 6 deltagere. Det var billigere for den enkelte, men en væsentlig større belastning af kuldioxid. En interessant tanke er at EU via officielle kanaler er med til at styre dagsorden i en lille permakultur organisation.

CO2 reduktion og ny EUPC struktur

EUPN er ”kun” et rådgivende organ, men i CO2 debatten vil der komme følgende forslag for at imødekomme ønsket om mindre CO2 udledning.

Et forslag fra EUPN er en opdeling af de 2 begivenheder (EUPC & EUPN), således at der afholdes EUPN møde separat og med deltagelse af 2 delegater (en mand og en kvinde) fra hvert land, og kun hvert 3. år.

EUPC kunne også deles op i bioregional områder under hensyntagen til rejsemuligheder. Der vil altid være mulighed for deltagelse i andre bioregionale arrangementer. EUPN bør have en aktiv rolle i programsætning og afvikling af de bioregionale arrangementer, der overvejende bør have samme datoer og tema.

Europæiske mål for permakultur

EUPN arbejder med at etablere en fejring om 5 år på den international permakultur-dag, hvor der blev opsat mål for netværkets succes så som: antallet af deltagere i EUPN; etablering af LAND-centre i alle lande i Europa; en væsentlig forøgelse af medlemsskaren på +10% i permakulturforeningerne; og indflydelse på overordnet plan, for eksempel gennem ECOLISE, som lobbyer for de grønne organisationer i EU.

Læs det Europæiske nyhedsbrev EUPN News her

Ved afslutningen af EUPCen vendte det længe ventede irske vejr tilbage. Foto Kurt Holm 

 

 

 

 

Jobtræning som permakultur-underviser

Af Mathias Bartholomæussen

”Måske er dette sommeren, hvor vi endeligt tager klimaforandringerne alvorligt” lød en overskrift i Information fra den 6. august. Jeg var lige kommet hjem fra England, hvor jeg var i lære som permakultur-underviser. Artiklen satte præcise ord på de oplevelser, jeg har haft denne sommer – i både Danmark og England.

Ligesom i Danmark havde der heller ikke faldet en dråbe regn i England i 2-3 måneder fra maj til august. Min kæreste, Fie, og jeg tog i juli 17 dage til det vestligste England på grænsen til Wales for at deltage i et Permakultur Design Kursus på Applewood Permaculture Centre. Vi kom for at få inspiration til at undervise i permakultur, men forlod med en hel del mere end det.

Applewood

Da vi ankom til Applewood onsdag den 4. juli blev vi mødt af Richard, som også skulle deltage på kurset. Han sad og skurede en stor gryde, som skulle være ren inden der skulle laves mad. Men han brugte kun en lille sjat vand til at rengøre den store gryde; Applewood var ikke koblet på den offentlige vandforsyning, men havde deres egen boring. Vandtrykket var faldet i løbet af de seneste uger, og ejerne Chris og Looby var blevet bekymret for, om de var ved at løbe tør for vand.

Jeg gentager det lige: De var ved at løbe tør for vand! En ressource, som er helt essentiel for alt liv her på Jorden, men som vi normalt har i rigelige mængder i Danmark, England og de fleste (nord)europæiske lande. De første par dage på Applewood fokuserede vi derfor på smart brug af vand, hvilket til en start var til gene for flere kursusdeltagere – inklusive undertegnede – der i de 25-30 grader havde brug for regelmæssige bade til at vaske sveden af. Men det kunne ikke lade sig gøre, for der var ikke udsigt til regn i de næste 14 dage, og Looby havde endnu et kursus efter denne PDC. Så vi skulle gemme noget vand til drikke og madlavning til det fremtidige kursus.

Aktiviteter i yurten på Applewood. Undervisningen foregik dog hovedsageligt udenfor under en teltdug, da det var for varmt i yurten.

Etik, kultur og læring
I 2017 underviste jeg selv med hjælp fra Fie og under supervision af Karoline Aaen på et Permakultur Design Kursus i Aarhus. Det var et aftenkursus i hverdagene over 3-4 måneder og Fie og specielt jeg fokuserede på at formidle permakultur gennem eksempler, nye dyrkningsteknikker og alternative organisationsformer. Igennem sådanne eksempler håbede vi på at kunne formidle principperne i permakultur. Efter at have deltaget og undervist på kurset på Applewood kan jeg se, at vi på vores kursus måske arbejdede for lidt med de underliggende strukturer i permakultur – e.g. etikken og principperne.

Efter kurset i England er jeg blevet mindet om at permakultur mere en noget andet er ”en anden måde at tænke på” – og ikke blot en samling teknikker eller principper. Når man arbejder med formidling af permakultur, er det vigtigt at huske på, at det netop er tænkningen og designmetoden, der er anderledes ift. den dominerende kultur. Når vi underviser i permakultur er det altså en ny tænkemåde, der skal inkorporeres hos kursisterne mere end faktuel viden, teknikker eller specifikke designmetoder. På Applewood var de i hvert fald meget bevidste om at dette var målet for undervisningen, idet de fleste mennesker kan læse sig til den faktuelle viden.

At ændre kursisters måde at tænke på er langt vanskeligere end at formidle fakta. Så enhver underviser må spørge sig selv om, hvordan man skaber de bedste betingelser for denne ”læring”. På Applewood kurset var det tydeligt igennem alle aktiviteter, at der var tænkt over, hvilken kultur og tænkemåde man gerne vil skabe. Det var altså ikke kun i de enkelte timer at kursisterne lærte om permakultur – det var i mindst lige så høj grad ved måltider, gennem arbejdsopgaver og sociale aktiviteter.

Kursisterne lærer om jorddækning i praksis med afskårne bregner, som der var rigeligt af! Underviser Chris Evans ses til højre med bøllehatten.

Eksempelvis blev der ved hvert aftensmåltid udbragt en tak til dem, der havde dyrket, tilberedt og anrettet maden. Hver dag startede med en runde, hvor folk havde mulighed for at udtrykke deres humør eller andet man skulle vide. Og så var vi jo så ”heldige” at have en real-life case at arbejde med i forbindelse med manglen på vand, hvilket lige pludselig gav kurset umiddelbar relevans.
Der var altså tydeligt, at man viste respekt for naturen og hinanden – etikken var ikke bare noget man gennemgik på en tavle, men noget der gennemsyrede den kultur, som blev skabt blandt kursisterne.

Dagens ‘morning circle’, hvor vi alle tjekkede ind før vi påbegyndte dagen.
Underviser Tomas Remiarz underviser i designmetoden PASET (Plants Animals Structures Events Tools)

Et særligt permakultur-sprog

Også i selve lektionerne blev der lagt mindre vægt på formidling af teknikker og fakta, men mere på en forståelse af de grundlæggende principper i permakultur og sunde økosystemer. Og denne   forståelse formidledes ofte gennem lege, gruppeøvelser eller praktiske aktiviteter – og i mindre grad gennem læreroplæg. Min observation var, at hen mod slutningen af kurset var der opstået et helt særligt permakultur-sprog mellem kursisterne med sin egen jargon – en blanding af nørderi, økosystemprincipper og humor – hvilket meget tydeligt viste den kultur, som var opstået igennem de 14 dage, som kurset varede. At folk så ikke lige kunne opliste 20 forskellige flerårige grønsager, udregne næringsstofbehov i en skovhave eller beregne dimensionerne i en dam er jo så ikke så vigtigt – for det er noget man selv kan gå hjem og sætte sig ind i.

Alt i alt har jeg personligt fået meget ud af at deltage i en PDC som med-underviser og observatør, og har fået endnu mere lyst og mod til at fortsætte min rejse som permakultur-underviser.

Mathias og Fies jobshadowing i England blev støttet af Erasmus+ og Permakultur Danmark.

Five natural design frameworks

Hi everyone, I’m Luis Gil from REPESEI (Iberian Southeast Permaculture Network)

I would like to begin this article by thanking the entity that made it possible: Permaculture Denmark. Thank you for providing us the necessary information, advice and connection to the Erasmus+ programme, through which we have been able to receive a grant to cover the costs of the nature-based design framework course. Thanks to Candela, promoter and participant of this enriching experience and to Catherine, bridge with Permaculture Denmark. I would like this to be the first of several collaborations between the two networks, the Permaculture Denmark network and the Iberian Southeast Permaculture Network.

But what am I talking about?
Well, the course that took place from May 14th to 18th in Lisbon on natural design frameworks. At the end of the seasonal spring meeting at the Ecosystem Restoration Camp, Candela and I left for Lisbon. When we arrived we got immersed in the landscapes, the culture and the Portuguese university. It was in the facilities of the University of Lisbon, annexed to the botanical garden, where we received the course and a lot of learning.

A design framework is a set of ethics, principles and practices that guide us when interacting with a medium. For example, when making a permaculture design on a land we would base our design on the 3 ethics, as well as on the 12 principles of permaculture. We can start by observing the land, understanding it and from there adapting it at the same time that we are modifying it to guide it towards a more sustainable state until we get to make it as permanent as possible.

The 5 design frameworks that we focus in, in addition to other collaborative design tools such as “The WeLand”, were: biophilic design, biomimetic design, regenerative design, resilient design and permaculture design.

I will try to explain each of them as fully and briefly as possible:

Biophilic design

For many people is the beginning of their learning about nature-based design. This design framework is based on the appreciation, recognition and the value of the natural world. Haven’t you ever been surprised by the height of a tree? Or the strength of a river? Or the flight of a bird?

By remembering the link that unite us with the wildest and most natural world, by putting it into value, we are simultaneously recalling a very important part of our interior, the most instinctive and primitive part, the part that has existed for the longest time on earth and that has led us to what we are today as human beings. Being able to reconnect with the natural world opens the door to an ecosystem that has been developing in harmony for millions of years. It is through this door that the necessary inspiration begins to flow to recreate the beauty of the natural world on paper, in a garden, a house or an entire city.

As we see many of the examples of biophilic design are based on introducing natural elements into urban and interior spaces such as trees and plants, scattered light sources imitating the leaves of trees or organic forms.

Biomimetic design

The biomimetic design gives us the possibility to emulate natural technologies. From the connection with the natural world we can observe the forms, processes and ecosystems we are finding.

Relying on nature as a mean of inspiration and learning gives us the clues to understand the mechanisms that govern this world. With these clues and through their abstraction, analysis and study it is possible to imitate nature. Copying nature provides us solutions to problems in a stable and adaptive way, solutions that have been successful for millions of years.

Imitating the hexagonal shape of some corals to build strong, flexible and lightweight structures, or taking inspiration from burdock (a type of thistle) and its ability to attach itself to hair and invent velcro, or even understanding how peacocks’ feathers work by refracting light to give colors to fabrics avoiding decoloration, are just some examples of biomimicry.

Regenerative design

When we find damaged, degrading or collapsing ecosystems it is time to talk about regenerative design. Knowing what an environment was like to return it to its original state or to help it regenerate to a more optimal but different state is the key to regenerative design.

Most of the problems that the current extractive production model is facing are the destruction of the ecosystem in which it operates and, with it, the loss or increase in the price of the resources that were being extracted. A clear example is the soil of intensive farming. When forests are cut down to establish intensive monocultures, a high level of profitability is achieved at the beginning, which diminishes as the soil wears down and contaminates to the point where it ceases to be fertile and becomes unprofitable over time.

But if instead of fighting with the natural world we help it run its course, letting it do its job, we find that it has an immense capacity for regeneration, through many interconnected pathways that generate endless solutions. By adapting technology to the needs of the land it is possible to accompany nature in its process while obtaining the necessary resources to live in abundance.

In this way, and using the information provided by degraded soil, we can rely on the power of nature instead of brute force to find multiple ways of regeneration. Nourishing the soil instead of feeding the crops may seem impractical at first glance, but the more nourished and healthy the soil is, the more fertile it becomes. In fertile soil, plants grow stronger, more resistant and bear more fruit, making it much more profitable in the long run to nourish the soil than to continue to degrade it with chemical fertilizers and poisons.

Resilient design

This design framework focuses on flexible solutions capable of absorbing and resisting anomalies. A resilient design is able to adapt to adverse conditions to return to its original state once the problem is overcome.

One of the keys to this design lies in having a great diversity capable of providing a multitude of different solutions to the same problem. Thus, even if some of the solutions fail, if we have a good diversity, it is much more likely that the solution to the problem will be found in another way. A clear example can be found in forests, where the connection between the roots of plants allows the exchange of nutrients, the more diversity of plants we find, the greater the diversity of nutrients will be available to the entire forest and even if one species disappears, if there is diversity many others will be able to continue their work and occupy their ecological niche.

As a result the redundancy of elements in a system makes it much more resistant to change and therefore more sustainable.

Permaculture design

Up to this point we have practically defined many of the characteristics and principles of permaculture design thanks to the previous design frameworks.

We can talk about design in permaculture when by connecting with nature and observing it, we can find ways to flow with it, regenerate it and make it more resilient until we reach a permanent ecosystem. To be able to understand culture as permeable, to observe it flow through generations and join its course is surely a good way of doing permaculture.

In this way, permaculture design has a wide range of development pathways or petals that cover most areas where human beings develop, being a holistic design system. Natural agriculture, breeding, bio-construction, self-management, integral health, community management and appropriate technology are the most common petals or areas of permaculture.

In this way, permaculture design is a holistic design framework, it has a wide range of development pathways or petals that cover most areas of human culture . Natural food growing systems, free education, bio-construction, self-management, integral health, community management and appropriate technology are the most common petals or areas of permaculture.

By applying permaculture to a project, we can achieve better results with less effort. An example of permaculture applied in a farm would be to make fertilizers and compost with animal and vegetable scraps and with them feed the fields that in return will feed the animals, feed us and give us health, medicines and materials to create tools or build. As well as spaces where we can raise our children and live in community and also provide a surplus to trade and finish covering the needs of the farm.

Conclusions

For me it has been very enriching to contact other permaculture networks such as the Danish and Portuguese ones. To understand that, even though we are far away, we are on the same path and dream. It makes me feel grateful and happy.

By being able to investigate and explore other design frameworks based on nature, finding similarities and complements with permaculture, it has given me new tools that I am already sharing with good reception in the networks I am part of. I’m also starting to integrate them into my designs with favorable results and I hope that over time they will be successful.

The language immersion has been an opportunity to learn specialized terms and grammar and at the same time has forced me to express myself in English, the basic language of the course, reminding me of the importance of this language in order to connect with international networks. Somehow I think I’m beginning to appreciate the English language a lot more than I did before.

To conclude, I would like to tell you that Portugal is a very interesting, unique and mysterious country to which we do not usually give all the attention it deserves.

 

Fortælling om den Nordiske Permakultur Festival 2018

af Charlotte Lou Langdon

Deltager kom fra hele verden og skabt en uforglemmelig oplevelse- Jeg mødte folk fra Norge, Sverige, Danmark, Finland, Brazilien, Guatamala, Chile, Tyskland, Tjekkiet, Holland, Costa Rica, Litauen, Kroatien og USA. Dette gave fornemmelsen af at være en del af et større fællesskab, en bevægelse, og gav mig rigtig meget håb og inspiration for fremtiden.

Der var mange givende workshops- blandt andet om social permakultur, jordens microbiologisk liv, inspirerende præsentationer af permakultursteder og LAND centre og praktiske erfaringer såsom at snitte i træ og bygge sten-mur. Men udover de mange gode og spændende workshops som jeg fik mulighed for at deltage i, syntes jeg det var så givende, at falde i snak og høre lidt om andres live, projekter og synspunkter.

Karoline fortælle om jordens struktur

Flere af de andre permakultur-praktikere jeg snakkede med på festivalen- interesserede sig for hvordan vi kan gøre permakultur både mere relevant og mere tilgængelig til en bredere kredse- ved at inddrage helhedstænkende design i vores personlige projekter (ofte uden at eksplicit bruge ordet permakultur). Eksempler varieret fra grøn-havepleje, media og information til arbejde på skoler og i kommunerne. Til fejringen af den Norsk Permakulturforenings 30års jubileaum, bidrog workshopsholderne med personlige fortællinger om, hvor de troede permakultur vil være om 30år igen. Jeg håber at vi ser permakulturdesign i alle områder af vores samfund, sådan som det er blevet beskrevet i David Holmgrens Permaculture Flower. Blandt workshopsholderne var der håb og en beslutsomhed til at gøre alt, for at sikre at jorden og dens ressourcer bliver regnereret fremfor destrueret.  Karoline Nolsø Aaen havde for nogle år siden to mål i hovedet. Der skulle skrives en bog på Dansk så folk kunne læse om permakultur, og der skulle komme flere træer i jorden. Bogen er nu udgivet, og Tycho kunne ikke være tilstede på festivalen, da han skulle sørge for vanding af 1000 træer på deres forpagtet jord ved Friland. For mig og måske også for de andre som lyttede, tror jeg det blev meget simpelt…jeg tænkte, ja, jeg kan bare gør mit bedste…og mit bedste kan faktisk være virkelig opbyggende. Det er gennem vores individuelle og fælles handlinger, at vi kan forandre verdenen.

Det var fantastisk at se så mange workshops som handlede om den menneskelig element i permakultur- jeg tror at det åbnet op for diskussioner om de mangfoldig måder som permakultur design kan bruges.

Eirik har ordet på Åbningsceremonien

Efter åbnings ceremoni til festivalen, fortalte Cathrine Dolleris om Hvad er permakultur? Ud fra perspektivet af vores personlige valg. Man skal vælge at reducere sit forbrug, at dyrke sin mad, at designe sit liv, at opbygge ressourcer. Man skal vælge det fordi det er ikke den ”mainstream” måde at leve livet på (i hvert fald ikke der hvor jeg bor!) Der blev spurgt ud til deltagerne- hvordan var din vej til permakultur? Er der nogen her der har fundet permakultur efter en slags krise? Her kunne man fornemme de mangfoldig og talrige måder folk finder frem til omsorg for jorden, mennesker og en fair fordeling af resourcer.  Der var flere som fortalte om krisene som gjorde at de begyndte med at lære om og praktisere permakultur.

Cathrine fortalte på en fængslende måde, til de andre som sad i kredse der under de store egetrær- om hendes eget historie, og hvordan hun er fundet frem til et mere regenerativt liv. Det var igennem hendes arbejde i Vietnam, hvor hun opdaget at ”top-down” løsninger, i en kultur med over 500 forskellige etniske baggrunde- kunne ikke være vejen frem. Istedenfor valgt hun en anden vej.

 

Det blev ikke glemt at pointere, at hovedparten af os der sad der på det bløde græs, var kommet fra hvide, ”middle-class” familier- og at vi bliver nødt til at gøre permakultur tilgængelig for alle. Vi bliver også nødt til at forstå vores ansvar; at sidde i en position hvor vi kan påvirker andre mennesker live, på den anden side af kloden. Vi kan vælge hvis vi vil være en del af en løsning, eller en del af social og økologisk destruktion. Cathrines fine ord skabte en god ramme for resten af festivalen og det var fantastisk at se en introduktion til permakultur, hvor alle på festivalen kunne være med. Cathrines ord blev også spejlet, i en tale fra Julio Perez, senere på festivalen, når han fortalte om livet i Chile. Han fortalte at han lærte permakultur ud til folk som havde inget…inget, han gentog. De måtte bare praktisere permakultur for at overleve. Han fortalte om hvordan efterfølgende kom han til Norden, hvor folk havde alt de havde brug for. Men de havde mistet sig selv i det. De havde mistet deres forbindelse til naturen. De måtte også praktisere permakultur for at overleve; for at finde deres forbindelse til den naturlig verden, og spille deres rolle i det stor hele.

Jeg er kommet hjem fra festivalen med en glæde over alle de projekter og mennesker som arbejder rundt om i verden for at oplyse, uddanne og regenerere. Alle de mennesker som har taget et personlig valg, at leve ud etikkerne, og facilitere en forandring som kan være til gavn for både naturen og mennesker.