Kategoriarkiv: Erasmus+

Fortæl foreningen om din Erasmus+oplevelse.
Alle som har benyttet sig af et Erasmus+program kan fortælle om deres oplevelse her.

Permakultur kursus på Ridgedale

Af Kristiane Ravn Frost

Min baggrund for kurset

Jeg har undervist i kost og livsstil siden 1982 i Norge, Sverige, Danmark og USA. I 2001 udviklede jeg enkle, men effektive selvreflektion/coaching metoder med henblik på forvandling af dybereliggende programmer, så det bliver lettere at leve i overensstemmelse med det, vi ved er godt for os og den planet, vi lever på. Herudover er jeg én af 4 oprindelige initiativtagere til OASIS, et spirende internationalt & multikulturelt øko-samfund i Danmark. I øjeblikket forhandler vi om at overtage den tidligere Skælskør folkehøjskole samt nabogrund med intentionen om at lave et kombineret øko-samfund, LAND-center, omstillingsinitiativ, folkehøjskole og ’øko-prenørskaber’.

Jeg besøgte første gang Ridgedale Permaculture farm i forbindelse med en Global Ecovillage Networks konference i Sverige i 2017 og blev både imponeret, inspireret og provokeret i løbet af rundturen. Jeg forstod, at kurset ville være godt for mig og ansøgte Permakultur Danmark om at komme med på kurset via Erasmus+ programmet. Mine læringsmål i forbindelse med kurset er og var mangeartede. Dels at kunne designe vort sted bedre, dels at få et certifikatet, dels at udvide mine undervisningsmæssige kompetencer til ikke kun at omfatte kost, livsstil og personlig udvikling, men også dyrkning, idet jeg igennem mange år har været mere eller mindre selvforsynende med grøntsager, og dels at blive en aktiv del af og ressource for permakultur bevægelsen.

Indhold af kurset

Kurset gav mig alt dette og mere til. Desværre var vores projekt ikke et af de projekter, vi arbejdede med på kurset, men så fik min mand og jeg da mulighed for at være med på to forskellige projekter, hvilket gav os et bredere erfaringsgrundlag til at designe vort eget projekt. Kurset startede med, at Richard fortalte, at han i sin praksis har erstattet den måde, permakultur laver målsætning, med ’holistic management’, som er udviklet af Allan Savory. Det går ud på at beskrive den sammenhæng, også kaldet den holistiske kontekst, vi indgår i. Centrale spørgsmål til at afklare vores ”holistiske kontekst” er:

  1. Hvem træffer beslutningerne? At definere beslutningstagerne er et logisk sted at starte.
  2. Hvilke ressourcer findes ud over penge? Han talte om 8 former for kapital, hvoraf penge kun var en. (Se billedet af en af hans slides herunder)
  3. Hvordan ser økonomien ud? Hvor mange penge har vi? Hvor mange penge skylder vi? Hvilke penge kan vi forvente at modtage månedligt eller som engangsbeløb.
Kilde: http://www.appleseedpermaculture.com/8-forms-of-capital/
Kilde: http://www.appleseedpermaculture.com/8-forms-of-capital/

Når disse spørgsmål er afklaret begyndes på næste fase i afklaringen:

  1. Formålsparagraf. Hvad er det vi vil opnå?
    1. Vore grundlæggende værdier. Hvilken livskvalitet søger vi? (Uafhængigt af tid, sted og omstændigheder).
    2. Hvad er vi villige til at gøre for at opnå denne livskvalitet? Hvad skal produceres? Hvad skal gøres? Svarene på disse spørgsmål giver projektet sin konkrete form.
    1. Det fremtidige ressource grundlag. Hvilke ressourcer ønsker vi skal være tilgængelige i fremtiden for os selv, vore børn, vore børnebørn, vore oldebørn osv? Hvordan er jeg/vi nødt til at leve/opføre mig/os for at sikre, at der også i fremtiden er ressourcer? Hvordan skal mit/vores landskab være/passes/behandles for at opnå det?

Følgende syv testspørgsmål bruges til at evaluere større beslutninger/projekter, når den holistiske kontekst er klarlagt.

  1. Årsag og virkning. Sigter denne beslutning mod at håndtere den grundlæggende årsag til problemet? Hvad sker der egentlig her? Hvis der ikke er et problem, er der så en mulighed for vækst?
  2. Det svageste led (socialt, biologisk, økonomisk). Vil denne handling styrke vores fremtidige ressource grundlag?
    1. Socialt. Vil denne handling opløse eller skabe modstand fra mennesker, vi har brug for støtte fra? Kan den skade vores virksomhed på nogen måde?
    2. Biologisk. Har jeg identificeret det svageste punkt i denne organismes livscyklus? Styrker denne handling de svageste led i de organismer, der bliver påvirket?
    3. Økonomisk. Styrker denne handling det svageste led i produktions-kæden? Omdannelsen af ressourcer til produkter? Omsætningen af produkter? Omsætningen af penge?
  3. Marginal reaktion: (når der skal vælges mellem flere projekter). Hvilken handling giver det største udbytte i forhold til vores holistiske kontekst og i forhold til den tid og de penge, vi skal bruge?
  4. Brutto overskuds analyse. Sammenligning af to eller flere projekter: Hvilket projekt er bedst til at dække firmaets omkostninger? Hvilket projekt giver det største netto overskud under hhv dårlige, gode eller optimale forhold? Er egne lønninger medtaget i omkostningerne?
  5. Energi/penge, kilde og forbrug. Kommer den energi/de penge denne handling kræver fra en kilde, der harmonerer med min holistiske kontekst? Er energien udvundet af en begrænset eller ubegrænset kilde og vil forbruget af denne energi være skadelig? Vil måden pengene bliver brugt på styrke eller svække vor holistiske kontekst? Bliver energien/pengene brugt til at skabe infrastruktur, der understøtter vor holistiske kontekst? Skaber vi unødig eller undgåelig afhængighed med denne beslutning?
  6. Bæredygtighed. Vil denne handling styrke eller svække vort fremtidige ressource grundlag?
  7. Samfund og kultur. Hvordan FØLES denne handling nu, når jeg både kender min holistiske kontekst og svarene på testspørgsmålene? Selvom en handling består testen, er det muligt, at det ikke FØLES rigtigt at gøre den og omvendt kan handlingen FØLES rigtig selvom den ikke består testen. Uanset hvad jeg vælger, hjælper disse spørgsmal mig til at balancere evt. negative konsekvenser af min beslutning.

’Holistic management’ blev først udviklet med henblik på at regenerere ørkenlandskaber, idet Allan Savory blev opmærksom på, at både traditionelt dyrehold og dyr i naturreservater bidrager til ørkendannelse i den forstand at muldlaget formindskes. Når dyr derimod holdes på en måde, der efterligner naturen, så er resultatet det modsatte: Så bidrager de nemlig til at forøge muldlaget og skabe større biodiversitet. Vilde dyr lever i store flokke og bliver kun kortvarigt på samme sted. Rovdyrene sørger for at holde flokken samlet. Flokken spiser en del af græsset, nedtramper resten og efterlader gødning, som er mad for larver, som igen er mad for fugle. De vilde dyr KOMMER IKKE TILBAGE IGEN FØR GRÆSSET IGEN ER HØJT. Som foroven, så forneden. Højt græs har dybe rødder. Græs der hele tiden bliver bidt eller slået af, når ikke at sende sukker nok ned i rødderne til at mikroorganismerne får noget at leve af og der kan dannes kulstof i jorden.

Med elektriske hegn til at efterligne rovdyrenes funktion og holde flokken samlet på et minimalt område, og ved at flytte sine husdyr til et nyt område dagligt, har Richard i løbet af fem år tre-doblet sit muldlag fra omkring 10-12 cm til ca 35cm. Vi fik syn for sagen dels ved at grave huller både på steder han ikke havde rørt og på steder, hvor han havde været i gang, dels ved at observere at hans græs var 3-4 gange så højt som naboens, hvor der ingen dyr gik, og hvor der endnu ikke var blevet slået hø.

For mig var dette en øjenåbner. Jeg har været 95% eller mere veganer siden 1979, så pludselig at opdage at husdyr er en del af løsningen er både provokerende og en lettelse af rang. Det er ikke urealistisk, at vi i løbet af en ti-årsperiode kan skabe et gedigent muldlag. Ligesom sunde tarme giver sunde mennesker, så giver et godt muldlag med masser af mikro-organismer og kulstof lagret i jorden gode betingelser for fortsat liv på jorden, idet mere kulstof i jorden binder mere væske, hvilket gør os i stand til at håndtere både større mængder regn og mere tørke, samtidig med at CO2 bliver bundet i jorden, hvor det gør gavn og øger vore afgrøder.

Vi behøver bare gøre det!

Og det er til og med forholdsvis enkelt. Det skal bare sættes i system, og landmændende skal oplyses om det. Folk behøver ikke engang ændre deres livsstil væsentligt for at lave denne forandring. Det efterlod mig dybt ærbødig over jordens fænomenale evne til at regenerere sig og fuld af håb om, at der også vil være en grøn verden for de næste generationer. Vore kroppe fornyer op imod 300 milliarder celler om dagen. Muldlaget kan fordobles på fem år. Fantastisk!

En anden central del af kurset var ’The scale of permanence’. En bestandighedsskala kunne vi vel kalde det på dansk, der ordner de elementer, der påvirker vore biologiske livsvilkår, i forhold til hvor meget vi kan påvirke dem.

  1. Klima
  2. Landskab
  3. Adgang til vand
  4. Eksisterende veje
  5. Træer
  6. Permanente bygninger
  7. Hegn
  8. Jordkvalitet

Richard lærte os at første skridt – inden vi begynder at designe noget som helst – er at bevidstgøre os om, hvordan klimaet har formet landskabet og adgangen til vand og hvilke rammer, det sætter omkring vore design muligheder.

Et grundlæggende princip i Richard’s tilgang er, at naturen er perfekt, som den er og at det er et komplekst system, hvor alle elementer påvirker hinanden. Det handler om, at vi skal finde vores plads i den, så vi styrker de positive sider og minimerer de skader, vi laver. Han bad os indlede ethvert design projekt med  spørgsmålet: hvor lidt er det nødvendigt at gøre, for at optimere vore livsvilkår, dvs at starte nedefra på skalaen.

Først arbejde med at forbedre jordkvaliteten, sætte hegn på passende steder, designe bygninger og plante træer. Dette passer godt sammen med Fukuoka’s one straw revolution, som i princippet også handler om at indgå i naturen fremfor at bruge den.

Og så tog vi ellers fat i at forstå skalaen oppefra. Richard er som et omvandrende leksikon. Vi fik udleveret hans 500GB store harddrev med referencer til videoer, bøger og andre steder han har sin information fra, så vi kunne gå hjem og fordybe os yderligere. Han fremhævede at dette kursus kun var begyndelsen. For mig gav det et rigtig godt udgangspunkt.

Først forstå alt det, vi ikke kan påvirke: Sol, vind, nedbør, temperaturer, forurening. Mennesker. Ildebrande, oversvømmelser og andre naturkatastrofer, idet det skaber rammerne omkring det, vi kan påvirke. Derefter kortlægge hældninger, skyggeområder osv i landskabet. Alle landskaber består i princippet af tre komponenter, primær højderyg, sekundære højderygge og dale. Gennem at kortlægge dem følger en forståelse af hvor vand findes og hvordan det naturligt bevæger sig. Vi så hvordan P. A. Yeomans, manden bag keyline design og keyline ploven, havde brugt denne forståelse til at optimere flowet af vand, så et tørt australsk landskab blev frodigt. Vi lærte også, at når dette bliver brugt uden fuld forståelse, kan det være meget ødelæggende, idet en ændring af landskabet fører ændringer med sig hele vejen ned gennem systemet. Han fortalte, at flere dygtige permakulturister verden over forlader bevægelsen for ikke at blive identificerede med nogle få entusiaster, der  uden en tilbundsgående forståelse af ’the scale of permanence’ promoverer swales, også på steder og måder, hvor det skaber erosion.

Endnu en overraskende indsigt kom idet denne forståelse gjorde det tydeligt at elektricitet skabt ved opdæmning af vand, bestemt ikke er ’ren’ energi, idet alt det organiske materiale der samles bag dæmningen udvikler metangasser, som er 60 gange værre en CO2 gasser.

Da veje fanger vand er det vigtigt at de placeres en smule skævt af landskabets konturer med et fald/stigning på 1-4 meter per 100 meter. Mere eller mindre vil skabe erosion. Kabler og vandrør hører hjemme langs veje og ikke på tværs af landskabet.

Han vendte tingene på hovedet ved at bede os tænke på, hvordan vi kan tage vandet til dyrene, istedet for at tage dyrene til vandet, som man plejer at gøre.

Da træer beskytter toppen af bjergrygge og vejene mod erosion, giver det mest mening at placere træer i landskabet på samme måde som veje. Så kan vi se hvor bygninger med fordel kan placeres. Sætte hegn om det, vi ikke vil, at der skal trampes på.

Richard gjorde os opmærksom på at det ikke er muligt at bevare status quo. Bæredygtighed er en illusion. Intet naturligt system er stabilt. Enten så regenererer et naturligt system sig eller også degenerer det. Naturlige processer/systemer er eksponentielle/logaritmiske. Intet er lineært i naturen. Når historier bliver fortalt som om naturlige processer er lineære, som f.eks at Kina’s økonomi vokser stabilt med 7% om året, forvirrer det begreberne. Det lyder ikke af så meget. Men det er en forvridning af sandheden, som er eksponentiel/logaritmisk. For at give os et greb om hvordan eksponentielle/logaritmiske funktioner virker, brugte han et billede baseret på to-tals logaritmen. Billedet beskriver den nuværende situation i verden ret godt.

Hvis vi har en krukke med en enkelt amøbe i kl 9 og amøben deler sig i to hvert minut og krukken er fuld kl 9:45, hvornår var krukken så halvfuld?

Bare et minut tidligere. KL 9:44. For amøben deler sig i to hvert minut. Dvs at antallet fordobles hvert minut. Dette billede gav stof til eftertanke! For det betyder at ethvert system ser rimeligt normalt ud indtil kl 9:44. Det er først mellem 9:44 og 9:45, at det bliver tydeligt, at det er ved at kollapse. Det vil sige, at når vi kan se at ting falder fra hinanden, så er forfaldet meget langt fremskredet.

Efter jeg kom hjem, har jeg tænkt, at det samme gælder den modsatte vej rundt. Vi er mange, der har gjort meget positivt for verden i mange år. Selvom det endnu ikke er slået helt igennem er der meget der tyder på at klokken også her er 9:44. Jeg tænker, at vi lever i en spændende tid, hvor det gamle system er ved at falde fra hinanden, samtidig med at der vokser et nyt og sundere system frem. Jo flere der vælger side, jo hurtigere går det 🙂

Richards opskrift på et regenerativt landbrug kan opsummeres således:

  1. Holistisk management
  2. Opbygning af jordens muldlag
  3. Efterligne naturlige økosystemers processer
  4. Lokal beslutningstagning. Lokale input/output.
  5. Lavt forbrug af fossile brændstoffer, finanser og teknologi
  6. Certificeret af kunder (fremfor organisationer)
  7. Overskud af multiple former for kapital
  8. Vind-vind for alle involverede.

Konklusion

Det overraskede mig, at vi kom så langt omkring. Jeg havde forventet, at vi skulle holde os mere til ren dyrkning, og at det ville være mindre altomfattende. Alt vi lærte kan bruges på livet som helhed og et hvilket som helst projekt, idet det mere end noget andet handler om at forstå og anerkende at naturlige systemer er komplekse og eksponentielle i sin natur. Det viste sig, at flere af de projekter, vi designede i virkeligheden var meget enkle, hvad angår designet af det dyrkningsmæssige, samtidig med at designet af det forretningsmæssige og personlige kom til at fylde en del i de fleste projekter. Alt i alt kan jeg kun anbefale kurset, uanset om du er interesseret i permakultur eller ej. For optimalt udbytte anbefaler jeg at sætte tid af til at læse Richards bog, ’Make Small Farms Work’ før kurset og til at bearbejde kurset efter.

Five natural design frameworks

Hi everyone, I’m Luis Gil from REPESEI (Iberian Southeast Permaculture Network)

I would like to begin this article by thanking the entity that made it possible: Permaculture Denmark. Thank you for providing us the necessary information, advice and connection to the Erasmus+ programme, through which we have been able to receive a grant to cover the costs of the nature-based design framework course. Thanks to Candela, promoter and participant of this enriching experience and to Catherine, bridge with Permaculture Denmark. I would like this to be the first of several collaborations between the two networks, the Permaculture Denmark network and the Iberian Southeast Permaculture Network.

But what am I talking about?
Well, the course that took place from May 14th to 18th in Lisbon on natural design frameworks. At the end of the seasonal spring meeting at the Ecosystem Restoration Camp, Candela and I left for Lisbon. When we arrived we got immersed in the landscapes, the culture and the Portuguese university. It was in the facilities of the University of Lisbon, annexed to the botanical garden, where we received the course and a lot of learning.

A design framework is a set of ethics, principles and practices that guide us when interacting with a medium. For example, when making a permaculture design on a land we would base our design on the 3 ethics, as well as on the 12 principles of permaculture. We can start by observing the land, understanding it and from there adapting it at the same time that we are modifying it to guide it towards a more sustainable state until we get to make it as permanent as possible.

The 5 design frameworks that we focus in, in addition to other collaborative design tools such as “The WeLand”, were: biophilic design, biomimetic design, regenerative design, resilient design and permaculture design.

I will try to explain each of them as fully and briefly as possible:

Biophilic design

For many people is the beginning of their learning about nature-based design. This design framework is based on the appreciation, recognition and the value of the natural world. Haven’t you ever been surprised by the height of a tree? Or the strength of a river? Or the flight of a bird?

By remembering the link that unite us with the wildest and most natural world, by putting it into value, we are simultaneously recalling a very important part of our interior, the most instinctive and primitive part, the part that has existed for the longest time on earth and that has led us to what we are today as human beings. Being able to reconnect with the natural world opens the door to an ecosystem that has been developing in harmony for millions of years. It is through this door that the necessary inspiration begins to flow to recreate the beauty of the natural world on paper, in a garden, a house or an entire city.

As we see many of the examples of biophilic design are based on introducing natural elements into urban and interior spaces such as trees and plants, scattered light sources imitating the leaves of trees or organic forms.

Biomimetic design

The biomimetic design gives us the possibility to emulate natural technologies. From the connection with the natural world we can observe the forms, processes and ecosystems we are finding.

Relying on nature as a mean of inspiration and learning gives us the clues to understand the mechanisms that govern this world. With these clues and through their abstraction, analysis and study it is possible to imitate nature. Copying nature provides us solutions to problems in a stable and adaptive way, solutions that have been successful for millions of years.

Imitating the hexagonal shape of some corals to build strong, flexible and lightweight structures, or taking inspiration from burdock (a type of thistle) and its ability to attach itself to hair and invent velcro, or even understanding how peacocks’ feathers work by refracting light to give colors to fabrics avoiding decoloration, are just some examples of biomimicry.

Regenerative design

When we find damaged, degrading or collapsing ecosystems it is time to talk about regenerative design. Knowing what an environment was like to return it to its original state or to help it regenerate to a more optimal but different state is the key to regenerative design.

Most of the problems that the current extractive production model is facing are the destruction of the ecosystem in which it operates and, with it, the loss or increase in the price of the resources that were being extracted. A clear example is the soil of intensive farming. When forests are cut down to establish intensive monocultures, a high level of profitability is achieved at the beginning, which diminishes as the soil wears down and contaminates to the point where it ceases to be fertile and becomes unprofitable over time.

But if instead of fighting with the natural world we help it run its course, letting it do its job, we find that it has an immense capacity for regeneration, through many interconnected pathways that generate endless solutions. By adapting technology to the needs of the land it is possible to accompany nature in its process while obtaining the necessary resources to live in abundance.

In this way, and using the information provided by degraded soil, we can rely on the power of nature instead of brute force to find multiple ways of regeneration. Nourishing the soil instead of feeding the crops may seem impractical at first glance, but the more nourished and healthy the soil is, the more fertile it becomes. In fertile soil, plants grow stronger, more resistant and bear more fruit, making it much more profitable in the long run to nourish the soil than to continue to degrade it with chemical fertilizers and poisons.

Resilient design

This design framework focuses on flexible solutions capable of absorbing and resisting anomalies. A resilient design is able to adapt to adverse conditions to return to its original state once the problem is overcome.

One of the keys to this design lies in having a great diversity capable of providing a multitude of different solutions to the same problem. Thus, even if some of the solutions fail, if we have a good diversity, it is much more likely that the solution to the problem will be found in another way. A clear example can be found in forests, where the connection between the roots of plants allows the exchange of nutrients, the more diversity of plants we find, the greater the diversity of nutrients will be available to the entire forest and even if one species disappears, if there is diversity many others will be able to continue their work and occupy their ecological niche.

As a result the redundancy of elements in a system makes it much more resistant to change and therefore more sustainable.

Permaculture design

Up to this point we have practically defined many of the characteristics and principles of permaculture design thanks to the previous design frameworks.

We can talk about design in permaculture when by connecting with nature and observing it, we can find ways to flow with it, regenerate it and make it more resilient until we reach a permanent ecosystem. To be able to understand culture as permeable, to observe it flow through generations and join its course is surely a good way of doing permaculture.

In this way, permaculture design has a wide range of development pathways or petals that cover most areas where human beings develop, being a holistic design system. Natural agriculture, breeding, bio-construction, self-management, integral health, community management and appropriate technology are the most common petals or areas of permaculture.

In this way, permaculture design is a holistic design framework, it has a wide range of development pathways or petals that cover most areas of human culture . Natural food growing systems, free education, bio-construction, self-management, integral health, community management and appropriate technology are the most common petals or areas of permaculture.

By applying permaculture to a project, we can achieve better results with less effort. An example of permaculture applied in a farm would be to make fertilizers and compost with animal and vegetable scraps and with them feed the fields that in return will feed the animals, feed us and give us health, medicines and materials to create tools or build. As well as spaces where we can raise our children and live in community and also provide a surplus to trade and finish covering the needs of the farm.

Conclusions

For me it has been very enriching to contact other permaculture networks such as the Danish and Portuguese ones. To understand that, even though we are far away, we are on the same path and dream. It makes me feel grateful and happy.

By being able to investigate and explore other design frameworks based on nature, finding similarities and complements with permaculture, it has given me new tools that I am already sharing with good reception in the networks I am part of. I’m also starting to integrate them into my designs with favorable results and I hope that over time they will be successful.

The language immersion has been an opportunity to learn specialized terms and grammar and at the same time has forced me to express myself in English, the basic language of the course, reminding me of the importance of this language in order to connect with international networks. Somehow I think I’m beginning to appreciate the English language a lot more than I did before.

To conclude, I would like to tell you that Portugal is a very interesting, unique and mysterious country to which we do not usually give all the attention it deserves.

 

Permakultur i praksis, – livsforandrende dage på Ridgedale

Tekst: Signe Højmark, Fotos: Fabio Teixeira

Gennem 10 dage har jeg oplevet, lært og iagttaget på det aktive, regenerative landbrug Ridgedale, center for Permakultur sammen med folk fra hele verden.  Her arbejdes der fra tidlig morgen til sen aften med jordforbedring på en måde, der kan beskrives som ”realiseret idealisme”. Her er både økonomisk og grøn bæredygtighed fundamentet for en sprudlende produktion af animalske og vegetabilske fødevarer højt mod nord i Skandinavien.

Kombinationen af idealisme og forretningsplan er grunden til, at jeg drog afsted til Ridgedale i juni 2018. Jeg havde året før lært begrebet permakultur at kende. Med vores 4 hektar land i Nordjylland blev jeg tiltrukket af begreber som skovhave, selvforsyning og en høj næringsværdi. Mit første permakulturkursus gav en masse ideer til permakulturens centrale begreber, men jeg manglede, som relativ have novice, mere hands-on anvisninger til hvordan jeg rent faktisk selv kunne gribe det an.

Richard Perkins ”Farmscale PDC course” på Ridgedale tilbyder en levende demonstration af effektive, skalerbare, og regenerative arbejdsområder med hver sin forretningsplan. Da jeg får muligheden for at deltage via Erasmus Plus programmet, er jeg derfor begejstret.

Internationalt miljø:

På den svenske togstation Kil møder jeg flere andre folk på vej til Ridgedale. Vi genkender hinanden på den store oppakning vi medbringer til 10 dages campingliv på gården. Her var der folk fra Hawaii, New Zealand, Danmark, Tyskland, Hong Kong, England, Portugal mm. Fremme ved gården er mit første indtryk et frodigt, travlt og aktivt sted. En hurtig intro rundvisning giver indtryk af et sted, der kører effektivt og planlagt efter et nøje program.  Stedet drives af Richard og hans kone Yohanna sammen med en gruppe ansatte og praktikanter.

Kurset foregår i to yourter, den ene som spisesal og den anden som undervisningslokale.  Vi er på vej mod midsommer og så højt oppe i Sverige, at det ikke bliver mørkt om natten.

Ridgedale har en “no nonsens” præget tilgang til permakultur, som er formet af praktiske erfaringer. Alt er reguleret med henblik på tidsoptimering og opfyldelse af formål, så arbejdsprocesser glider let. Den første aften er der introduktion til stedet og til kurset og vi har en runde, hvor folk præsenterer sig og fortæller om deres motivation for at komme til Ridgedale.  Vi er ca. 25 deltagere og 8 ansatte/frivillige som får det hele til at glide.

Det er bemærkelsesværdigt, at der er meget stor spredning i faglig baggrund og motivation. De fleste har et ret seriøst formål med kurset og der er meget få, der ”bare vil snuse til det”. Her er arkitekter, højskolefolk, økologer, management folk der vil lære om Holistic Management, som er en fremtrædende del af programmet, afhoppere fra konventionelt gårdbrug osv. Sammen med en stor spredning i alder og nationaliteter giver det et spændende spektrum af folk, som de næste 10 dage skal tilbringes med.

Richard Perkins underviser i Keyline design og landskab i marken

Jordopbygning i teori og praksis

Dagene er struktureret 100 %: VI er inddelt i 5 hold, og hver dag starter med en arbejdstjans i halvanden time før morgenmad. Allerede her mærker man det praktisk anvendelige princip, der gennemsyrer kurset. Her møder vi forskellige dele af den virksomhed Ridgedale udgør og ser hvordan de forskellige principper virker i praksis. Vi skifter mellem ”Places”: opvask og rengøring, kvæg- og grispasning på marker med holistisk planlagt græsning, kyllingeproduktion der kører i sommerhalvåret med holistisk græsning og hønsetraktorer, markedshave som producerer til restauranter og abonnementer på grøntsagskasser, og endelig æglæggerhøns i æg mobiler.

Richards undervisning baseres på regenerering af jorden. Han refererer til Savorys teorier om ørkendannelse og genopbygning af humus ved hjælp af dyrehold. Det er en pointe for ham, at dyrene er en vigtig del af et regenerativt arbejde med jorden. Han gennemgår sammenhængene mellem dyrehold og jordens trivsel, og viser hvordan dyr, planter, vand og jord hænger sammen i en cirkel og påpeger en forfejlet opfattelse af, at det er dårligt at holde dyr. I stedet handler det om at anvende den rigtige balance og ikke lade dyrene overgræsse de arealer, de går på.

Næste morgen kan vi i praksis se, hvordan grise, høns og køer indgår i en nøje afstemt helhed hvor græsskifte lader afgrøder og jord bygge sig op og skaffe mere næring til dyr og dermed tilbage til jorden igen.

 

No nonsens og kritik af perma-dogmer

I forhold til permakulturbevægelsen er Richard Perkins både kritisk og omfavnende. Han forholder sig især kritisk til det, han betegner som frelsthed, og urealistiske drømme i en søgen mod en bedre måde at forvalte jorden på. Han opfordrer til en praktisk og realistisk tilgang, der giver et reelt livsgrundlag og en reel jordforbedring, fremfor en mere sværmerisk tilgang af mere symbolsk karakter. Han opfordrer til, at man rent faktisk måler de resultater, man arbejder med, for at finde den reelt mest regenerative måde at arbejde på.  Hans overordnede mission med stedet er primært at hjælpe folk i gang med at opbygge en virksomhed indenfor det regenerative landbrug. Det gibber lidt i flokken, da Richard gør lidt grin med urtespiraler som et eksempel på en lidt unyttig symbolsk praksis, som ikke rigtig rykker noget i det store billede. Eller når han taler stærkt kritisk overfor hele praksissen omkring ”swales”, som af mange anses for en ret fundamental del af permakulturens praksis. Han refererer til undersøgelser, der viser hvordan jorden snarere bliver ødelagt end genopbygget, og opfordrer til at man går i dybden med de undersøgelser der ligger, før man selv kaster sig ud i at grave swales.

Personligt er det et scoop både at gennemgå kursusdelen ”Holistic Management” og at få hands on læring ude i marken. Det gør, at jeg rent faktisk føler mig klædt på til selv at måle højdekurver, forstå keylineprincipperne og være i stand til at anvende det i praksis, samt giver en god introduktion til, hvad det rent faktisk vil sige, at arbejde med de forskellige forretningsområder, vi gennemgår på vores morgen skift.

Selve kombinationen af teori og praksis er stedets og undervisningens helt store styrke. Jeg oplever en meget overbevisende forbindelse mellem det fortalte og det demonstrerede.  Ridgedale udgør en sjældent velorganiseret model for forskellige mulige praksisser. Undervejs gennemgår vi også økonomiske overvejelser i forhold til konkrete steder og muligheder.

Æg mobile systemet i praksis

Management begrebet er hele tiden i spil på Ridgedale. Hvordan opnår vi de bedste resultater i forhold til tid og ressourcer, og får en god levevej ud af det?  Sidste år deltog jeg i et PDC kursus i Nordjylland, hvor fokus lå på teori og ideer, og tavleundervisning. Jeg manglede virkelig at se ideerne omsat i praksis, og det er præcist hvad jeg oplever på Ridgedale.  Bæredygtighed betyder for mig også, at man kan leve af sine aktiviteter, og dette bliver meget synligt demonstreret på Ridgedale.

Fordi stedet både er et produktions- og undervisningssted understreger Richard, at de mange sideløbende forretningsområder tjener et undervisningsformål. Hvis det alene handlede om at han og hans familie skulle leve af produktion, så ville han vælge enkelte områder og fokusere på dem, som fx æglægningshøns eller grøntsagsproduktion.

Da vi taler om vandets bevægelser og optimale måder at lede vandet rundt på et område i forhold til topografien, er udgangspunktet P.A. Yeomans teori og afprøvede praksis omkring keyline design. Efter en teoretisk gennemgang lærer vi ude på marken, hvordan man i praksis afsætter keylines med hhv. vandslange princip og en digital højdemåler.

Richard Perkins gennemgår planteverdenens ”Line of succession” i yurten. Step by step lærer vi om naturens egne principper for etableringen af biotoper.

Livsforandrende klosterliv og kollektiv

Dagene føles som en blanding af klosterliv med strengt overholdte tidspunkter for aktiviteter, og et kollektiv, hvor vi sammen hjælper hinanden med opgaver og læring. Undervejs kommenterer flere at kurset har et livsforandrende perspektiv ved både at gå så tæt ind på den enkeltes muligheder, og ved at folk, der opsøger kurset allerede, har gang i en forandringsproces. Det giver alt i alt et meget inspirerende miljø, som det er skønt at deltage i. Efter 7 dage er det vores tur til at vise, hvad vi har lært. Deltagerne har undervejs præsenteret forskellige cases, som de ønsker at arbejde med derhjemme efter kurset. Vi vælger os ind i grupper omkring fem cases og arbejder de sidste dage med at lave et design, ud fra en designproces baseret på holistiske principper.

Gruppedesign og undervisning i en holistisk kontekst

Jeg deltager selv i en gruppe omkring et norsk projekt, hvor en slægtsgård skal føres videre som både et regenerativt landbrug, et arkitektstudie med kreative udviklende workshops og gårdsturisme.  Jeg har selv planer, der går lidt i samme retning, så det er et givende stykke udviklingsarbejde at deltage i.  Den sidste dag fremlægger vi cases og får respons. Vi har været super effektive i gruppen og når ret langt på kort tid ift. en analyse af stedet og mulighederne og en måde opgaven kan gribes an på, når der er tale om et komplekst sted med flere forretningsområder, der skal i spil sammen. Vi slutter af med en svensk midsommerfest og et PDC-bevis.

Undervisningsformen på Ridgedale passer fint med de forventninger og ønsker jeg kom med. Jeg kan godt lide Richards “no nonsense” tilgang til tingene og fokus på at blive både selvhjulpen og fokuseret på det der virker, fremfor et mere sværmerisk fokus. Derudover er han et omvandrende leksikon med en både bred og dyb viden, som han generøst deler ud af. Hans morale er, at han ikke ønsker at missionere, men støtte maksimalt op om dem, der gerne vil gøre dette til en levevej og vise gennem eksemplet.

Markedshaven på Ridgedale er et eksempel på en forretningsplan i praksis lige fra frø til plantelevering.

Jeg kan varmt anbefale Ridgedale, for de der har lyst til at skabe en sund forretning baseret på regenerative principper.  Kurset fungerer som en prisme, man kan måle og veje sine drømme imod, og afklare hvad der er kernen i det, man gerne vil praktisere i sit eget projekt. De afsluttende cases giver en god fornemmelse af, hvad der skal til for at skabe et meningsfuld holistisk design af meget forskellige projekttyper, lige fra en støttet familiedrevet gård i Devon til danske økolandsbyer.

 

 

 

 

 

Nordisk Permakulturfestival – håndværk og erfaring

Tekst og fotos: Cathrine Dolleris

Hardanger Fredsakademi dannede en skøn ramme om dette års Nordisk Permakulturfestival i Norge. Et kig på festivalprogrammet afslørede en fin blanding af håndværk og erfaringsbaserede workshops. De var inddelt i nogle af Holmgrens temaer: Land og forvaltning, sundhed, samfund og håndværk.

Træsnit og stenmure

Ragnhild Gjems tog os med ind i en verden af træsnit. Vi fik lidt at vide om de forskellige træsorters kvaliteter, hvordan en birkestamme skulle flækkes og hvordan revner i træet kunne undgås med kogt kartoffel. Med en skarp kniv blev blødt birketræ til smørknive, spartler og skeer. Fordybelsen i træets form, årer og hårdhed var forfriskende jordnært.

Ragnhild Gjems (t.h.) demonstrerer hvordan en birkestamme splittes med økse til brug for udskæring til skeer, smørknive mm.
Der blev brugt snittekniv, men også “shaving horses” – huggehusbænke og båndknive.

Der blev også bygget på en stenmur sammen med David Måkestad. Vi fik basisviden om de sten, der blev udvundet i Norges vestland, mest skifer, og hvordan fundamenter kunne anlægges. Vi rettede en eksisterende stenmur op, flækkede store sten og lærte om forbandt og placering af sten i ønskede vinkler for størst stabilitet. Det var hårdt arbejde, men yderst tilfredsstillende at få en flere hundrede kilo tung sten til at ligge helt rigtigt bare med håndkraft en jernstang.

David Måkestad instruerer i kunsten at bygge en stenmur.
Bygning af en stenmur med skifer var en solid, praktisk workshop og gav modvægt til de mere teoretiske oplæg.

Undervisningsmetoder

Lou Langdon holdt en workshop om læring og metoder i undervisning, stærkt inspireret af en ”jobshadowing” på en PDC hos Aranya og Caroline Aitken i England støttet af Erasmus+. Lou lagde vægt på frivillighedsprincippet, at ingen var tvungne til at være med på øvelserne, hvis ikke de var komfortable med det.

I den første øvelse fik vi mulighed for at udforske, hvordan vores erfaring som undervisere var, ved at stille os på en tidslinje, med de mest erfarne i den ene ende og mindst erfaring i den anden ende. Dette gjorde, at vi snakkede sammen om vores undervisning og lærte hinanden lidt bedre at kende. Vi blev opfordret til at give hvor vi bor til kende ved at sige ”quack” som en indiske løbe-and, en sjov, lille gestus som gik igen senere på festivalen. Dyretemaet fortsatte ved at tage et kort med et dyr på og derefter finde andre med samme dyr blot ved lyden. De grupper, vi her dannede, blev brugt til at udforske hvilke gode kvaliteter en underviser og undervisning kunne have ud fra permakultur principperne. F.eks. at ”kanteffekten” kan bruges som princip til at lægge vægt på deltagernes indbyrdes læring og overgange fra én session til den næste. Vi kom også en tur igennem Gardeners ”Multiple Intelligenser”, samt VAK (Visuel, Auditiv og Kinestetisk) læringsstile, hvor vekslen mellem lyd, syn og bevægelse giver forskellige måder at lære på og dermed får flere deltagere med.

En god huskeregel blev fremhævet: PPPPPPP – ”Proper preparation and planning prevents piss poor performance”.

Alt i alt var Lous workshop en fornøjelig oplevelse med inspiration til sjovere undervisning og et fint og deltagerorienteret flow igennem brug af principper, læringsstile og didaktik.

Lou Langdon ved tavlen i en workshop omkring undervisning og læring.

Kommunikation og konfliktløsning

Starhawk, som også er kendt som ”Earth Activist”, og Alfred Decker, en amerikaner bosat i Catalonien, ledte os igennem en første workshop om ”Magt, inklusion og gruppe strukturer”, se denne artikel. Den anden del af deres workshop handlede om kommunikation og konfliktløsningsværktøjer.

Workshoppen indledtes med et kig på forskellige typer af organisationer og deres kommunikationsmønstre – dels ”den hierarkiske” og dels ”den samarbejdende”, som er mere et netværk. Vi blev opfordret til i grupper, at beskrive nogle af vores erfaringer med begge modeller. Den hierarkiske var den mest kendte, f.eks. fra arbejdspladser, skoler og nogle familier. Fordelene her kunne være effektiv beslutningstagning og tidsstyring, mens de ulemperne der blev nævnt var magtesløshed, manglende ejerskab og stressede arbejdere. Netværksmodellen blev brugt i f.eks. permakulturforeningerne og visse frivillige netværk. Fordelene her kunne være godt ejerskab, ligeværd og kreativitet, mens ulemperne kunne være manglende styring og evne til beslutningstagning. Kunsten var nu, at skabe organisationer med en flad struktur, men med effektiv kommunikation og lederskab. Effektiv kommunikation indebar f.eks. gode, strukturerede møder, inklusion af alle som beslutninger vedrørte, gennemsigtighed og ansvarlighed. Lederskab er vigtigt, men skal gerne deles og skifte mellem personer, når det er hensigtsmæssigt.

Starhawk og Alfred Decker i workshoppen omkring organisation, kommunikation og konfliktløsning.

Ofte opstår konflikter selvom baggrunden for begge parter i konflikten faktisk er at ville det bedste. I permakulturkredse kunne man f.eks. nævne veganerens ønske om ikke at spise animalske produkter, som en måde at gøre udslip af CO2 mindre, beskytte dyr og være et godt menneske. På den anden side kunne man nævne den ”regenerative jordbruger”, som arbejder med dyr i et permakulturdesign for at binde CO2 i jorden. Begge har omsorg for jorden og dyrene, men konflikten kan opstå i den praktiske udførelse.

Det er hævdet, at omkring 85% af kommunikation er ikke-verbal, altså gennem f.eks. kropssprog og tonefald. Når kommunikationen er blevet mere digital, er der derfor mange lag i udvekslingen af holdninger, ideer og tanker, der kan misforstås og ende steder, som ikke var meningen. Det er nemt at komme til at umenneskeliggøre den anden, når man ikke ser hinanden i øjnene. Et guldkorn i erfaringerne fra Starhawk var her, at det er umuligt at løse en konflikt på email eller sms. Der skal helst krops- og øjenkontakt til eller i hvert fald et telefonopkald.

Videre gennemgik vi ”konflikttrappen”, hvor der blev lagt vægt på de forventninger eller fordomme, vi ofte har om andre og hvordan vores projektioner fra andre situationer, nemt kunne komme til at forværre en konflikt.

Ceremoni

Afslutningen af festivalen blev, ligesom åbningen, markeret med en sang ledt af Starhawk. Sangen gav os en samhørighed og en opfordring til at fortsætte vores arbejde ud i verden efter festivalen:

”We are a circle, within a circle, with no beginning and never ending. Hold on, hold on, hold the vision that’s being born.”

En skøn cirkel var det og en stemningsfyldt weekend med mange vise ord, gerninger og musik.

Eirik Wiken fra den norske permakulturforening i den afsluttende ceremoni med Hardanger Fredsakademi i baggrunden.
Norske Niels spillede nordiske viser i sommeraftenen for et henført publikum.
Borgmesteren fra Jondal kommune bød os hjerteligt velkommen og demonstrerede sin interesse for permakultur i sin tale.
Stephen Barstow og Rebecca fik officielt tildelt LAND center status af Norges LAND koordinator Helene Bøhler (t.h.).
Campingpladsen med køkkenhave ved siden af.

Med lidt tid til overs nåede vi op til Folgefunna isbræ, hvor naturens rå former stod klart frem i det is-skurede landskab.

Glade permakulturister på Folgefunna isbræ.

”Make the invisable visable”

Af Dewi Thomsen

Cultural Emergence Design er et genialt redskab til at opnå mål og visioner. Ved at dykke ned i hvert enkelt ’Anchor point’ får du virkelig muligheden for at udforske dig selv og hvad der hjælper dig og evt. forhindrer dig i at opnå dine mål. Ved bl.a. at udforske og opdage dine mønstre, begrænsninger, hvad der kan hjælpe og hvad der giver dig momentum, kan det virkelig skabe en opvågning og føre til muligheder og handling.

Cultural Emergence Design kurset blev holdt på Kosters Trädgårdar i Sverige med blandt andre Looby Macnamara og Helena von Bothmer. Foto: Tonie Bjørneskov

Dette design system giver dig også god mulighed for at identificere dine behov, og finde ud af hvilken handlinger der opfylder disse. Du kan både designe dine største fremtids visioner og de ønsker og drømme, der kan udleves her og nu. Opdage mulighederne. Måske opdager du, at noget du drømmer om, som virker fjernt ude i fremtiden og svært at opnå, faktisk er muligt og realistisk at gå hen imod og udleve, i dag..

Vi reflekterer over vores liv og visioner og har tit en masse ting, vi gerne vil nå. Vi tænker på, hvad vi gerne vil, og hvordan vi skal gøre det. Men det er ikke altid, vi lige ved, hvordan vi kommer der hen eller ved, hvordan vi opnår det ønskede resultat. Det kan også være, der er SÅ mange ting, du gerne vil, at de ofte bare kommer i glemmebogen. Skriv det ned, kom tilbage til det, genovervej mulighederne. Måske kan en idé du havde for 2 år siden give mening nu. Ved at skabe overblik og undersøge os selv, har vi virkelig mulighed for at vokse og skabe de ting vi ønsker.

Når vi lærer om Cultural Emergence design, lærer vi om at kigge indad, opdage vores indre og vores muligheder. Hvis vi i fælleskab bruger Anker punkterne og denne design metode, kan vi sammen være mere effektive og udrette mere. Vi kan formå at skabe et mere harmonisk og autentisk fælleskab, fyldt med forståelse, da vi alle arbejder indenfor de samme rammer.
På denne måde får vi også mulighed for at udtrykke vores individualitet, og vores fælles mål og behov. Vi kan åbne op for at dele og forstå, at vi fungerer alle sammen lidt forskelligt, men forskelligheder er godt, hvis man ser mulighederne i sammensætningen.  Når vi har indsigt i os selv og hinanden, har vi muligheden for større handlekraft og harmoni.

I vores nuværende dominerende samfund kan vi godt lide at sætte ting i kasser, identificere dem og sammenligne dem. Med Cultural Emergence Design metoden går vi også ind og identificerer. Her er det bare vores indre, vi kigger på, og bruger et system til at have overblik og kunne arbejde videre med de ting, vi opdager om os selv. Formålet her er egentlig at gøre det usynlige synligt og være bevidste omkring, hvilken kultur vi gerne vil skabe.

For mig er denne design metode virkelig effektiv til at få de tanker og følelser der fylder, nogen gange ubevidst, op til overfladen og bruge det konstruktivt. Det giver mig mulighed for at opdage, hvad der egentlig begrænser mig, og hvad der egentlig kan hjælpe mig til at gøre de ting, jeg gerne vil, men som jeg ikke har gjort endnu.

Vision – Drømme og mål.
Hjælp – Identificer hvad der kan hjælpe dig.
Begrænsninger – Identificer hvad der blokerer dig og holder dig tilbage.
Mønstre – Identificer gavnlige og ikke gavnlige mønstre.
Ideer – Inspiration.
Principper – Kig nærmere og studer hver enkelt.
Integrer – Bring det hele sammen.
Handling – Planlægning for udførelse af det.
Momentum – Hvordan bibeholder du gejsten, hvad holder dig i gang
Taknemmelighed – Fokuser på hvad der er at være taknemmelig for.
Refleksion – Evaluer processen.
Pause – Inkorporer pauser og genopladning.

At gennemgå disse 12 anker punkter, var som at rejse ind i mig selv, give mig selv lov. Lov til at være mig, lige der hvor jeg er, i min helt egen individuelle proces. Jeg gav mig selv lov til at vokse, og starte en ny rejse, hvor jeg kan udleve mine drømme og visioner. Hvor jeg modigt og med selvtillid kan gå med stolte skridt tættere på et bedre liv for mig selv, Moder Jord og alle levende væsner.

Et lille udkast fra min personlige oplevelse med Cultural Emergence Design
Jeg har i mange år kunne mærke, at jeg skulle formidle. Havde lyst til at sprede bevidsthed om at passe på jorden, dyrene, os selv, hinanden og hvordan vi skaber autentiske relationer. Jeg vidste bare ikke, hvordan jeg skulle gøre det. Jeg havde ikke nogen specifik viden eller retning, som jeg var sikker på eller klar til at dele ud af, indtil februar 2018, hvor Permakulturen omfavnede mig. Og siden februar er det gået stærkt.

Mit design handlede om ”Min vej til at formidle”
Siden jeg gik i folkeskole har jeg hadet at stå foran andre og tale eller fremvise. Ikke det nemmeste udgangspunkt hvis man som jeg, gerne vil formidle og undervise.
Jeg er heldigvis positivt indstillet og har kigget meget indad og arbejdet med mig selv igennem nogle år.
Selvom jeg allerede har arbejdet med mig selv, fandt jeg Cultural Emergence design metoder meget gavnlige og opdagede, hvordan de satte mange ting i et nyt perspektiv og gav mig mulighed for at gå et skridt videre i min udvikling og arbejde med mig selv og mine drømme på en helt ny måde. Som at åbne op for nye udfordringer og muligheder. Her opdagede jeg også, at al den erfaring jeg har med selvudvikling og relationer i mit eget liv, kan jeg jo videreformidle.  

En af mine begrænsninger i mit design er ’usikkerhed’, som har fulgt mig næsten hele mit liv. Har kigget en smule på det tidligere, og bevæget mig meget lidt fremad med det. Da jeg startede med at arbejde med mit design, kom det virkelig op til overfladen. Det kom til udtryk i en undervisningssession, hvor meget det egentlig fylder i mig. Jeg kunne virkelig mærke hvordan usikkerheden skabte distance mellem mig og mine undervisere, som jeg ellers har en virkelig god connection med og er meget inspireret af. På et split sekund opstod der en solid mur imellem os. Jeg oplevede det som en lille trold, der kom med følelsen af usikkerhed, som jeg ikke kunne komme udenom at konfrontere. En anden del af mig vidste godt, at det var nødvendigt at kigge på usikkerheden, og det var okay, at den var der, så jeg kunne finde muligheden i at skabe noget nyt og brugbart ud fra den følelse.

Da jeg skulle skrive mine refleksioner i mit design, opdagede jeg, hvor svært det er for mig at skrive alle mine refleksioner og drømme ned. Jeg blev opmærksom på, at når jeg drømmer og reflekterer, glemmer jeg det igen. Eller det ryger i hvert fald i min underbevidsthed. Jeg har brug for at kende dem, og huske dem, for at udleve og agere på dem. En af mine løsninger er at optage mig selv, og altid have en lille blok med mig til at skrive ned med det samme, så jeg kan tage det frem igen.

Disse observationer, oplevelser, konfrontationer og opdagelser har gjort, at jeg har efterladt min usikkerhed med den vidunderlige natur på ’Koster’. Hvor den kan blive healet, forgå og blive i ét med jorden og blive transformeret til noget nyt og smukt.

Hele dette fantastiske kursus har givet mig mod til at opnå mine mål og guide lines til at nå derhen. Jeg tror på, at vi sammen kan skabe en større bevidsthed, at vi både individuelt som sammen har mulighed for at skabe den kultur, vi ønsker for jorden, os selv og vores næste.

Kursusdeltagelse er støttet af Erasmus+

Koster – en ø i den svenske skærgård i Kattegat. Foto: Tonie Bjørneskov

Faery Meadows henter inspiration på Koster

Tekst og fotos af Tonie Bjørneskov

I Faery Meadows arbejder vi frem i mod at blive et LAND center med særlig fokus på samspillet mellem natur og mentalt helbred. Da jeg hørte, at Helena på Koster sammen med Looby McNamara skulle holde et “Cultural Emergence Design” kursus, så jeg her en mulighed for at hente inspiration til det videre arbejde i Faery Meadows, både som en del af arbejdet i frivilliggruppen og som afsæt for LAND aktiviteter indenfor social permakultur.

 

Ugen på Koster levede fuldt ud op til mine forventninger. Med afsæt i de 12 ankerpunkter fra Lobbys designweb arbejdede vi individuelt med forskellige design. Designarbejdet blev understøttet af undervisning, gruppeaktiviteter og øvelser. Ud over ankerpunkterne fik vi præsenteret en række “kerne rutiner”, som knytter sig til Cultural Emergence tanken.En af de rutiner jeg er kommet til at holde særligt meget af er: “Trust the process”. Meget energi og mange unødige bekymringer kan spares, når først man får lært sig denne rutine.

Ved kursets start indledte vi med at definere en gruppekultur. En sjov øvelse og en fin måde at få et første indtryk af hinanden. Det var nu ikke så meget vi skelede til den. Fra dag 1 var der en rigtig god gruppedynamik, som blot blev bedre og bedre, som ugen gik. Gruppen var en god blanding af unge og gamle, interesser og baggrund. Ud over at vi havde det sjovt og rart sammen betød denne bredde i gruppen at der også her var rigtig meget inspiration at hente, også i arbejdet med ens eget design.

Jeg arbejdede med ” min lederskabskultur”. Gode snakke med Helena om hendes erfaringer fra Koster og med Andreas fra Holma om sociokratisk ledelse af en uddannelsesinstitution var ikke bare inspirerende og idégivende, men bidrog også til at jeg blev skarpere på min vision. Jeg nåede i ugen så langt med designet at det i store træk var klar til implementering i hverdagen.

Vel hjemme igen er vi nu i gang med planlægning af Workshoppen “Introduktion til Cultural Emergence”. Vi glæder os til at dele vores nyerhvervede viden med andre.

Kursusdeltagelse er støttet af Erasmus+

Erasmus + Course on Natural Design Frameworks in Lisbon

As many people is aware of, Permaculture in Portugal is growing strong. You might have heard of Tamera a really cool ecovillage with a system of lakes designed by Sepp Holzer. That one is the most famous one, but there is actually many more ecovillages and permaculture projects going on from North to South Portugal, and the interest in permaculture it is not only in the grass roots movement trying to live differently. Lisbon university is actually in the far edge of nature based solutions for climate change adaptation strategies. Hidden behind this kind of long names we find beautiful people working with permaculture and doing their best to introduce it into the academia.
Gil and Hugo are two of them. They hold a week long course on “Natural Design Frameworks” for Phd students and any one else interested. The course took place in a big old building within Lisbon’s Botanical Garden. An absolutely magical place full of tropical plants, many of them, brought from Brazil.

A glimpse of Lisbon Magical Botanical Garden

Me and my good friend Luis went to this course to enrich our knowledge on design and connect with the Portuguese network. In this articles we will explain some of the key insights we gained during the course.

Some of the most relevant insights we learned were on the 5 nature based design frameworks. Biomimicry, Biophilic, Regenerative, Resilient and Permaculture design. Luis will deepen more on them. So I will focus on the ground base knowledge, the building blocks to understand how to do effective collaborative planning.
So one of the initial and key concepts are comprehending “Integral Theory”.

Integral theory is a revolutionary framework for understanding ourselves and the world we live in. It is based on a “medicine wheel” of four directions. In horizontal it goes from interior to exterior and in vertical from Individual to collective. Creating four quadrants that represent the four dimensions that can be describe as: “I”- everything inside you that makes you you, our on other words what you perceive, your experiences; “We” – your relationship with others, and your communication with them, it is the space for the cultures we are part of; “It” – your physical body and your behaviors; and “Its” – your membership and participation in the many systems in which your life is embedded. This simple diagram of Integral theory develops into very deep and profound argumentations and processes to ensure success and harmony within your personal life and the life of any project.

Integral Theory 4 quadrants

This was put into practice in different ways, but the sublime one was on how we were guided for the final design challenge. In my opinion it was presented using a truly innovative collaborative design tool. The “WeLand”. It is a tool developed mainly by Hugo Oliveira with the Orla Design Project for collaborative design of sustainable communities and projects in real life scenarios.
The idea is to use an essential pattern of life “The Torus” to guide the group of designers and stakeholders together through the design process. Anyhow, we were doing just a one day design exercise so to balance the participants and the interest of study that we had we divided in two groups, each working with an specific design project. The two chosen ones where on “Preventing Fires Risk through Conservation and Agroforestry Practices” guided by a couple of Phd students working on that issues.
The other one was on “Designing a Local Economy for the region of Vale de Lama” to be implemented by the key holder of the topic on that local community. Vale de Lama is a Portuguese ecovillage, but the local currency intends to work on the hole region.

I found “The WeLand” fascinating, because in a game like easygoing style, the group goes through different phases to ensure a truly collaborative design process.
Moving through the form of a torus that has no beginning or end, and represents a dynamic process of communication within the stakeholder groups, the landscape and time showing processes of expansion and contraction; exploration, creativity, design and decision taking.
In the original version there is clusters of cards and which tools to use in each phase can be selected from the bulk by what feels appropriate at the moment. For the sake of the exercise, Hugo made a list of printed guided questions from the ones the person of the group with the highest dice score will choose. The reflections of how a community process could be where also present on the dices. Everyone will throw a dice, the dice will the lowest score will define the speed of the group, and the person with the highest score will choose the question to answer.

The Weland board and the questions to follow it through

As we say the form of a torus is a never ending flow, but of course for us it has to start somewhere, so the first phase is represented starting in the broadest diameter of the Torus and moving towards the bottom vortex. In the very starting point we found “The Seed”. So we could define the context of our inquiry.
The flow started with the process of “What we are” for landscape integrity inquiry. So we could define our ecosystem, the natural patterns present in it and the symbolic meaning it has for us.
After moving through some of this questions, going deep into the vortex we get to “Who We are” This brings community engagement, as we empathize with the backgrounds and experience of the group, the participants assets, cultural stories, traditions or tendencies in the ecosystem.

The forest fires prevention group working on their design

Then we enter the center of the torus, in this phase we had to define what we wish to become. Create a clear identity, vision, guiding principles, or anything else that shapes the direction of the group.
After this we go out of the center by spiraling up through a parallel vortex to the one that brought us there. Here we identify the processes for how to become what we already know we want to be. So here we explore how to create community engagement and how to ensure co-design processes and express them in practice. As well as creating a clear timeline for the project. Best through backcasting processes, were we first think of the last thing we will be doing before completion and going backwards from there.
The last part was the Becoming. Represented graphically in our torus by the top part of the sphere expanding from the vortex. Here is the most practical part of implement the plan, monitor the impact of your project and always think about what could be done differently to ensure that through the process we are creating truly regenerative livelihoods.

Forest Fire Final Design,
Represents the timescale of action for the different targeted issues while shaping a valley and the water retention figures that will be introduce in it. Super artistic!

At the end of the “WeLand design game” we reached a tree. That invited the whole group to make a presentation our projects. Considering the short time we had for designing, approximately 8 hour work, I can ensure that this are very useful tools because the originality and depth of the designs was astonishing. Gil and Hugo gave very positive feedback to both groups and all members especially the core members got lots of good ideas and inspiration for getting out in the field and making the projects a reality. For the local economy group the next step is to use the “WeLand” with the other real stakeholders to design the local currency together.

The Local Economy group making their presentation.
They also used my Values web tool in their project!

For me this course has been an eye opening to the power of “gamizing” the collaborative design processes. It really helps people get engaged, find it fun to design and to not forget to go through any of the essential steps to take in consideration for a holistic and collaborative design.

We went for a nice organic vegetarian meal as a celebration at the end of the course