Betal Hvad Du Vil

Af Kasper Jensen

I starten af august måned troppede et par nysgerrige og vel-smilende damer op på min matrikel – de skulle nemlig modtage undervisning om skovhave dyrkning, og udsættes for et lille eksperiment. Eksperimentet gik ud på at prisen ikke skulle bestemmes af ‘sælgeren’, men rettere af køberen/brugeren i slutningen af kurset.

Dette er et forsøg på at integrere permakultur etik til serviceydelse, people care og fair share er inspirationen.

People care, da jeg synes det er omsorgsfuldt at lade kursister selv vurdere prisen ud fra deres økonomiske totalitet, og hvorvidt de rent faktisk har fået noget mærkbart ud af kurset. Det kan kun kursisterne selv vurdere, hvorfor jeg finder det synd at diktere en pris de muligvis ikke kan relaterer sig til.

Fair share i forhold til fri deling af den information jeg har omkring emnet, jeg synes ikke at det er fair hvis jeg tilbageholder viden fra nysgerrige, blot fordi de ikke har budgettet til at deltage. Til gengæld går det begge veje, og det kræver at deltagerne er på bølgelængde med ideen, ellers kommer der potentielt til at vælte 1-kroner ind.

Men hvis dette skal være min indtægtskilde, er det ‘modigt’ at gøre det på denne måde. Det er ikke ret nemt at budgettere sig frem til at få økonomiske behov dækket, når deltagere selv definerer deres pris.

Til kurset endte den ene med at give mig 200kr og et kæmpe tak for at inspirere hende yderligere, og den anden 60kr. Kurset varede 3 timer, plus 45 minutters entusiastisk dialog.

En rigtig pragmatisk vinkel til dette vil straks vurdere affæren tåbelig, i hvert fald hvis det skal være med til at dække mine udgifter.

Men jeg har en ekstra tilføjelse der gør, at jeg kommer til at fortsætte med den her form for betaling af undervisning, og det er planter.. Salg af planter der specielt egner sig til spiselig skovhave, foregår nemlig efter kurset. Prisen på planterne er dog allerede specificeret, dog stadig fordelagtig i forhold til hvad markedet tilbyder. Dette twist gjorde, at jeg endte med en omsætning på 520 efter at have haft de to kære mennesker på visit. Hvilket er fint for mine behov, specielt taget i betragtning af at der kun var to som deltog.