Året der gik i Vrads

Af Agner Thulesen og Hanne  Gustavussen

Her er en lille opdatering på 2018 fra LAND centret Det Grønne Hjem i Vrads:

– Vi har haft 7 rundvisninger fra 4 højskoler med økohold med ca 20 elever pr hold. Vi mærker en stigende interesse fra grupper, der henvender sig og tager bæredygtighed og klimadebatten op.

Hanne har dyrket grønsager på en lejet mark – 3400 m2 på 3. sæson – lige uden for vores matrikel. Det var en tør sommer på sandet jord, der trak tænder ud, men Hanne har solgt grøntsager og æbler til lokale og turister fra en lille bod foran Vrads Købmandshandel.

Hanne havde en kursustime for et af de besøgende højskolehold, hvor de hjælper hende i ½ time på marken.

– Vi har levet med vores grønne husholdning nu i 25 år, og vi har ikke lavet de store forandringer i 2018, bare konstateret at vores permakultur systemer er levedygtige over alle disse år. Vi laver i det små hele tiden nye tiltag, vi spiser nu næsten vegansk, og har opdaget at vi kun behøver små mængder kulhydrater og mælkeprodukter, som supplement til alle de grønsager, frugter, bær. og æg som vi selv dyrker.

De bedste hilsner fra Hanne og Agner, Vrads.

Agner Thulesen forklarer om ovnen i huset, som er en kombineret masse-ovn og komfur.