At være i en øko-community i Spanien

Maja var i Los Portales økosamfund i to måneder i løbet af vinteren igennem European Solidarity Corps  (https://europa.eu/youth/solidarity_en). Her kan du læse om hendes oplevelser:

Los Portales er et øko-community i det sydlige Spanien. Der tilbragte jeg min februar og marts under Spaniens skinnende sol med en masse gode mennesker for at med mine endnu uerfarne hænder hjælpe med at ombygge et tidligere hønsehus til beboelige rum og stable et toilet- og badhus på benene, lavet af stråballer og træ. Ægte biokonstruktion. Hvilket jeg her har lært er godt, ja det er tilmed muligt at smide ordet *bæredygtigt* ind her, på flere niveauer: Det er naturlige materialer, det kan nemt nedbrydes, hvis det skal, det er billige materialer, som er lette at finde i lokalområdet (både her og de fleste steder i Danmark), og så er det nemt at bygge med.

Det stod ikke i kortene, at jeg skulle tage til Spanien og bygge hus. Bare en måned inden jeg tog af sted, sad jeg på en kold læsesal og svedte over min bachelor. De sidste tre år har jeg brugt på at forstå Judith Butler, øve mig i at forklare hvad panoptikon er, være den perfekte blanding af spørgende og lyttende i interviewsituationer og lave udtømmende svarkategorier i surveyundersøgelser. Så husbyggeri var ikke just min spidskompetence. Det var langt fra noget man kunne kalde noget med kompetence.
Heldigvis søgte folkene bag dette projekt, jeg var faldet over, ikke kompetente folk, men unge, der havde mod på og lyst til at bygge i fællesskab. Med eller uden erfaring. Heldigt for mig.
Det blev til to måneder fulde af gaver hver dag – jeg lærte nye skills i form af helt praktisk at vide hvordan man kan bygge hus fra bunden og jeg har fået mod til at give mig i kast med byggeprojekter andre steder. Læringen kom ikke bombastisk og påtrængende, som skulle jeg løbe efter den og holde godt fast for ikke at glemme det alt sammen, men derimod listende og gennem mine hænder, som jeg hver dag brugte til at mikse ler, presse en blanding af ler og sand op i loftet mens mine arme værkede, og ved at måle og dele stråballer op til passende størrelser. Alt sammen mens jeg med de andre frivillige grinte, fortalte historier eller løste gåder.
Arbejdsdagen foregik med de 10 andre frivillige på projektet med hver deres baggrunde, og de to medlemmer af communitiet, der havde erfaring med byggeri og stråballebyggeri, som derfor var tilknyttet hønsehusprojektet.
Fejring!! Billed af Hannah Huber.
Vi har arbejdet en masse med ler blandet med enten sand eller strå eller begge dele, som gjorde ud for mange dele af husets lag. De nyopsatte vægge, der opdelte de 6 forskellige rum, bestod af klistret ler med strå, som var helt kompakt klemt sammen til vægge. Udenpå det klaskede vi en ny blanding af ler og strå på, derefter et lag kun med ler og sand og til sidst et lag maling af – ler. Loftet bestod af strå, ler og lermaling. Ler. Det materiale kan altså noget. Meget mere, end jeg havde gættet hjemme fra min lille københavnerlejlighed med vægge lavet af hvad ved jeg – et materiale jeg i hvert fald ikke har skænket mange tanker.
At komme til Los Portales har været overvældende godt: Medlemmerne har taget imod os med åbne arme, og ægte venskaber har udviklet sig blandt os frivillige. Dagene er gået med arbejde i hønsehuset, hjælpen til i køkkenet, spontant arrangerede fodboldkampe på den grusede bane, hvor beskidte kneb ikke blot var tilladte, men også hyppigt brugte, brætspil hvor selv de blideste mennesker afslørede deres arrige indre i desperate forsøg på at vinde, gåture til vandfaldet med en dertilhørende dukkert for de friske, workshops om drømme, om bogbinderi, vrede, massage, dans – arrangeret af medlemmer af communitiet såvel som frivillige.
Jeg kan uden tvivl i stemmen – eller skriften i dette tilfælde – anbefale at tage af sted ud i Europa og dyrke endnu ukendte evner og møde endnu ukendte, gode folk.