Besøg på Skovvirke med Orø Fællesjord

Tekst og fotos: Cathrine Dolleris

En torsdag i oktober havde Orø Fællesjord arrangeret et besøg på et af minilandbrugene på Svanholm, Skovvirke, som Mira og Esben er i gang med at etablere.

Orø Fællesjord er en forening, der har til formål at etablere og drive skovlandbrug på Orø. Besøget på Skovvirke var således dels en studietur og dels en tur for medlemmer og de andre heldige, der var kommet med.

Solrig sydskråning

Mira Illeris tog imod gruppen på toppen af bakken lige syd for et af Svanholms skovområder. Placeringen af minilandbrugene er nøje valgt for den solrige beliggenhed, der giver mulighed for passiv solvarme, højere fotosyntese og dyrkning af mere eksotiske planter. Udsigten var fornem og Roskilde Forbrænding sås tydeligt i det fjerne. Til gengæld var blæsten også en faktor, der skulle tages højde for i designet af stedet.

Mira Illeris viser bregnen strudsvinge i et bed på Skovvirke, da Orø Fællesjord var på besøg.

Træer fra nær og fjern

Rundvisning startede med en snak om lovgivning og regler for skovlandbrug inden vi så på de nyligt etablerede træer, bede og huset. Rundt om hele grunden er der plantet læhegn primært med hjemhørende træer som blandt andet mirabelle, hyld, tørst, vrietorn, tjørn og syren for at give biodiversiteten et boost. Hvilket allerede havde givet bonus i form af citronsommerfugle, der primært lever på tørst og vrietorn.

Rødel var der også plantet mange af som ammetræer, sammen med andre kvælstoffikserende planter som havtorn og skærmsølvblad. Derudover var der produktionstræer som valnød, spisekastanje, morbær og diverse frugttræer. Mira kunne fortælle at de eksotiske frugter som fersken, abrikos og pawpaw havde klaret sig bedre de sidste år med det tørrere og varmere klima, end de hjemhørende hassel, der ikke var vokset særlig meget til sammenligning.

Salgbare blomster

Et af vilkårene for skovlandbruget Skovvirke er, at der skal komme indtægter fra jorden. Til det formål var der etableret bede med eksotiske grøntsager og spiselige blomster. F.eks. gjorde asters et stort indtryk på landskabet, som den stod i store puder på skråningen. Herhjemme er asters betragtet som en blomst til haven, mens den i Østen er en delikat grøntsag med sine friske, unge skud. Også de tilberedte, unge skud om foråret fra den særlige bregne Strudsvinge er en delikatesse i nogle dele af verden og kan formodentlig sælges som grøntsag, kunne Mira fortælle.

Bregnen strudsvinge er en fin grøntsag, når bladene ruller sig ud om foråret – det er dog vigtigt at den bliver kogt eller dampet 10-15 minutter.

 

I skovhavedelen til selvforsyning var der blandt andet også plantet både slangeurt (Persicaria bistorta), dagliljer, flerårige porrer, pibeløg, korsknap, skorzoner og selvfølgelig Daubenton kål. Ingen permakulturhave uden flerårig kål!

Mira iblandt flerårig kål, Daubenton.

   

Omsorg for fremtiden

Skovvirke udvikler sig hele tiden og der er nye områder at fokusere på og lære om for hvert besøg. Det kræver en enorm dedikation og gå-på-mod at trække udviklingen i en anden retning end den gængse, hvilket Mira og Esben gør for fuld udblæsning. Samtidig er der vind i sejlene og samfundsstemning for forandringer, så lad os støtte op om gode projekter!

Orø Fællesjord har sat sig for at købe jord på Orø. Da der er store landmænd med stor købekraft, forsvinder gård efter gård ind i de akkumulerende industrilandbrug. Det vil vi gerne modvirke og du kan hjælpe til. Læs mere om Orø Fællesjord her.